Score: 10
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:


[Gallery not found]

Nu render jeg ikke rundt til topmøder og smider med brosten... den slags er ikke lige mig. Ja ikke fordi jeg ikke har en mening, men sagen er den, at jeg ikke kan løfte en brosten længe nok til at kaste med den. Så er det jo godt, at jeg kan spille Splinter Cell og fantasere om at jeg er verdens sejeste superagent, nemlig Sam Fischer, fra National Security Agency.

Velkommen til 2004

Sig goddag til superagenten Sam Fisher. Sam har tidligere trænet med de bedste i flådens SEAL enheder og han har fordrevet tiden som CIA agent... så han har prøvet og dræbt lidt af hvert. Nu, i år 2004, er han rekrutteret til Third Echelon, en afdeling i NSA, der udfører international spionage og andre tys-tys opgaver, som ingen ved noget om. Sam er en ærketypisk amerikansk helt, med licens til at slå ihjel og det der er værre. Han er en såkaldt Splinter Cell, hvilket i korte træk er en feltagent, der indsættes i vanskelige sager og som Onkel Sam hverken har hørt om eller kender til, hvis han skulle være dum nok til at blive fanget. Håber Splinter Cells får et godt risikotillæg.

Du skal lede Sam Fisher igennem en række missioner, der starter som en harmløs eftersøgning på forsvundne agenter, men hurtigt bliver til en desperat jagt for, i klassisk Tom Clancy stil, at forhindre tredje verdenskrig og et nukleart holocaust. Ligesom Tom Clancy sikkert vil kalde sig "den tænkende læsers forfatter", så er Sam Fisher den "tænkende spillers agent". Han kunne aldrig drømme om at trække i et jakkesæt og vade ind på et kasino fyldt med terrorister for at gramse på pigerne, drikke sig skæv i vodka Martini og fortælle hele verden, at han er en supersmart agent og at hans efternavn for resten er Fisher. Selvom Sam har licens til at dræbe, så er han først og fremmest en hemmelig agent (med fokus på ordet hemmelig). Sams opgaver er ofte at infiltrere, rekognoscere og aflytte. Igennem spillet og de brudstykker af information, som Sam indsamler, begynder der at tegne sig en uhyggelig baggrundshistorie, der får Sam sendt til en masse forskellige lokaliteter rundt omkring på kloden, hvor han skal gennemføre missioner for at opretholde verdensfreden.

Spillets plot og baggrundshistorie holdes kørende ved hjælp af Headhunter-agtige klip af nyhedsudsendelæser, der holder spilleren opdateret (de er naturligvis ikke humoristiske, som de er i Headhunter) om plottets udvikling.

Metal Gear Cell

Spillets gameplay læner sig op af klassikere som Metal Gear Solid. Det vil sige stealth baseret (i mangel af et bedre og mere dækkende dansk ord for denne genre) 3D tredjepersons action adventure. Så selvom Sam da har noget højteknologisk udstyr og nogle våben i sin rygsæk, så bliver der ikke noget blodbad i Splinter Cell, delvis fordi Sam dør ufatteligt let og delvis fordi det simpelthen ikke virker i størstedelen af de situationer Sam kommer i.

For at gennemføre missioner skal Sam derfor forblive lydløs, uset og hele tiden et skridt foran de mange vagter. Her er spillet på mange måder lig Metal Gear Solid og det byder heldigvis på en solid fjendtlig AI og godt med muligheder for at distrahere vagter. Vagterne reagerer forskellige alt efter hvad de ser (eller tror de ser) og hører. Det kan udnyttes til at lokke dem væk fra det sted de står. Da vagterne forbliver på mærkerne og ofte foretager lange undersøgelser, hvis de hører eller ser noget, er det muligt at lokke dem væk, fra det område de begovtede. Det bliver straks værre når, det kommer til de irriterende videokameraer, der enten skal ødelægges eller helt undgås.

Sam kan naturligvis bruge sine våben til at skyde kameraer og lignende overvågningsudstyr. Hvis alt går galt kan han også eliminere fjender med sine high-tech skydevåben. Når du trækker dit våben skifter synsvinklen, så kameraet kommer om bag Sams skulder. Det giver bedre overblik, så du bedre kan sigte, men det gør også Sam langsommere, når han bevæger sig. Har du ikke lyst til at eliminere fjender, kan du altid anvende dem til din fordel... hvilket nok er et at spillets allerbedste elementer. Du kan snige dig ind på fjender og gribe fat i dem. Sam vil presse sin pistol ind mod deres tinding, hvorefter de sjovt nok bliver dejligt medgørlige. Sam kan derefter slæbe dem rundt og få dem til at udføre handlinger (som at indtaste koder, lade sig scanne eller lignende ting) eller han kan malke dem for oplysninger, før han med et slag med pistolkolben sender dem bevidstløse i gulvet. De kan naturligvis også bruges som levende skjold (lidt som i The Getaway til Playstation 2).

Udover at rive sine fjender rundt som gidsler, er der stort set ikke den bevægelse, som den smidige og adrætte Sam Fisher ikke kan udføre. Han kan klatre, gå armgang, knæle, snige sig og den mest uhyggelige: med et ben på hver væg, kan han kravle op mod loftet i en korridor eller mellem to reoler... ja det gør temmelig ondt at se på, i hvert fald hvis man er en mand.

