The Sims

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Der var nok ikke mange, der havde set den her komme... det udprægede Pc spil The Sims konverteret til konsollerne. Men det er sket... af forskellige årsager er The Sims kommet til blandt andet Playstation 2. Se om spillet har klaret konverteringen eller om det er blevet til en temmelig dyr bordskåner.

Få et liv... right!

Så The Sims er kommet til Playstation 2´en og den slags kan man naturligvis ikke gøre, uden at der skal ske noget specielt. Det mener EA i hvert fald, så der er sket forbedringer og ændringer. Spillets gameplay, fokuseret på at holde sin Sim lykkelig, er stadig det samme, da det er i de ydre rammer, der er sket ændringer (spillere der ikke kender The Sims, er enten tre år gamle eller også har de været låst inde i et skab hele deres liv). Den mest åbenlyse ændring er skiftet i grafikken, der nu er i 3D, men mere om det senere. De knapt så åbenlyse ændringer, er dem som folk enten vil elske eller hade. For The Sims er nemlig blevet rigtig konsol-agtigt, hvilket betyder at du ikke har fuld adgang til alle spillets muligheder fra starten af.

På papiret byder The Sims på "Get af Life"-mode, en form for freestyle spil og multiplayer. Det mest interessante ved spillet er dog at forsøge at gennemføre "Get a Life"... ja jeg skrev gennemføre. I den specielle "Get a Life" mode skal du nemlig gennemføre opgaver med din Sim, der involverer alt fra at flytte hjemmefra til at skaffe dig et job og din første bolig til at blive en mægtig og rig Sim. Efterhånden som du løser de objektiver, som spillet giver dig (de kan være ret simple, som at få et job, lære at lave mad eller blive forfremmet) befrier du løbende nye ting, som du kan købe og proppe ind i dit hus. Andre hændelser i selve spillet kan udløse nye muligheder. For eksempel giver det en ny karrieremulighed, hvis du fanger en tyv i dit hus.

Disse baner med objektiver giver spillet et helt nyt perspektiv... det giver dig nemlig noget at arbejde hen imod og der er pludselig en mening med galskaben. I The Sims på Pc sidder man tit med fornemmelsen af, at man mangler nogle reelle mål eller noget at stræbe efter. I The Sims til Playstation 2 er dette ordnet og målene er nu integreret i spillets gameplay og de udløser endda belønninger, når du klarer dem. Jeg syntes det har tilføjet en hel del til spillet og det må siges at være den bedste og mest gennemførte af de ændringer, som spillet har været udsat for under konverteringen.

Af andre ændringer/forbedringer er der nu kommet en multiplayer. I multiplayer spilles der via splitscreen mod eller med en anden spiller. Man kan dyste i at gennemføre simple små opgaver (hvilket er meget sjovt i en lille times tid, hvorefter det begynder at være kedeligt og ensformigt). Det er dog også muligt at samarbejde eller spille sammen i et mere åbent spil. Under alle omstændigheder så virker det mest som en smart gimmick frem for en solid feature. Men det viser at Electronic Arts trods alt prøver at tilføje spillet mere værdi og noget nyt i konverteringen. Det er muligt at komme til at spille multiplayer med det samme, hvis man bare vil spille The Sims som man plejer med to spillere (altså uden mål). Vil man dyste i The Sims i multiplayer, skal man befri denne mode først, hvilket gøres ved at spille "Get A Life" mode.

Så fængslende som det plejer

Til trods for ændringerne og forbedringerne og den nye platform, så er The Sims så fascinerende som det altid har været. Der er noget spændende og fængslende ved at passe sin Sim, ja der er nærmest tale om en form for elektronisk interaktiv voyeurisme... eller en form for et virtuelt dukkehus. Spillet tilbyder lige så mange muligheder, hvis ikke flere, end Pc versionen, så der er næsten uendelige muligheder for at indrette sit hus eller designe sin egen Sim. Det er nok ikke noget, der vil få dig til at juble hvis du ikke kunne lide spillet til Pc, men det er kræs for fans af serien.

Dog har turen til pc ikke været helt smertefri, for der er nogle problemer, som du ikke kan komme udenom. Pc spillet var naturligvis styret med en mus og på Playstation 2´en skal man styre med sin controller... det går meget godt langt hen af vejen og EA har virkelig lavet et intuitivt og gennemtænkt kontrolsystem. Men bedst som du tror du har fod på kontrollen, skal du til at udbygge dit hus eller bygge et hus fra grunden af og der knækker filmen så med et brag. Det er nemlig yderst besværligt at bygge noget i spillet med controlleren. Det kommer til at tage lang tid og det er klodset. Det er åbenbart prisen man måtte betale for at spille på en konsol.

Dertil kommer hele problemet med udvidelser og opdateringer. På Pc´en har der været en sand strøm af nye ting, skins og opdateringer/udvidelser til spillet. Det går man glip af hvis man vil spille på Playstation 2 (The Sims til Playstation 2 er store set kun grundudgaven, altså ikke noget med ferier, kæledyr eller hot dates). Det er en naturlig begrænsning, men det er alligevel værd at nævne, for det en del af charmen ved The Sims til Pc har jo netop været mængden af ting, som man kunne købe og bruge og de løbende opdateringer af disse. Det må man undvære i Playstation 2 udgaven. Ikke decideret en fejl, men en regulær begrænsning som er værd at bemærke.

Nu i 3D

Den mest markante ændring er som sagt skiftet til rigtig 3D grafik. Den nye 3D grafik er faktisk ganske nydelig og detaljeret at se på. Omgivelserne og objekterne virker nu mere realistiske og den nye 3D grafik får pludselig Pc versionen af The Sims til at virke kedelig og virkelig gammeldags. Grafisk er spillet forbløffende veldesignet, med glimrende muligheder for at rotere kameraet eller zoome ind og ud. Forhåbentlig ser vi snart en version af The Sims til Pc i en nyere og mere moderne udgave med samme 3D grafik som Playstation 2 udgaven kan præstere.

Der er ikke megen lyd i spillet. Der er den sædvanlige mængde sort snak, der kommer når to Sims snakker sammen og der er en række lydeffekter fra ting i dit hus og fra din Sim. Men det er stort set også alt hvad lydsporet byder på. Ikke overvældende ophidsende, men på den anden side havde vi ikke forventet den store revolution på dette område i spillet.

For fans og begyndere

The Sims på Playstation 2 revolutionerer ikke serien. Det er stadig fokuseret på den klassiske "hold din Sim glad" ide, selvom det denne gang præsenteres i flot ny 3D grafik med et noget modificeret og missionsbaseret gameplay. Den grundlæggende ide er den samme, hvilket betyder at The Sims til Playstation 2 spilles og føles som The Sims til Pc. Så kunne du ikke døje det til Pc, så der er ingen formildende omstændigheder ved Playstation 2 versionen, der vil få dig til at holde af spillet.

For fans af Sims serien er den nye grafik og det nye missionsbaserede gameplay sjove features, men det ændrer som nævnt ikke ved konceptet. Så har du allerede The Sims til Pc er det værd at overvejen om der er en reel grund til at investere i spillet til Playstation 2, for de to spil er, til trods for de kosmetiske forskelle, meget ens.

Spillet distribueres i Danmark af Electronic Arts, som gerne vil hjælpe dig med at finde den nærmeste forhandler hvis du ringer 45 28 70 00

Om Maiken Schou