Et spil med både, der ikke handler om at komme først over målstregen ? Nej det er ikke et fiskespil eller en færgesimulator, men et actionspil, der egentlig lige så godt kunne have foregået i en bil, en helikopter eller i et rumskib. Så tag din sydvest på, lad maskinkanonen og tag med GameSector.dk på en usædvanlig sejltur i BloodWake til Xbox.
Historie som den plejer at være
De fleste actionspil har en historie, der tydeligvis er skrevet af en praktikant hos spiludviklerne, der ikke kunne få tiden til at gå og derfor fik overdraget den mindst interessante opgave: nemlig at finde på en historie, der skal forklare hvorfor du igennem spillet skal gå på et solo volds trip. BloodWake er ikke stort anderledes, men for at praktikantens arbejde ikke skal være helt spildt, kan jeg da godt kort opridse handlingen her: Du er Shao Kai, der bor i en futuristisk asiatisk verden, hvor tre klaner kæmper om herredømmet. Du forrådes af din bror, men overlever på mirakuløs vis hans forræderi. Du slutter dig til den klan, der redder dig og begynder en serie af missioner for at få hævn, hvilket du gør i din tungt armerede og hårdt pumpede speedbåd. Se det var vel nok et kompliceret plot.
BloodWake spænder over 25 missioner i single player kampagnen og solide multiplayer muligheder, hvis kampagnen keder dig. Der er desuden 10 forskellige bådtyper og variationer af både at vælge imellem. De fleste missioner er begrænset til, at du suser rundt i din båd og plaffer fjendtlige skibe. I starten er det små plimsollere af træ, men efterhånden som du kommer frem igennem spillet, bliver fjenderne både pansret og tungere bevæbnet. Selvom missionerne kan virke forskellige, så er de alle centreret omkring, at du skal fra A til B (hvor B enten skal beskyttes eller ødelægges), alt imens du skyder fjender i sænk hele vejen. Men selvom missionernes opbygning er en smule banal, så er BloodWake faktisk et svært spil. Ikke fordi det er kompliceret, men simpelthen fordi det er. ja svært.
Mens vandet i spillet er temmelig imponerende og lader til at reagere på alt hvad der sker omkring dig (både, eksplosioner og vraggods påvirker alt sammen havoverfladen og kan give dig en meget hoppende og vippende tur), så er banerne i spillet desværre lidt for ensformige. Ikke fordi der ikke er masser af action, men fordi det bliver trættende, at skulle gennemføre den samme type bane om og om igen, for BloodWake viger ikke en tomme fra “sejl-hurtigt-og-skyd-fjender-imens” konceptet på noget tidspunkt igennem de 25 missioner. Det gør det naturligvis ikke bedre, at spillet er lige en smule for svært og kontrollen godt kan drille lidt engang imellem.
Smukt vand
BloodWakes største styrke er helt klart det detaljerede vand, som udgør størstedelen af spillets baner. Ikke alene ser vandet utrolig flot ud, men det opfører sig virkelig realistisk og giver en illusion af, at du faktisk sejler i rigtig vand. Denne illusion ødelægges desværre så snart du kommer i berøring med et stykke fastland, for du kan nemlig ikke sejle på grund. I stedet skubbes du blidt tilbage i vandet.ærgeligt.
Selve bådene, især dit eget fartøj, er virkelig detaljerede. Der er masser af detaljer ved båden og animationer af træsplinter og patrolhylstre, der flyver omkring i kampens hede, gør båden mere levende og spillets action mere intens. Banerne er i en nogenlunde grafisk kvalitet. Ser vi bort fra vandet, som vi allerede har rost til skyerne, så er fastlandet ikke det flotteste eller mest detaljerede i BloodWake. Engang imellem er der bygninger og strukturer på øerne, men livstro eller realistisk bliver de aldrig at se på.
Hvad angår lyden, så er lydsporet i BloodWake ret typisk for et actionspil. Nogle hurtige action-beats udgør baggrundsmusikken, mens et væld af forskellige lydeffekter underbygger den action, der er på skærmen. Ikke noget direkte at klage over, men bestemt heller ikke noget, der får os til at juble.
Middelmådig underholdning
På nogle områder er BloodWake imponerende. Blandt andet det imponerende vand i spillet er værd at nævne, men der er jo ingen mennesker i verden, der køber et hundedyrt spil, bare for at se på pæne og realistiske vandeffekter. Det er netop der BloodWake fejler, for det centrale gameplay i spillet er alt alt for ensformigt. Banerne er for kedelige i længden og spillet er lige præcis så meget for svært, at nogle missioner bliver frustrerende (også selvom der er flere forskellige sværhedsgrader).
Så kan man jo altid spille multiplayer, hvor BloodWake tilbyder op til fire spillere sammen i en deathmacth eller en af de andre modes, som man kan spille multiplayer i (blandt andet team deathmatch og deathmatch mod et hold computerstyrede spillere). Problemerne her er bare, at nogle multiplayer modes først skal spilles fri i single player og at BloodWake også hurtigt mister sin multiplayer appel, grundet et alt for simpelt koncept.
Alt i alt er BloodWake blot endnu et actionspil, uden nogen dybde eller ret megen variation. Det er et spil, der udelukkende henvender sig til spillere, der kan lide spil, der ikke stiller voldsomme krav til andet end aftrækkerfingeren. Så er du til actionspil, hvor hovedpersonen ikke er til fods, men er i bil eller båd (i dette tilfælde båd), så prøv at kigge nærmere på BloodWake. Hvis du søger spil med bare en smule dybde og indhold, så kan du risikere at BloodWake bliver en kold og klam dukkert.



