BoxshotLarge526503490106.jpg
Score: 10
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:


Udgiver(e):

Her midt i sommervarmen (når den ellers husker at være her) er der nu mulighed for, at krybe i ly med Frozen Throne. Night Elves, Horde, Scourge og Alliance venter kun på at DU fortæller dem hvem deres næste mål er. Knus dine modstandere i singleplayer og kæmp dig derefter op på toppen af internettet via multiplayer. Dette års fedeste udvidelse har netop trukket sværdet og er klar til kamp!

Hvordan genkender man en ener?

Udvidelser … alene navnet kan ind i mellem give mig kuldegysninger. Som regel stinker den slags langt væk af, at de sidste kroner liiiige skal presses ud af det originale spil, hvilket så skal gøres med en halvfærdig udvidelse hvis nærmeste fremtid bliver som coaster til et koldt glas øl.

Den slags kynisme og negativ indstilling holder ca. 0.2 nanosekund i selskab med Frozen Throne. Efter at have spillet Frozen Throne indser man, at ikke alene er det utænkeligt, at gå tilbage til, at spille det oprindelige spil, men at Blizzard også har leveret et klasseeksempel på hvordan en udvidelse skal laves. Ikke alene bibringer det spillet nye elementer, men det udvider gameplayet, bygger til kernen af spillet, og tilføjer ny dybde og nye vinkler på historien der driver spillet.
Wacraft III: Reign of Chaos er en hård nyser, at skulle levere en opfølger til, men Blizzard har klaret det fremragende. Da GameSector.dk har deltaget i beta-testen af multiplayer delen af spillet har der ikke hersket nogen tvivl om, at denne del var et stort løft til spillet – men derfor blev jeg alligevel meget imponeret over hvor god og velfungerede singeplayer elementet af Frozen Throne fungerede.

Singleplayer – hvem siger man ikke kan have det sjovt alene?

Ud over, at indeholde en historie i fed fantasy stil, fortalte singleplayer delen af Reign of Chaos også en historie fra fire forskellige synsvinkler. Frozen Throne tager faklen op, og formår efter min mening, at levere mindst lige så meget materiale som dens forgænger, og måske endda bedre materiale.

Singplayer kampagnen starter stort set lige efter Reign of Chaos. The Burning Legion er blevet fordrevet og knust, men to magtgerrige personer fremstod i skyggerne af Night Elf og Scourge kampagnerne – to personer der så afgjort kunne have indflydelse på historien.

Disse to er henholdsvis Arthas der dræbte sin fader for at tage magten og skabe et Udødt kongerige som Death Knight, samt Night Elf og halv-dæmonen Illidan. Historien i Frozen Throne er spundet op omkring disse to personer, og følger deres forsøg på, at skabe deres egen plads i historien i en verden der er hærget af krig og konflikter. Men selv om disse to er hovedpersonerne, så bydes der dog også ind fra en række andre mægtige helte – men vent og se! Akkurat som i Reign of Chaos spiller du igennem en række missioner som een race, for at få låst op for missionerne til den næste race. Det kan godt være det er meget lineært og stift, men det virker faktisk fint i Frozen Throne, og har ikke generet mig det mindste.

Frozen Throne lægger ud med missioner for Night Elf Sentinels (de folk der bevogtede Illidan før han blev befriet), hvor de jagter Illidan for, at få ham spærret inde igen. Dernæst fører du resterne af High Elf racen gennem en konflikt med Alliancen, og sidst men ikke mindst er der død og bedrag når Arthas forsøger, at sammentømre de sidste rester af Scourge, og skabe sit eget kongedømme.

Modstanden kan naturligvis varieres alt efter hvor svært du vil have det, og her bliver forbedringerne af spillets AI umiddelbart synlige. Hvor Reign of Chaos AI’en ikke var overvældende, så bare vent til du møder den computer ondskab der bebor Frozen Throne. Bare spark sværhedsgraden op på maksimum, og jeg skal love dig for, at AI’en opfører sig som de bedste online spillere det har været min delte fornøjelse, at få tæv af.

