Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):

Gameboy Advance: Ved danmarkspremieren den 8. februar vil Pixars nye computergenererede film Monsters, Inc. introducere danskerne for monstrene James P. Sullivan, bedre kendt som "Sulley" og hans lille grønne makker Mike Wazowski. Det er ikke gået Nintendo forbi, at Monsters, Inc. kommer i biografen, for de er klar med både et GameBoy Advance og et GameBoy Color spil baseret på filmen. Så vi er naturligvis klar med anmeldelserne.

Boo phone home?
Historien i filmen og delvis også i spillet, er i grunden ret simpel. Sulley arbejder for skræmmefabrikken (lokaliseret i en mystisk monsterby kaldet Monstropolis), hvor han konkurrerer med et monster ved navn Randall Boggs, om titlen som skræmmemester. En dag finder Sulley en menneskepige, der har forvildet sig ind i monstrenes verden. Boo, som Sulley døber pigen, skal i GameBoy Advance spillet bruge en speciel dør, for at komme hjem til hendes egen verden og da Sulley åbenbart ikke lige har andet at bruge sin fritid til, beslutter han sig for at hjælpe den lille pige. Desværre er det lidt mere besværligt, end blot at trave i Silvan og købe en ny dør, at finde Boo´s specielle dør. Ikke mindst fordi Sulleys værste konkurrent, den før nævnte Randall Boggs, har hakket døren i stykker og gemt delene rundt omkring i Monstropolis. Ja du har sikkert gættet det. Det er dit job, at trave verdenen tynd og lede efter de manglende dele, alt imens du hopper på platforme og undgår fjender. Lyder det bekendt?

Monsters, Inc. inkluderer en lang række store baner, hvorpå Sulley skal lede efter enkelte powerups og dele af døren, som skal hjælpe Boo hjem. Banerne består af en række sammenhængende områder, nogle enkelte skærme brede, andre betydeligt større. Disse områder hænger sammen via døre og stiger, men grundet størrelsen på områderne, kan det være let at miste overblikket, hvorfor Monsters, Inc. har en smart kort funktion, der kan vise hvor du er og hvor du skal prøve at lede efter dørstumper. Banerne er ikke direkte klassiske platformsbaner, da Sulley for det meste bevæger sig på jorden (gulvet). Men der er forskellige forhindringer og objekter, som han skal hoppe op på eller hen over, så lidt "hop og løb" er der trods alt over Monsters, Inc.

Det specielle

Til trods for at Sulley er et stort blåt monster, er han forbløffende fredelig. De mange fjender, der er strøet rundt omkring på banerne (gerne agenter fra CDA - Child Detection Agency, der jagter Boo), kan Sulley undgå på flere måder, men han kan ikke slå dem ihjel. Han kan brøle af dem og derved skræmme dem væk og hvis han har fundet slik, kan han brøle endnu højere og få fjenderne til at besvime. Når Sulley har fundet en "Laugh Launcher", kan han desuden lamme fjenderne med den. Hvis man helt vil undgå CDA´s opmærksomhed, kan Sulley også snige sig, så fjenderne ikke bemærker ham. Det er anderledes end de fleste andre action/platformere, hvor man traditionelt skal myrde fjender til højre og venstre. Om det så er bedre eller dårligere end alminelig slå-på-tæven er op til smag og behag. Det er i det mindst lidt anderledes.

Af andre interessante småting i Monsters, Inc. kan nævnes, at Sulley kan skubbe rundt med kasser, for bedre at kunne nå ting, der hænger højt oppe på banen. Han kan desuden deltage i to små minispil. Et hvor han skal samle Boo's dør fra de stykker han har fundet (et puslespil) og et lille ski-spil, hvor Sulley står på ski/snowboard ned af en bjergside. De små minispil er ganske fornøjelige, men de er begge ret korte og ligesom den centrale del af spillet, er det tydeligt, at de er designet til et ungt publikum. Det er muligt at ændre sværhedsgraden på banerne, men det vil med sikkerhed ikke ændre på det fakta at Monsters, Inc. er et temmelig overskueligt børnespil.

Grafisk i top

Selvom nogle af banerne i spillet er sparsomt møbleret, så er Monsters, Inc. et imponerende spil når det kommer til grafikken. Spillets intro er utrolig flot og farverig, hvilket også kan siges om banerne og især Sulley. Sulley er temmelig stor og fylder en god del af skærmen, men han er velanimeret og ganske deltaljeret. Objekterne på banerne er måske ikke de mest deltaljerede, men der er masser af farver i både baggrunde, objekter og fjender, der giver spillet en lidt tegneserie-agtig stil (hvilket helt sikkert er tilsigtet).

Mens grafikken virker ganske gennemarbejdet, så er lydsporet en smule kedeligt. Musikken er i princippet meget nuttet, men den er utrolig ensformig og looper i det uendelige. Lydeffekterne er en smule begrænsede, men de få der er med i spillet, er ganske passende og klare. Monsters, Inc. er bestemt ikke det GameBoy Advance spil vi har oplevet med mest gennemført lydspor.

For fans

Monsters, Inc. er et lidt for simpelt spil, til at voksne kan komme i betragtning som potentielle brugere. Spillet er designet mod et ungt publikum, der sikkert vil elske Sulley, der er meget let genkendelig, når først man har set filmen. Banerne er efter min mening lidt for store til at de helt små spillere kan overskue dem (selv med den udemærkede kort funktion). Spillet kommer med en dansk manual, men der er stort set ingen tekst i spillet, der instruerer spillerne om hvad de skal gøre (hvilket både er godt og skidt). Dog er Monsters, Inc. meget let at gå til og med kun få minutters træning, bør de fleste gennemskue konceptet og beherske kontrollen med Sulley.

Så kort fortalt: Monsters, Inc. er et glimrende og flot børnespil, der desværre lige mangler det sidste for at komme hel til tops. Hvis man husker på spillets målgruppe og slæber ungerne ind for at se Monsters, Inc. før de får spillet udleveret, kan det næsten ikke undgå at blive en succes.

Monsters, Inc. til gameBoy Advance distribueres af K. E. Media, som med glæde er behjælpelige med at oplyse nærmeste forhandler på tlf. 89 44 22 33.

Om Johan Tandrup Kensler