Begavet Banedesign

Det der gør Splinter Cell til en næsten religiøs spiloplevelse, er det begavede spildesign og det overbevisende banedesign. Det er op til dig selv hvordan du vil angribe de problemer og de udfordringer, som du stilles overfor på missionerne. Der er ingen kære mor, der konstant fortæller dig hvor du skal hen eller hvad du skal gøre. Det er op til dine små grå, selv at gennemskue og forstå situationen og det giver bare en endnu federe fornemmelse af at være en rigtig hemmelig agent, der på egen hånd håndterer problemerne.

Som enhver agent, har Sam naturligvis godt med teknologisk udstyr (der ifølge spildesignerne i stor udstrækning findes i virkeligheden og anvendes af virkelige hemmelige agenter... om man tror på det, vil jeg lade være op til folk selv). Det er naturligvis ting som en lyddæmpede pistol og en riffel (der begge kommer med begrænset ammunition, så man skal spare), der desuden kan anvendes med ikke-dødbringende ammunition. Der er granater, der er kameraer, der klæber ril vægge, der er dirke, til at åbne låse med, der er aflytningsudstyr, der er forskellige typer af gas, der er optiske kabler, der kan presses under en dør, så Fisher kan se hvad der foregår bag døren. Der er en kamera forvrænger, der ødelægger overvågningsbillederne, der er Fishers lommecomputer med vigtige data og objektiver og der er hans specielle briller, der lader ham se i mørke eller se varmekilder.

Netop evnen til at se i mørke er en af Fishers helt store fordele. Der er mange måder at slukke for lyskilder på banerne på og mørket er Fishers bedste ven, da han kan skjule sig helt i skyggerne eller i mørket. Når han anvender sin natteoptik bliver alt hvad han ser gnidret og grynet og jeg må krybe til korset og indrømme, at jeg syntes det ser forbløffende fedt og realistisk ud. Nu skal det ikke forstås som om, der slet ikke er action i spillet, for selvom man sikkert kan gennemføre de fleste af missionerne uden at slå fjender ihjel, så er der steder hvor der er lagt op til ildkampe og de har tendens til at blive yderst intense og voldsomme da både Fisher og fjenderne dør forbløffende let (det er jo et Clancy spil).

Splinter Cell er den perfekte anvendelse af stealth konceptet. Spillet imponerer hele tiden med sit ultra realistisk gameplay, sin bjergtagende gode historie og den store mængde af realistiske og veldesignede baner. Alle elementerne i Splinter Cell går op i en højere enhed og den samlede spiloplevelse bliver fantastisk. Men spillet er ikke for alle. Er du action junkie eller vil du ikke have spil, der kræver en del tankevirksomhed, så hold dig væk. Men har du bare en eneste gang drømt om at være en superagent, så er Splinter Cell spillet der får dine drømme til at gå i opfyldelse!

Grafik! Jeg siger dig: smuk GRAFIK!!

Hvad angår grafikken, så er Plinter Cell nok det flotteste spil vi har set nogensinde. Det er i hvert fald tæt på. Mængden af varierede og realistiske lys- og skyggeeffekter er overvældende, karakter animationen af både Sam Fisher og hans fjender er så detaljeret, overbevisende og realistisk, at man med lethed hives ind i spillets stemning og føler, at det, der sker på skærmen, faktisk er virkeligt. Det er en fantastisk fed fornemmelse og det skyldes alt sammen den ultra realistiske og flotte grafik. Banerne er varierende, realistiske og kameraet er den sidste lille dråbe, der får dette visuelle festfyrværkeri til at flyde over, for kameraet fungerer tæt på perfekt. Generelt så skal Splinter Cell ses... det skal opleves. Alle de små perfekte elementer og detaljer, Fishers glidende bevægelser, de detaljerede omgivelser, lyseffekterne... det skal simpelthen opleves ved selvsyn. Men det står fast, at Splinter Cell er med til at sætte nye milepæle for anvendelse af grafik, animationer og ikke mindst lyseffekter i computerspil.

Det samme kan siges om lyden. Spillets musik er glimrende, stemningsfuld og varierende. Lydeffekterne er der masser af og de er klare, skarpe og varierende. Men det er stemmeskuespillet, der virkelig vil efterlade dig med underkæben på gulvet. Sjældent har jeg oplevet så professionelt stemmeskuespil i et spil. Stemmerne har liv, de er realistiske og dialogen er forbløffende velskreven. Der er masser af tale og gider du lytte til hvad vagter og civilt personale siger (hvis du har tålmodigheden il at sidde gemt og lytte), så kan du høre masser af underholdende og spændende dialog. Helt igennem gennemført, helt igennem i top og helt igennem til et rent 10-tal.

Se så at få det købt

Splinter Cell sætter nye milepæle for grafik, lyd og anvendelsen af det stealthbaserede gameplay. Spillet er imponerende på stort set alle områder og kræver mere af spilleren end blot kløe i aftrækkerfingeren. Det er befriende at opleve, at der stadig er spilfirmaer, der kan lave spil, der kan få selv gamle gnavne spilanmeldere (som for eksempel undertegnede) til at gå på halen af begejstring og overraskelse.

Der er ikke rigtig noget at klage over ved Splinter Cell... bevares der er nogle få småting, men det er ikke værd at mumle over dem, for man skal være en gammel bitter mand for at lade sig genere af de få fejl spillet har. Så der er vist ikke ret meget mere at sige... se at komme af sted, ned til den lokale softwarepusher og få investeret i Splinter Cell... og en Xbox hvis du ikke allerede har en og ikke kan vente til spillet kommer til Pc i 2003.

Spillet er udlånt af Ubi Soft Danmark, der er behjælpelige med at oplyse nærmeste forhandler på telefon: 38 32 03 00.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).