Singleplayer :: lækkert missions design

Det virker som om Blizzard har gennemskuet, at meget få spillere gider deltage i en standard kampagne hvor du samler ressourcer og enheder, for dernæst at angribe en godt forskanset fjende igen og igen. Selv om der er missioner af denne type, så udgør de en forsvindende minoritet i singleplayer kampagnen. I stedet er der gravet dybt i posen med muligheder, og Blizzard har valgt, at præsentere os for nogle rigtige perler. Fællestrækket for alle missionerne er, at de er drevet af den historie der omkranser Frozen Throne udvidelsen. Dette kan betyde, at du kun har ganske få enheder at gøre med og skal gøre brug af guerilla taktik. Eller du hovedsageligt får adgang til nogle af alle de nye enheder, så du kan få kendskabet til dem og den taktik de kræver, ind på rygmarven før det går løs i multiplayer. Der er også variationer over gamle kendinge, så som gør-dette-før-tiden-løber-ud, hold et antal punkter på kortet i så og så langt tid, og meget mere.

Der er også drysset et par overraskelser ind her og der, både hvad angår design af banerne, men også på historiesiden – og jeg skal nok lade være med, at ødelægge det ad ved, at fortælle om det. Fælles for alle de mange missioner er, at de er udfordrende, ind i mellem djævelsk svære og rent faktisk byder på temmelig stor variation missionerne imellem. Der er tænkt over designet og det kan mærkes.

Singleplayer :: god historien og suveræne stemmer

Efter at have spillet Frozen Throne igennem vil du sikkert også blive grebet af en fornemmelse af, at Blizzard kunne være ved at varme op til hat trick. Der samles op på en masse løse tråde fra Reign of Chaos, men der bygges op til mindst lige så mange ved slutningen af Frozen Throne.

Der er ingen tvivl om, at Frozen Throne drives af den personlige historie, da det er de forskellige helte – hvad enten det være sig Death Knights eller Blood Mages eller noget helt tredje – der er i centrum og fokus, på trods af den episke konflikt der udspiller sig omkring dem. Jeg holder meget af den slags, så jeg synes det er et afgjort plus for spillet. Ikke mindst fordi intet er sort/hvidt i Frozen Throne. Såvel de gode som de onde har deres svage og stærke sider, og ingen går ramt forbi når det gælder stolthed, hævngerrighed, forfængelighed og nogle gange direkte storhedsvanvid. Det giver personerne lidt ekstra dybde, og gør dem på sin viis mere “menneskelige.”

Frozen Throne kunne sikkert sagtens overleve uden disse forholdsvist komplekse personer (det er der så mange andre RTS spil der gør), men jeg synes det giver såvel Frozen Throne, som den historie der driver under spillets mange missioner, liiiige det ekstra pift der løfter det hele langt op over mængden af anonyme RTS spil.

For at runde det hele af, så har Blizzard også fundet nogle rigtigt gode stemme-skuespillere til de forskellige personer og enheder, og man kan høre de lever sig ind i rollerne. Hvad enten det er en 10,000 år gammel Night Elf Warden eller en ondsindet Death Knight, så lyder det rigtigt. Da der er temmeligt megen dialog i Frozen Throne er det naturligvis også vigtigt at stemmerne er i vinkel, men langt fra nogen selvfølge indenfor spilindustrien. Der ud over har de mange forskellige nye enheder og heroes også fået hver deres oneliners, og det er også bare som det skal være. Alt i alt, bare perfekt!

Singleplayer :: Orcs i baghold

Den årvågne læser vil sikkert allerede nu sidde og undre sig over, hvorfor jeg slet ikke har nævnt Orcerne i det foregående. Forklaringen skal søges i, at de tager hovedrollen i en bonus kampagne du låser op for under spillet af de øvrige Frozen Throne kampagner.

