Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
[Gallery not found]

Skatteøen er igennem årene udgivet i adskillige versioner, og hvem husker ikke den hysterisk morsomme Muppet fortolkning? Den nyligt udgivet Skatteplaneten tager den klassiske historie med rundt i universet, og naturligvis skal vi også begaves med et spil af samme titel. Senest har vi set Treasure Planet: Battle At Procyon, og denne gang skal vi kigge på en lidt nærmere artsfælle, nemlig Disney's Treasure Planet. Så let anker, og find ud af om spillet til Playstation 2 vil få samme succes som den nyligt lancerede Disney tegnefilm.

Den flyvende hollænder i rummet

Disney har med Skatteplaneten igen udformet en stor og detaljeret verden, hvor fantasifulde objekter indgår som helt almindelige dagligdags ting. Dette sammensurium omfatter bl.a. cyborgs og flyvende sejlskibe, men mere om dette senere. Vi møder hovedpersonen Jim som ganske lille, mens han får læst historien om den grusomme Kaptajn Flint, der i mange år hærgede galaksen, plyndrede handelsskibe og gemte sine skatte på... ja, Skatteplaneten. Jim drømmer om en dag at kunne tage af sted og finde den sagnomspundne planet, og en dag dumper der bogstaveligt talt en mærkelig fyr i et gammelt rumskib ned fra himlen. Som sin sidste gerning giver han Jim en gylden kugle, som hurtigt viser sig at være et eftertragtet skattekort over galaksen, og så går den vilde skattejagt på tværs af universet.

Kendere af skatteøen vil nikke genkendende til persongalleriet, der er alle de gamle kendinge: Den unge, rebelske Jim Hawkins, den snu og nederdrægtige Long John Silver, samt naturligvis skibets kaptajn, der i denne version er en dame (eller en katdims, whatever!). Alle har de hver deres rolle i spillet - spilleren tager dog rollen som Jim, og resten af karaktererne benyttes som guides til de forskellige verdener og udfordringer, som Jim står over for. En lidt speciel karakter fra filmen er Morph, som også udgør en stor del af spillet - men igen: mere om det senere.

Krydset på kortet

I den oprindelige film fandt Jim et skattekort, som efter sigende skulle lede til den sagnomspundne kaptajn Flints skat. I den nye version er kortet erstattet af en kugle, der viser et hologram over galaksen, inkl. skatteplaneten. Dette hologram er også spillets omdrejningspunkt, og man styrer de enkelte levels udfra hologrammet, men her holder ligheden så op. Udviklerne har nemlig valgt at splitte filmens mange scener og elementer op, og rystet posen godt og grundigt. Spillet er derfor delt op i mange mindre spil, alle foregående på forskellige lokaliteter taget fra filmen.

Grundlæggende er der 2 forskellige måder at spille på. Jim render enten rundt som i et klassisk 3D platformspil, eller ræser rundt på sin solarsurfer, som dybest set er et skateboard, der svæver. Hvad enten vi taler den ene eller anden del, er der elementer, der går igen. En vigtig ting for enhver nystartet rumpirat er nemlig guld, og helst masser af det! Derfor er det som regel en fast udfordring på banerne, at indsamle et antal af de såkaldte gulddubloner. Uden mad og drikke duer helten ikke, og Jim skal derfor have energi, i form af grønne skatteplaner(!?), der hænger rundt omkring.

Jim får set en masse forskellige dele af både hans egen planet Montressor og resten af galaksen. Fælles for alle baner er, at de indeholder et antal fyrtårne, som skal aktiveres, inden man kommer videre. Ved starten af hver del, listes de udfordringer der aktiverer et fyrtårn (ligesom oversigten over opgaver i for eksempel Jak & Daxter eller Ty The Tasmanian Tiger), og så er bare om at komme i gang. Der er som regel lagt flere udfordringer ind, end antallet af fyrtårne, hvilket betyder, at man kan fravælge en eller flere af for at komme hurtigere igennem spillet, eller blot undgå de sværeste (eller kedeligste!) udfordringer.

Surf's up, dude!

