Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Mens Vivendi løb med rettighederne til bogen, sikrede Electronic Arts sig rettighederne til filmene. Hvem der har fået mest ud af deres (sikkert enormt dyre) licenser, kan du læse mere om her på GameSector, hvor vi stadig ikke kan få armene ned over The Two Towers filmen.

The Diablo Two Gauntlet Towers?

I modsætning til Vivendi og Black Label, der har lavet The Fellowship Of The Ring til GameBoy Advance som et adventure / rollespil, så har Electronic Arts valgt at satse på action rollespillet med deres The Two Towers licens. Faktisk ligner spillet på mange områder klassiske rollespil som for eksempel Diablo. Igennem en række baner, baseret på stederne fra filmen, skal man lede en af fem forskellige karakterer (man kan vælge imellem Legolas, Eowyn, Aragorn, Frodo og Gandalf) rundt, mens man udforsker banen, slår monstre ihjel og tjener erfaringspoint, så man kan stige i level og blive sejere til at slås... det er et velkendt og veltestet koncept, der stadig holder, selvom det kan spilles på en håndholdt konsol.

Igennem spillet dræber man monstre og tjener erfaring. Når man stiger en level tjener man nye færdigheder. For eksempel kan Gandalf lære nye magiske formularer, mens Aragorn bliver bedre med sit sværd. Hver gang man stiger en level får man point, som man kan dele ud på hver karakters fem forskellige egenskaber. Det hele stinker langt væk af Diablo, men det har filmens og Tolkiens charme, da spillet er pakket med baner baseret på de to film. Monstrene er naturligvis også taget fra filmene, så der er blandt andet trolde, orker, uruk-haier og sorte ryttere at dyste imod. Alt i alt er der over 100 (ja hundrede!) baner at gennemføre, før man har gennemført eventyret.

Selvom man har gennemført spillet, stopper underholdningen ikke, for Electronic Arts har nemlig tænkt sig om og lavet en genistreg. De har nemlig implementeret multiplayer i spillet, så man sammen med en anden spiller, kan arbejde sammen om at gennemføre spillet. Så lugter spillet pludselig en smule af Gauntlet, men det ændrer ikke på, at The Two Towers stadig er forbløffende sjovt. Man kan endda bruge de karakterer, som man har udviklet i sit eget single player spil i multiplayer eller man kan tage sin multiplayer karakter og anvende den i single player... se det kunne andre spiludviklere til GameBoy Advance lære noget af.

Som i Diablo kan du finde magiske ting, som du kan udstyre dine karakterer med og de forskellige karakterer har naturligvis både passive og aktive egenskaber. Det er i bund og grund Diablo på en håndholdt konsol i Tolkiens univers, hvilket burde få de fleste rollespilsfans til at besvime af glæde. For The Two Towers er skam et rigtig godt spil. Det er underholdende, har en solid multiplayer, men det kan blive lidt for meget af det gode i længden, da spillets hack and slash baserede action kan gå hen og blive en smule ensformigt... men så kan man jo altid lægge det fra sig i nogle dage.

Funktionelt

Det pæneste man kan sige om The Two Towers grafik er, at den er funktionel. Den er ren 2D, men der kan i det mindste være en del bevægelse og sprites på skærmen på en gang. Den er bestemt hverken detaljeret, smuk eller banebrydende. Kort fortalt får den jobbet gjort uden at være grim eller generende, så det er i princippet godt nok. Men meget bedre end det er den så heller ikke.

Musikken gemmer sig i baggrunden, hvor den for det meste bare passer sig selv. Den er ikke dominerende eller forstyrrende, men på den anden side bidrager den ikke voldsomt meget til spiloplevelsen. Lydeffekterne er der lidt mere liv i, men der er desværre ikke voldsomt mange af dem.

For alle

Selvom det actionbaserede gameplay kan blive trættende i længden, så er The Two Towers en formidabel Diablo klon til den lille håndholdte. Spillet har masser af baner, glimrende rollespilselementer og ikke mindst en virkelig velfungerende og munderholdende multiplayer, hvor to spillere kan arbejde sammen om at gennemføre spillets 100 baner. Så der er ikke så meget mere at rafle om... The Two Towers er et glimrende, om end lidt simpelt, rollespil, der fortjener at blive købt og nydt af enhver rollespils fan eller tilhænger af Tolkien.

Spillet distribueres i Danmark af Electronic Arts, som gerne vil hjælpe dig med at finde den nærmeste forhandler hvis du ringer 45 28 70 00.

Gamesector Anbefaler

Om Maiken Schou