Horden har endelig fundet sig et nyt land at leve i, og under Warchief Thralls sikre hånd er de ved, at opbygge sig en ny civilisation. Bonus kampagnen har af alle kampagnerne det tydeligste rollespilspræg. Du får kontrollen over Beastmaster Rexxar, hvis race er halvt Orc og halvt Ogre. Selv om Hexxar er en eneboer bliver han kastet sammen med Orcerne og hjælper dem under forskellige missioner. Du styrer Hexxar, hans monster af en bjørn og nogle få Mercenaries som støder til dig undervejs. Derefter skal der løses quests (som det også kendes fra de almindelige Warcraft missioner), samles experience levels, bedre udstyr og ikke mindst uddeles tæv til en lang række modstandere.

Bonus kampagnen er ikke så afbalanceret som hovedkampagnerne, så forvent at du kommer til at kværne igennem de creeps, der bebor mappet når du er kommet opad på levelstigen. Til gengæld er det sjovt, lidt nytænkt og rent faktisk får du kun første mission af i alt tre missioner på Frozen Throne skiven. De øvrige skal hentes ned fra Blizzards website efterhånden som de bliver tilgængelige. Med den slutning der er på den første mission, er det både sikkert og vist at JEG står i kø for, at hente de to sidste missioner ned når de kommer. Som en lille sidebemærkning er det min opfattelse, at bonus kampagnen sikkert kan ses som en forsmag på hvordan World of Warcraft kommer til at fungere.

Multiplayer – en horde til forskel

Selv om det er forrygende, at Blizzard har gjort så meget for, at få singleplayer delen af Frozen Throne til at fremstå som noget sprødt og lækkert, så er der dog ingen tvivl om, at kernen i Warcraft III serien handler om multiplayer. Muligheden for at knuse og dominere kammerater og vildtfremmede mennesker – altså faktisk at opføre sig lidt ligesom skattevæsenet.

Det er også i multiplayer at du helt sikkert vil kunne se de allerstørste forskelle mellem Reign of Chaos og Frozen Throne, og ikke mindst hvor uendeligt meget bedre Frozen Throne er på dette punkt.

Multiplayer :: listen med forbedringer og nyskabelser

For nu at tage det håndgribelige fra en ende af, så har hver race fået en ny Hero enhed, der bibringer hver race nogle nye interessante taktiske muligheder. Samlet set har racerne fået 14 nye enheder samt en ny bygning i form af en shop (mere om den senere). Alle fire racer har fået tilført nye opgraderings muligheder for mange af deres enheder og bygninger, såsom Cold Attack til Scourge towers, Flak Cannons til Alliance gyrocopters, Burning Oil upgrade til Horde Demolisher ammo, Well Spring til Night Elf moon wells så mana kapacitet og regeneration af samme forøges, og meget mere.

Hertil kan så lægges tre nye tileset (der er rigtigt lækre og faktisk flottere end dem vi kender fra Reign of Chaos), en ordentlig stak nye Hero Items, tre nye Neutral bygninger (såsom en tavern hvor du kan hyre Heroes fra), fem nye Neutral Heroes (fungerer som lejesoldater), tonsvis af nye Creeps, nye multiplayer maps, en forbedret World Editor (og den var jo i forvejen temmeligt lækker), Clan support over Battle.Net, generel forbedret multiplayer understøttelse og så lige en ENORMT lang liste over små og store forbedringer i selve gameplayet. Den officielle liste er på ca. 50 ting, og den er endda kun udpluk af alt det der er forbedret.

Multiplayer :: lidt om shops og heroes

Af alle de mange ting vil jeg lige plukket et par stykker ud. Shops er en rimeligt interessant ny feature. Det giver dig mulighed for, at bygge en shop der har forskellige Hero Items der er specifikt skræddersyet til den race du måtte spille. Antallet af ting du kan købe, og ikke mindst hvor heftige de er, stiger i takt med, at du opgraderer din Town Hall. Disse items kan afgjort give dig en lille ekstra streng at spille på i forhold til din modstander, og bruger du tingene rigtigt kan de endda give dig en åbenlys taktisk fordel overfor modstandere der ikke helt har forstået ideen endnu.

