Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):

Gameboy Advance: Det er ikke småting, som man kan gøre på sin GameBoy Advance nu til dags. Hvem havde for eksempel nogensinde troet, at de skulle se et Tony Hawk's Pro Skater spil til en håndholdt konsol? Eller hvad med Dave Mirra Freestyle BMX 2? Nu sidder vi så med Dave Mirra Freestyle BMX 2 til GameBoy Advance og undrer os over hvor langt teknologien egentlig er nået, siden dengang det eneste spil til vores GameBoy var Tetris i sort/hvid.

Tony Mirra Pro Freestyle 2
Ser vi bort fra, at Dave Mirra Freestyle BMX 2 til GameBoy Advance på mange områder læner sig tungt op af Tony Hawk's Pro Skater 2 til samme konsol, er Dave Mirra Freestyle BMX 2 faktisk et ganske vellykket spil. Spillet byder på hele 12 forskellige top-BMX'ere (eller hvad den slags nu hedder), blandt andet stjerner som Dave Mirra, Rick Moliterno, Todd Lyons og Ryan Nyquist. Bevares, det kan være svært at skelne dem, når de kun er en lille håndfuld pixels store på skærmen, men de har i det mindste forskellige stats, så de ikke cykler ens. Udover de 12 ryttere byder spiller på 8 store baner, samt 5 hemmelige områder, 5 forskellige BMX-cykler og, hold nu fast, hele 800 forskellige tricks og trick-comboer. Ingen tvivl om at Dave Mirra er et imponerende spil på papiret.

Hver bane, som du skal køre på, er proppet til bristepunktet med ramper, halfpipes, gelændere og andre nødvendige BMX-rekvisitter, som du skal bruge til at vise, hvor cool en gut du egentlig er til at køre på cykel. Konceptet er naturligvis baseret på, at du skal udføre de mest halsbrækkende stunts og tricks på din BMX, inden for den afsatte tidsgrænse og derved score kassen i form af points. Scor points nok og du kan gå videre til nye baner eller åbne op for nogle af alle de låse eller hemmelige godter, der er med i spillet. Det er utrolig lig Tony Hawk's Pro Skater 2, hvilket både er godt og skidt. Det er godt, fordi Tony Hawk's Pro Skater 2 til GameBoy Advance er et helt suverænt spil og det er skidt, fordi Dave Mirra Freestyle BMX 2 ikke formår at gøre det helt så godt som Tony Hawk's og derfor altid vil stå i skyggen.

Et af de centrale problemer med spillet, der dog kan overvindes med en del træning, er at kontrollen er lidt "blød", eller lidt langsom om man vil. Det betyder på normal dansk, at det er temmelig bøvlet at udføre præcise bevægelser eller hurtige tricks, hvilket naturligvis er irriterende i et spil, hvis hovedbestanddel går ud på at lave tricks. Men som sagt: når man har klokket i den et stykke tid og væltet rundt, fordi man trykker for tidligt eller for sent, så kan man lære at leve med den lidt sløve kontrol. Du kan dog aldrig lære, at leve med den ikke altid lige velfungerende collision detection. Men når først man har sin BMX-rytter under kontrol, indeholder spillet en enorm vifte af tricks, som man kan lave, det ene vildere end det andet. Efterhånden som du laver tricks, tjener du Rush-point. Når din Rush-bjælke er helt fyldt, kan du fyre spillets vildeste tricks af og høste de store point.

Grafik: se Tony Hawk

Grafisk er der også lånt fra Tony Hawk's GameBoy Advance formel (læs: stjålet med arme og ben). Baggrundene er holdt i nydelig 2D, mens den udøvende cykelkunstner (BMX-rytteren) er modelleret i 3D grafik. Det er en smuk og velfungerende blanding, der fungerer forbløffende godt til denne genre af ekstreme sportsspil. Eneste negative ting, som man kan påpege, er, at vi faktisk har set det hele før. du må selv gætte hvor.

Lyden består primært af nogle ganske gode musikstykker. Lydsporet er dog ikke voldsomt dominerende eller i stand til på nogen måde, at få mig til at føle, at jeg står sammen med mine BMX-homeboys på en BMX-bane med omvendt kastet på, en for stor Nike-trøje og hængerøv helt ned til fortovet. når jeg tænker over det, er det egentlig meget godt.

Kræver tid og tålmodighed

Dave Mirra Freestyle BMX 2 kræver en hel del af spilleren. Det er primært tid og tålmodighed, der skal til for at lære at leve med de problemer, som spillet har og ikke mindst for at lære alle de tricks, som man kan udføre (her er manualen heldigvis en god hjælp). Hvis man vil have en pause fra spillets forskellige single player modes, kan man kaste sig over Dave Mirra Freestyle BMX 2's to multiplayer modes. De er ikke voldsomt ophidsende (der er en Trick Mode og en Star Collect Mode, altså en konkurrence på de bedste tricks, eller om hvem af spillerne, der kan samle alle stjernerne på en bane hurtigst), men de er da trods alt en rar afveksling. Men man skal ikke klage alt for meget over Dave Mirra 2. Hvis man glemmer alt om Tony Hawk's Pro Skater 2 og ser på Dave Mirra Freestyle BMX 2, så er spillet ganske udfordrende, underholdende og absolut en investering værd.

Alt i alt er Dave Mirra Freestyle BMX 2, som sagt, et ganske underholdende spil, hvis største problem unægteligt er, at det på så mange måder og områder, både hvad angår design og gameplay, ligner Tony Hawk's Pro Skater 2 en smule for meget. Det ville ikke være noget problem, hvis bare Dave Mirra Freestyle BMX 2 var det bedste af de to spil. men det er det desværre ikke.

Spillet distribueres af K. E. Media, som med glæde er behjælpelige med at oplyse nærmeste forhandler på tlf. 89 44 22 33.

Om Maiken Schou