Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Lad os nu bare se fakta i øjnene... Link (ham den blonde knold fra Zelda) er en provokerende lille skiderik, der virkelig indbyder dig til at give ham et lag tæsk med en hegnspæl. Når det kommer til stykket er Mario også virkelig provokerende og kunne godt trænge til at blive revet lidt rundt... jamen så grib da chancen og grib Mario i kraven i Super Smash Bros. Melee.

Klassiker igen eller ?

Nintendo har tidligere haft stor succes med deres Super Smash Bros, men selvom de to spil deler det meste af deres navn, så er der ingen tvivl om at Nintendo har abrejdet hårdt på at udvikle konceptet, så meget som muligt, for at gøre Super Smash Bros. Melee til en større, bedre og mere underholdende oplevelse. Lige på og hårdt er Super Smash Bros. Melee et kampspil, hvor du kan spille alle de klassiske Nintendo "stjerner", altså de kendte figurer fra klassiske Nintendo spil. Der er totalt 25 figurer, hvoraf 11 er skjulte og skal låses op igennem spillet. Alle de store stjerner er der: Donkey Kong, Mario, Pikachu, Link, Yoshi, Kirby, Fox ... you name it. Hver eneste person har sin egen kampstil og sit eget specielle "feel".

Kampene foregår i 2D miljøer, hvor spillerne sparker, slår og fyrer specielle moves og comboer af på deres modstandere, i håb om at få dem i gulvet, før man selv må bide i græsset. Da banerne ofte antager platformsdimensioner, kan man desuden vinde ved at få en modstander til at skvatte ud over kanten på banen. Selvom det lyder temmelig traditionelt kampspils-agtigt, er der stort set intet traditionelt ved spillet.

Banerne, som kampene foregår på, er der omkring en 20 stykker af og de er alle inspireret af områder i klassiske Nintendo spil. Der er for eksempel Prinsesse Peach´s slot, hvor man skal hoppe fra platform til platform, imens man slås og prøver på at undgå at skvatte ned imens. Kampene igennem single player spillet er utrolig varierende og mulighederne er mange for selv at variere spillet. Som altid i Nintendo spil er mulighederne for små varianter af det centrale gameplay næsten overvældende, hvilket giver en enorm genspilningsværdi og hjælper med til at gøre spillet fængslende. Men der er mere endnu, for single player er nemlig ikke kun en mod en, imod en computerstyret fjende. Nej banerne igennem single player delen er varierede, så du ikke altid bare skal slås, måske skal du i stedet samle målskiver, der er spredt rundt omkring på platforme, eller kæmpe alene mod to modstandere eller en kæmpe boss. Bliver man træt af at spille mod computeren, er der naturligvis mulighed for multiplayer, hvor op til fire spillere kan deltage i multiplayer kampe.

Men vent der er meget meget mere endnu. Som altid, når Nintendo spiller med musklerne, så er der masser af ekstra kræs med i spillet. Bliver du træt af den centrale kampdel (hvilket tager lang lang tid at blive), så kan du kaste dig over en classic-mode, hvor du med en af de mange klassiske Nintendo personer kan spille et klassisk side scrollende platforms spil, der faktisk er forbløffende underholdende og old school-agtigt. Men det er ikke det eneste ekstra kræs, der er i spillet, for Super Smash Bros. Melee er i sandhed et overflødighedshorn af små muntre og underholdende spilmodes, som i sig selv er hele investeringen værd. Der er Event Modes, der gradvist skal låses op, der er Bonus Mode, der er Coin Match, der er Stadium Mode... mulighederne er overvældende og variationen er enorm. Så selvom du ikke bruger lang tid på hver enkelt mode, er der stadig en utrolig mængde underholdning og mange mange timer gemt i Super Smash Bros. Melee. Det er virkelig kvalitet og valuta for pengene.

Gennemført

Det er ikke kun de overvældende mange spilmuligheder i Super Smash Bros. Melee, der gør spillet til et komplet og underholdende produkt. Det er også den begavede kontrol, den virkelig gode fysik og det rene og skarpe "feel", som hele spillet har. Dette hjælpes godt på vej af en glimrende skarp og farverig grafik og ikke mindst af meget varierede personanimationer. Personerne i spillet bevæger sig hurtigt og livstro. De har masser af bevægelser og små nuttede animationer, når de står stille. Grafikken er detaljeret, ganske flot og har det klassiske og næsten lune Nintendo præg. De forskellige baner er som sagt alle inspireret af lokalieter i tidligere Nintendo spil og de er alle meget tro mod de originale spil og Nintendos let genkendelige stil. Det er måske ikke en grafik som Xbox eller Playstation 2 ejere vil kalde direkte smuk, men for virkelige kendere af Nintendo og deres produkter, er grafikken i Super Smash Bros. Melee noget særligt.

Hvad angår lydsporet, så kan det vist også bedst betegnes som "klassisk Nintendo". En række klassiske og ret episke musiknumre understøtter spillets action glimrende. Det samme gør en række lydeffekter og et par enkelte bemærkninger fra personerne, der kæmper på skærmen. Der er ikke voldsomt mange reelle lydeffekter, men de få de er fungerer glimrende og giver spillet en god stemning.

Mulighedernes spil

Super Smash Bros. Melee er uden sammenligning det største spil vi endnu har set til Nintendio GameCube og det fortjener så sandelig også at blive kaldt en klassiker. Mængden af forskellige spilmodes og variationsmulighederne i de enkelte modes er enorm. Der er hundreder, hvis ikke tusinder, af underholdende timer gemt på Super Smash Bros. Melee cd´en, som enhver Nintendo fan med respekt for sig selv og sin GameCube bør eje.

Super Smash Bros. Melee er et af den slags spil, der bliver ved med at overraske og underholde. Ikke fordi der er nogen særlig handling eller udvikling i spillet, men fordi spillet blive ved med at afsløre nye underholdende koncepter, spilmuligheder og udfordringer. Til trods for at konceptet i sig selv er ganske simpelt, det er kampspil jo som regel, så har udviklerne af Super Smash Bros. Melee formået at proppe så megen ekstra materiale ind i spillet, at man næsten glemmer at det man spiller i bund og grund er et spil om at tæve en modstander sanseløs.

Så har du bare den mindste respekt for din Nintendo GameCube vil du straks forkæle den og dig selv med Super Smash Bros. Melee. mere er der vist ikke at sige om den sag.

Spillet udgives i Danmark af Bergsala / Nintendo, som du kan kontakte på telefon 70 21 11 06.

Gamesector Anbefaler

Om Maiken Schou