Jim møder naturligvis også sine rejsevenner, som hjælper ham igennem diverse forhindringer. Derudover er han fra starten begavet med Morph, en lille lyserød geleklump, som, udover at være ekstremt irriterende, kan omformes til forskellige stykker værktøj, som Jim måtte få brug for. Visse døre og kasser kan kun åbnes ved brug af cyborg arme, nogle steder kan kun nås ved brug af en jetpack, og her træder Morph hjælpende til. Imidlertid er han ikke den eneste, der træder til, der er naturligvis også en bunke underligt udseende og absolut uintelligente fjender, der skal gøres kål. Igen holder spillet sig til stilen, så fjenderne er robotter og noget, der mest minder om gående fisk. Fælles for dem alle er, at de er alt for lette at håndtere, og vist bare er lagt ind for at give lidt underholdning imellem de lidt halvkedelige opgaver.

Anderledes fart over feltet er der ved de baner, der kræver solarsurferen. Opgaverne, der typisk skal løses, er en slags checkpoint ræs på tid. Surferen kan, hvis man husker at slå sejlet ned, bruges som rambuk til at smadre diverse kasser med - og gæt engang: i kasserne er der søreme guld eller energi! Sjovt første og anden gang, men kedeligt i længden. Udviklerne har prøvet at pifte det hele lidt op ved at lave nye opgaver, som eksempelvis udfordringen med at lave x antal point på din surfer, eller fange et irriterende pungdyr.men det hele forbliver uvedkommende, og giver ikke mening i forhold til historien.

God Disney stemning

Spillet har en god og gennemført stemning, der underbygges af lydsporet. Det er ikke lige min kop te, men passer fint til gameplayet. Spillet byder på fem forskellige sprog, hvilket understreger Disneys satsning på de yngre målgrupper. Talen i spillet er tilsyneladende lavet med skuespillerne fra filmen, hvilket er en fin detalje, der får stemningen løftet endnu et hak.

En bærende del af spillet er kombinationen af gammeldags "fiskerbystemning" og robotter og cyborgs. Det virker fint, og det er da underholdende at se, hvad spillet ellers byder på af finurlige opfindelser.

Grafikken i spillet er pæn, uden at være imponerende. Man kan se hvad man skal, og der er et umiskendeligt Disney træk over det hele. Spillets cutscenes udmærker sig ved at være klip fra filmen, som understøtter spillets handling - i hvert fald den smule der er. Et kæmpe kritikpunkt er dog kameraet, som er placeret i den klassiske platformstil. Kameraet er begrænset af de fysiske omgivelser som Jim oplever, hvilket vil sige at står Jim bare i nærheden af en mur, er det ikke muligt at komme om bag ham, hvilket betyder at man famler i blinde. I et spil, hvor der i høj grad er lagt vægt på at hoppe rundt præcist mellem diverse flyvende platforme, er det bare for ringe - få det ordnet!

Det kan gøres bedre

At man har valgt at splitte spillet op på denne måde uden mere hensyn til historien, har jeg svært ved at forstå. Filmen kunne sagtens, med den eksisterende mængde af action, levere materiale til et spil, som samtidig var tro mod plot og historie - ikke desto mindre er det sket, og spørgsmålet er så om det stadig virker. Forhistorien er inderligt ligegyldig for spillet, og størstedelen af de mindre spil er fuldstændigt usammenhængende, og kun meget få kan spejles direkte i filmen, endsige i spillets helhed.

De enkelte levels er meget ens, og tit er det kun omgivelserne der skifter. Der er naturligvis de forskellige puzzles, som giver en vis forandring, men dette er kun en lille del af spillet, og ændrer ikke ved det faktum, at man efter kort tid begynder at fundere over, om spillet overhovedet har andet at byde på. De to mindre spildele bevirker dog, at spillets genspilsværdi bliver højere, idet man på et hvilken som helst tidspunkt har mulighed for at hoppe tilbage til allerede gennemførte baner og give fjenderne et nyt lag flade.

Som action-adventure er spillet en smule under standarden af i dag, og det er synd for historien er flot og kunne gøres spilbar på meget bedre vis. Det er irriterende at se, hvordan Disney i den grad har valgt at give kald på en rigtig god historie, og i stedet tilsyneladende gå efter de hurtige penge. For det er det der reelt er tale om, og på trods af den rimelige grafik, den letforståelige tale og den gode stemning, er dette grunden til den lunkne karakter. Netop stemningen er så også grunden til, at spillet ikke er længere nede på stigen. Et must for fans, so-so for alle andre, primært for børn og (meget!) barnlige sjæle.

Spillet distribueres i Danmark af Egmont Interactive. Ring 33 26 68 70 for oplysninger om nærmeste forhandler.

Om Dennis Bang Andersen