Neutral Heroes er også rimeligt interessant – og totalt rollespils inspireret. På nogle maps er der placeret en kro, hvor der så tilsyneladende hænger en bande Heroes og drikker øl indtil nogen kommer og hyrer dem. De fem forskellige Heroes du kan føje til dine muligheder, kan du vælge i stedet for (eller i tillæg til) dine almindelige fire Hero enheder (husk der er kommet en ny til i Frozen Throne).
De giver dig nogle nye interessante muligheder at spille på, og flere af dem er regulære folke-knusere (såsom Pandaren Brewmaster og Pit Lord), mens andre er suveræne støtteenheder (såsom Naga Sea Witch og Dark Ranger).

Når du tilføjer disse nye Hero muligheder til en ligning der allerede indeholder nye Hero Items, opgraderede bygninger og abilities, så har vi efterhånden et regnestykke der giver en hel del variable at stille på, og igen forøger kompleksiteten og mulighederne i spillet. Det bliver naturligvis aldrig så nuanceret og detaljeret som de tunge simulationsspil over virkelige begivenheder, men det er heller ikke det Warcraft III sigter efter. Jeg mener at jeg med sikkerhed kan sige, at Warcraft III nu er det suverænt bedste RTS spil på markedet.

Multiplayer :: og nu til spilbalancen

Ud over alle de mange nye features, ændringer, nyskabelser og så videre, så er een af de ting der har interesseret mig allermest ved Frozen Throne balancen i spillet, altså hvordan styrkeforholdet er de forskellige racer imellem.

Da GameSector.dk har deltaget i beta-testen det sidste halve år, har vi på nært hold kunnet følge udviklingen på dette punkt. Så vidt jeg errindrer nærmer vi os et sted mellem 10 og 15 opgraderinger fra den første beta, og der er sket en rivende udvikling i den tid.

Det er ikke kun fordi der er blevet skruet på styrkeforholdet for de eksisterende enheder, samt på hvor lang tid det tager at bygge dem, og hvilke abilities de kan opgraderes med. Mange af de nye enheder de forskellige racer er tydeligvis designet specifikt til at imødegå forskellige typer af strategi. Enhver der har spillet Warcraft III i multiplayer vil sikkert kunne nikke genkendende til det faktum, at den side der først får opgraderet sine Spellcasters kan tørre mappet rent med modstanderens bagdel. Dette kan der nu rådes bod på. Dels er der kommet en del enheder der har helt specifikke Spell negative egenskaber – såsom Faerie Dragon (Night Elf) og Destroyer (Scourge), der voldskader enhver enhed, der bruger magi – og dels har de nye luftenheder også betydet, at det bestemt ikke er uvæsentligt, at tænke på hvordan dit luftherredømme er.

Med andre ord er der blevet bygget et par nye vinkler på det strategiske aspekt ved, at vælge enheder, og det betyder, at du langt fra kan være sikker på, at vinde med en bestemt type enheder.

Men selv med disse mange nye ting, så er der jo stadigvæk en lang række “gamle” enheder, at tage hensyn til, og de var jo ikke ligefrem nogle dejarme før Frozen Throne. Det er korrekt, men der er også blevet stillet lidt på disse enheder, så den generelle taktik hver af de fire racer lægger op til forbliver uændret. Selv om Night Elves har fået tilført de uhyrligt hårde Mountain Giants til deres frontlinjer, så er deres force stadigvæk Spells og range attacks. Orcs er også stadigvæk nogle hårde sataner når det kommer til nærkamp, og er uden tvivl stadigvæk det suveræne valg når det kommer til nærkamps enheder. Men de har fået en ny luftenhed i form af Troll Batriders, så de nu også er blevet lidt farligere i luften.

