Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Det er i den sidste tid blevet tydeligt at Diablo ikke blev udviklet forgæves. I kølvandet på succesen er der sprunget flere og flere kloner frem, nogle gode og nogle mindre gode. Hvilken type Diablo-klon Divine Divinity er kan du læse i anmeldelsen her.

Dobbelt Dobbeltkonfekt

"Guddommelig Guddommelighed"??? Denne lidt grinagtige titel dækker over (endnu) en Diablo-klon, med lige næsten lige dele nye elementer og videreudviklinger af koncepter fra Diablo.

Som i ethvert rigtigt eventyrspil er du den ukendte helt, hvis skæbne er at redde verden fra ondskaben. Lord of Chaos holder landet Rovellon i et jerngreb, og det er din opgave at betvinge ham og gøre landet frit igen. Dog er du slet ikke kendt af omverdenen, og du må først træne og blive anerkendt som The Divine Savior, før du kan tage kampen op mod Lord of Chaos.

Det lyder alt sammen bekendt, dog med nogle få ændrede stednavne, ikke sandt? Og det er præcis lige så standard, som det lyder.

Survivor? Ha!

Der er i Divine Divinity 3 forskellige professioner at spille: Warrior, Wizard or Survivor. Survivor er blot nutidens politisk korrekte term for "gemen tyveknægt", mens de to andre giver sig selv. Hver profession kan desuden spilles som mand eller kvinde, som har nogle forskellige start-færdigheder, hvilket giver 6 forskellige start-karakterer. Der er et væld af færdigheder at lære gennem spillet (op mod 100 forskellige), og det er afgørende for sværhedsgraden hvor man sætter sine point i både færdigheder og attributter (du ved, styrke, behændighed, intelligens osv.). En slap kriger lever ikke længe, ligesom en dum troldmand heller ikke gør.

Hvis du har prøvet Diablo, vil du med det samme se, at 90% af Divine Divinity ikke bare minder om det, men faktisk er en tro kopi. Der er experience points, hit points og mana, røde og blå potions, våben med de samme "tal" som i Diablo og meget andet. Der er få forskelle og videreudviklinger. Som eksempel kan det nævnes at våben har nogle lidt andre muligheder, idet man kan "enchante" dem. Skill-systemet er desuden prydet med mange flere passive skills end tidligere set, så der ikke er så mange knapper at holde styr på.

Hele rollespilsdelen af Divine Divinity er bedre udviklet end Diablo. Der er sat tal på, om en given købmand kan lide dig, og dette affekterer priserne. Han bliver f.eks. godt sur på dig, hvis du prøver at bryde ind i hans private gemakker, og sætter fluks priserne skyhøjt. Med tiden løser man mange små-opgaver og de giver lidt prestige, som giver en højere basis for at folk er venlige mod én.

Der er mange små-opgaver allerede i den første by, og de er delvist ulineære, dvs. du kan løse dem i en vilkårlig rækkefølge. Nogle opgaver bliver til nye opgaver, mens andre afsluttes og giver forskellige bonusser.

Hvad er der indeni?

Grafikken virker mere realistisk (hvilket desværre også betyder mere kedelig) end Diablo's mere fantasifulde og farverige verden. De første mange huler er grå og brune, og snart kommer man ned i nogle sandfarvede ægyptisk-inspirerede katakomber.

Lydsiden er en smule sparsom, men fungerer alligevel godt. Stemmeskuespillet er heller ikke fuldt udviklet (for der er mange, mange replikker), men de er kompetent fremført, uden at lyde alt for overdrevne og teateragtige.

Synsvinklen er mere "lige på ovenfra" end Diablo's "skråt oppefra", og udsynet er en smule mindre, men dette kompenseres fint med både ingame mini-map feature og automap, hvor man kan plante sine egne kommentarer til kortets markeringsværdige punkter.

Hvad angår game mechanics, er der en dejlig "klog" A.I. for monstrene, som selv kan finde ud af at åbne døre, hvilket gør dem så meget farligere. Hvis man har NPC-venner med sig som følgesvende er de til stor hjælp, både fordi de er gode til at angribe og samtidig dække dig.

Spillet er stort! Selve spillet praler med at fylde mere end 20.000 skærmbilleder, og den fysiske installation på 2.5 GB tager også sin del af kagen. Over 100 forskellige monstre og ca. 150 NPC-spillere befolker Rovellon, hvilket skulle holde selv den hurtige spiller beskæftiget i meget, meget lang tid.

Diablo 3... næsten

Der er meget der peger på at Divine Divinity vil blive elsket af samtlige Diablo-spillere. Der er så mange ligheder, og alligevel tilpas mange små forskelle til at fange hack'n'slash-spillerne med den mere udviklede rollespilsdel og opgaveløsning.

Spillet distribueres af K.E. Media, som gerne besvarer spørgsmål på 89 44 22 79.

Om Johan Tandrup Kensler