Du kan lide 3. persons eventyrspil. Du synes Silent Hill 2 er for slimet og uhyggeligt. Du synes Resident Evil er for nemt og de levende døde bliver ved med at minde dig om svigerfamilien. Du synes Tomb Raider er for popsmart og Lara har desuden for meget tøj på. Der er godt nyt: spillet Ico er landet. Stemningsfuldt, pænt, og lidt anderledes end de mange andre spil i genren. Men er det også bedre? Jeg siger ja, læs med og se hvorfor.
Welcome to Japan
Ico ligner noget, der er udviklet til det japanske marked, og derefter hastigt konverteret med henblik på eksport til Europa (ikke helt ulig min bil). Der er ingen engelsk tale (dog engelske undertekster, heldigvis), og manuelt valg af TV-standard i opstartens-sekvensen.
Drengen Ico (hvis ansigtstræk igen leder tankerne østpå) er hovedpersonen i vores eventyr. Lokalsamfundet Ico stammer fra er åbenbart meget intolerant, og bare fordi vores lille ven er født med et gigantisk horn i hver tinding, vælger man at skille sig af med den lille purk. Vi møder ham første gang, da han af maskerede ryttere føres igennem en stor skov, og hen til .. ja, det bør vel kaldes et slot eller en borg eller en fæstning, eller. ord bliver fattige i beskrivelsen af denne konstruktion. Bygningen får mig i hvert fald til at tænke “wow”. Den er meget middelalderlig. Meget kringlet. Meget øde. Og først og fremmest: gigantisk stor. Voldgrav, hæve/sænke gitre, og hele tilbehøret. Selv skattefar har ikke en chance for at finde dig her.
Det der med gevæksterne i tindingerne hænder åbenbart på de kanter, for Ico anbringes i en stenkapsel i et kammer fyldt med lignende kapsler. Et slags jordskælv vælter imidlertid Icos kapsel, som revner – og voilá, nu begynder kampen for at slippe væk. Efter lidt tøffen rundt, finder vi et håndtag, som åbner en dør. Herfra op ad en jernkæde, gennem et vindue o.s.v. o.s.v. Borgen er naturligvis udstyret med snedige håndtag, faldlemme, snoretræk og alt andet Tomb Raidersk udstyr, som det gælder om at finde, gennemskue og anvende for at komme videre.
Palle-san (næsten) alene i verden
Uden at røbe for meget af handlingen kan jeg afsløre, at Ico meget tidligt befrier en meget spøgelsesagtig pige (på sin egen alder, så inden længe er der nok en flok små hornede puslinge på vej), og de slår pjalterne sammen i forsøget på at finde ud.
Ico er, til trods for at der er to centrale personer i spillet, ikke et spil præget af den store forkromede dialog, faktisk kan man ikke andet end at kalde på pigen. Der er nogle få videosekvenser, men ikke nær så meget som man “plejer” at se i denne genre. Handlingen er også en kende simpel: find en vej ud. Ikke så mange dikkedarer, sørøverhistorier, eller andet forstyrrende pjat.
Ret hurtigt stifter man bekendtskab med nogle mørke væsener, som heldigvis let aflives med en trækæp Ico finder. Der er ikke noget avanceret kampsystem; dask fjenden indtil han går væk. Simpelt. I første omgang skuffer både fraværet af kompliceret plot/dialog og kampsystem, men på den anden side er det forfriskende anderledes (i modsætning til f.eks. Metal Gear Solids alenlange vrøvlerier). Det gør Ico forbløffende hurtigt at komme i gang med, og man kan koncentrere sig om det det handler om: at løse puzzles.
Tonstyk stemning
Ved første øjekast kan Ico måske virke lidt kedeligt sådan rent visuelt. Der er ikke afsindigt meget lir over de første mange stenværelser man kommer igennem. Men efter 20 minutters spil, måtte jeg tage min opfattelse op til revision. Miljøerne i Ico er ganske imponerende, lige fra støvede tårnværelser hvor en lysstråle skinner ind gennem et skydeskår, over dunkle sale, til ganske enkelt storslåede udendørs udsigter. Det er umuligt ikke at føle et sug i maven, når man balancerer rundt højt, højt oppe på en gesims, mens borggården nedenunder kun svagt anes i disen. Vinden i håret (hornene), og den friske luft i lungerne, når man træder ud på en afsats efter et klaustrofobisk rum, får det næsten til at prikke i kinderne.
Dertil kommer at animationen af Ico er meget vellykket, og når han løber af sted med sin kæp og sin fortabte veninde, giver det mig som spiller, endnu mere lyst til at hjælpe de to stakkels unger ud i friheden.
Ico er et spil, der vinder ved nærmere bekendtskab. Perfekt til en aften hvor kæresten er sendt til veninde-fnise-komsammen, telefonstikket hevet ud, lyset slukket, døren låst, og køleskabet godt tanket op med cola. Men spillet kræver tålmodighed. Ikke alle puzzles er lige indlysende, og ofte kræver løsningen en del trasken rundt inden alle håndtag sidder i rette position (eller hvad man nu skal udføre).
Det kan desværre godt lade sig gøre at sidde fast, og (suk) jeg har skam også måttet erkende, at det dersens Internet kan bruges til at finde hjælp. bare en gang imellem. Ico er til tider en smule svært (med mindre man besidder en engels tålmodighed), men når omgivelserne er så flotte og stemningsfulde, gør det efter min ringe mening ikke så meget, at man skal vandre lidt rigeligt rundt en gang imellem.
Better save than sorry
De lidt svære puzzles opvejes dog til fulde af to andre ting, som plejer at irritere mig ved denne type spil. Det første er, at man kan save lige så meget man lyster. Ikke noget med en sparsom ration af farvebånd, eller andet krimskrams. Rundt omkring står der en række bænke, som vores venner kan hvile på. Når de gør det, kan der saves. Ligeså mange gange man vil. Herligt!
Dertil kommer styringen. som egentlig er ret irriterende. Kameraet opfører sig ikke ubetinget smart altid, men til gengæld kan man manuelt panorere lidt rundt. Dette virker dog ikke altid optimalt, og der kan opstå situationer hvor man bare ikke kan få lov at se ind i et hjørne. Men når der ikke er frådende monstre overalt, er dette ikke noget akut problem. Det altoverskyggende bedste er dog, at styringen er ret tolerant. Det er forholdsvis let at balancere på selv smalle afsatser, uden at drysse ned ved den mindste forkerte bevægelse. Der er ikke noget mere irriterende end, at krepere fordi man i et utålmodigt øjeblik har for travlt – og derved falder ned og skal starte forfra fra et savepoint.
Bundlinien
Efter en lidt langsom og uimponerende start, må jeg erkende, at Ico er et spil, som har grebet mig mere end jeg umiddelbart forventede. En rar overraskelse. Og så er det et nyt spil, i modsætning til sværvægterne i genren, som næsten alle er efterfølgere (Resident Evil Code Veronica, Silent Hill 2, Tomb Raider 4 og Metal Gear Solid 2.
Et behageligt og udfordrende selskab for alle med trang til lidt puzzle-hjernevridning – dog ikke et spil for den totalt uerfarne i genren.
Spillet er venligst udlånt af Egmont Interactive, som distribuerer spillet Danmark. Ring 33 26 68 70 for oplysninger om nærmeste forhandler.
Loading ...