Det smukke ved de mange nye enheder er, at de giver større valgfrihed. Du kan vælge at satse entydigt på een af din valgte races egenskaber uanset hvilken modstander du går, eller du kan opbygge en mere varieret styrke der vil kunne klare sig uanset hvad du støder ind i. Men de giver dig også bedre mulighed for, at imødegå de valg dine modstandere foretager – og det er langt fra længere sikkert, at du vinder bare fordi du har mange Spellcasters.

Endeligt er der blevet stillet på pris og tid for bygninger og enheder, samt den mængde enheder du kan have (dette var en forholdsvist lav grænse i Reign of Chaos), så du nu kan skabe dig en rimeligt stor styrke på kortere tid – hvilket IGEN sætter hastigheden op for den tid et online spil tager. Personligt kan jeg sige, at mine online kampe i snit tager mellem 17 og 33 minutter, hvilket må sige at være ideelt for de der kan lide hurtige og heftige kampe.

Så for at summere op, så er det blevet LANGT mere interessant, at spille med de forskellige racer, da de taktiske overvejelser du kan gøre dig er blevet væsentligt udvidet, ikke kun med nye enheder og Hero Units, men også med hensyn til hvordan du vil anvende dem, og ikke mindst hvordan og hvor meget du vil opgradere dem.

De sidste sidste ord

Hele Battle.Net oplevelsen er blevet forbedret, ikke mindst fordi der er fokuseret langt mere på at lave turneringer og få dem til at foregå flydende, udvalgt gruppespil og mange flere lækre ting. Sådant noget som, mulighed for, at fravælge op til tre maps i multiplayer er også lækkert. Jeg er sikker på, at der er mange som jeg der har et par maps de aldrig nogensinde vil spille igen, men som man ustandseligt! bliver smidt ind på når man matcher op mod folk via Battle.Net. Dette problem er nu en saga blot.

Tilføj nye maps, samt det faktum at Battle.Net kører suverænt uanset hvor mange folk der er på (hvilket sikkert skyldes at hver verdensdel nu stort set har sin egen Battle.Net serverpark), og du har ingen undskyldning for ikke, at kæmpe online.

Dog vil jeg klart anbefale, at du finder nogle folk du kan kæmpe med i Arranged Teams, da det garanterer den bedste spiloplevelse hvis du spiller mod folk der har nogenlunde samme erfaring og spillestil som du selv. Fx er der næppe noget mere irriterende end “rush-whores” (folk der bare bygger en masse basis enheder og så angriber) hvis du selv foretrækker kampe hvor enheder højere oppe i tech-træet bliver brugt.

Glemte jeg at søslag nu er tilbage som en mulighed? Direkte fra Warcraft II er de herlige troppe transportere, destroyers og battleships nu tilbage. Bevares, det er ikke oplæg til de vilde og avancerede søslag, men på de maps hvor det er muligt er det en lækker lille feature – og helt sikkert noget der vil gøre de folk der har brokket sig over at det manglede til små glade Orcer igen.

Alt i alt er Frozen Throne et suverænt køb, der virkelig giver dig smæk for de penge du skal bruge for, at anskaffe det. Ikke alene sørger det for, at din Warcraft III oplevelse bliver løftet op på et højere plan, du får også en masse nye ting, en kanon singleplayer kampagne, to lækre nye Warcraft videoer i samme høje kvalitet som de der var på Reign of Chaos, et gameplay der er blevet finindstillet gennem et halvt års betatest i den virkelige verden med tusindvis af spillere og sidst men ikke mindst en ny og opdateret World Editor så du kan lave dine egne maps og missioner.

Sådan skal det gøres Blizzard – I er tilgivet for Diablo II !

Det er mig en udsøgt fornøjelse at uddele en topscore på 10/10 for det samlede indtryk, og en matchende HOT GAME AWARD.

Spillet er venligt udlånt af Vivendi Universal Games, der henviser til nærmeste forhandler på telefon 70 23 73 23

Gamesector Anbefaler

Om Kenneth Madsen