Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):

Efterhånden biver alle større film (måske med undtagelse af Driving Miss Daisy) til endnu et filmlicens på spilmarkedet. Denne gang drejer det sig om en af de helt store spiltitler, nemlig Disney/Pixar's nyeste skud på stammen af computergenererede tegnefilm, nemlig Monsters Inc. Vi vidste alle den kom - det har været umuligt at undgå at blive søbet ind i det store merchandise-maskineri, der er en uundgåelig del af filmbranchen idag, og som Disney vel nærmest har gjort til en kunstart. Strækker kunsten sig helt ind i hjertet af din Playstation? Læs mere og find ud af det!

Inhabil eller hvad???

Jeg vidste ikke rigtig, om jeg skulle erklære mig selv som inhabil som anmelder, da jeg vel efterhånden er den eneste i Danmark, der ikke har set Monsters Inc. Jeg tog dog opgaven, for i det mindste kan jeg så spille spillet, uden at tænke på hvor godt/dårligt det er i forhold til filmen.

Lidt om historien

Efter at have lavet lidt research (og set introen til spillet), har jeg fundet lidt ud af baggrunden for spillet: Du skal spille monstrene Scully eller Mike, der er på mission for firmaet Monsters Inc., et firma der holder til i monsterbyen Monstropolis, hvor alle slags monstre lever. Monsters Inc. har til opgave at sende monstre ind til små børn om natten for at skræmme dem, og gemme deres skrig i dåser, som Monsters Inc. derefter udvinder til energi.

Selve spillet går som før nævnt ud på, at du som enten Scully eller Mike (Scully er et stort, lilla og behåret monster, mens Mike er et lille grønt kyklop-væsen), skal arbejde dig igennem nogle baner, hvor du skal skræmme de såkaldte "nerver" (nerves, som børn kaldes i spillet), for at komme videre. Før du kan skræmme nervene skal du først have opbygget noget skræmme-energi. Denne energi får du i form af små doser "urslam" i forskellige farver, som du samler op i små beholdere omkring på banen. Hver farve forstærker din skræmme-energi med et vist niveau. Der findes også forskellige farver nerver, og for at skræmme en bestemt farve nerve, skal man have opbygget en bestemt energimængde. Præcis samme gameplay som i Monsters Inc. til Playstation 2.

Så langt så godt...

Jeg håber i kan følge med i plottet, for det bliver værre endnu... Når man endelig har fået samlet nok energi til at skræmme en nerve, løber man hen til den, og det er her at selve spillets "gimmick" udspiller sig. Man zoomer ind på dit monster og nerven, og din controller bliver vist. Du får nu til opgave, at kopiere de taster, der bliver vist på controlleren. Lidt ligesom Parappa the Rapper eller en MEGET langsom Tekken-combo. Denne del af spillet er faktisk den eneste del af spillet, som adskiller det nævneværdigt fra de myriader af 3D-platform adventure spil ude i de danske spilbutikker.

Hvad er det så for et spil?

Spillet er som nævnt et typisk 3D-platform adventure, meget i stil med spil som Spyro the Dragon og Mario Bros 64. Du ser dit monster bagfra, mens kameraet følger det. Du kan selvfølgelig selv rotere kameraet, og du har desuden mulighed for at få et 1. persons synsvinkel og derved se banen gennem dit monsters øjne/øje. Alt sammen noget, der er set før et utal af gange. Du kan hoppe, dobbelt-hoppe, slå og lave et "special-angreb" med dine to karakterer. Forskellen imellem de to er dog ens, og der er ikke nogen speciel grund til at vælge den ene frem for den anden.

Grafikken er uden de voldsomme detaljer. Banerne er meget groft bygget op, med et meget begrænset antal polygoner. Dette giver alting et meget firkantet udseende (dette gælder især Scully, der mest af alt ligner noget, der er opbygget af papkasser). Der er masser af glade farver, så selvom det er firkantet er det behageligt at se på. Lydmæssigt ligger spillet heller ikke i den gode side - det er nogle meget enkle melodier og lydeffekter Disney har præsteret af lægge i spillet. Når man skræmmer nerverne står ens karakter og laver forskellige skræmme-bevægelser, og dertil hører en serie lyde, som meget hurtigt bliver trælse og ensformige at lytte til.

Undervejs i spillet kan man låse op for filmklip fra selve filmen. Man kan også gennemføre del-mål på de enkelte baner og få medaljer for sin kunnen. Disse medaljer åbner op for nye dele af banen, og gør at man kan vende tilbage til en bane mange gange for lige at være sikker på, at man får det hele med.

Dette gør at spillet får en (tror jeg) ret lang levetid, hvis man ellers er ihærdig nok.

Spillet har en meget logisk og ligetil introduktionsbane, hvilket hjælpes godt påvej af, at alle stemmer er på dansk (og ganske udmærkede forresten). Al tekst i spillet er ligeså på dansk, så der skulle være mulighed for, at alle kan følge med.

Summa Summarum

Jeg er lidt i tvivl om, hvilken karakter jeg skal give dette spil. Set ud fra en 30-årig anmelders hårdkogte erfaring, er spillet ret middelmådigt. Det ligger vel på en 4 til 5 stykker på spiltermometret. Men hvis jeg skal være retfærdig, så synes jeg at dette spil fortjener, at blive set for hvad det er: Et spil lavet til og for de mindste. Spillet er simpelt, let at lære og samtidigt udfordrende. Som et børnespil skal være.

Jeg kan godt skælde ud på grafikken, lyden, kamerastyringen og gameplayet, som ret hurtigt kedede en garvet Playstation-spiller som undertegnede. Jeg tog mig dog den frihed, at spørge et par mødre, der har givet deres børn spillet, og de siger alle, at det er et kanonhit - ungerne skulle næsten tvinges væk fra skærmen. Selv min 8-årige nevø (som har en Gameboy, Gameboy Advance, Playstation, PS2 og Nintendo 64), og som ellers næsten ikke kan stilles tilfreds, siger at han finder spillet sjovt og fængslende. Så med de briller på, vil jeg tillade mig at give dette spil et rungende flot 8-tal. Ikke fordi det er specielt flot og nyskabende - det er det nemlig langt fra, men fordi det i al sin enkelthed rammer plet lige i hjertet, hos de personer spillet er lavet til: Børnene!

Min nevø vil da meget hellere spille Mario Cart på hans Nintendo 64, end han vil sidde og savle over Gran Turismo 3 på Playstation 2. Hvorfor? Fordi han ikke kigger på om der er et 10-cifret polygontal med naturlige skygger, reflektioner og light-sourcing. Han er ligeglad med om der er 350 naturtro bilmodeller at vælge imellem og om bilens motorlyd nu også er 100% naturtro. Han er som de fleste andre børn: De går efter den rå oplevelse det er at spille et spil som fanger dem, og det må Monsters Inc. - Monsterøen siges at gøre!

Du skal ikke købe dette spil, hvis du går efter, at give dig selv timers underholdning (med mindre du er en barnlig sjæl), men spillet er helt ideelt til de små. Så hvis du har brug for et par timers pause fra ungerne, hvor du selv kan sidde og pløkke løs på din Playstation 2, så giv ungerne Monsters Inc. - Skræmmeøen. Jeg er sikker på at de vil elske det!

Spillet er venligst udlånt af Egmont Interactive, som distribuerer spillet Danmark. Ring 33 26 68 70 for oplysninger om nærmeste forhandler.

Gamesector Anbefaler

Om Lasse Sloth