Max Payne

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):

Det er efterhånden nogle måneder siden Max Payne slap løs til PC efter en endeløs række af forsinkelser og udsættelser. Men da Max endelig stak sit rå New Yorker-fjæs frem, blev han rigtig godt modtaget - hjulpet på vej af intensiv reklame på landsdækkende TV. Hvis du, ligesom jeg, foretrækker din elektroniske underholdning siddende i sofaen foran det 32" husalter, i stedet for på en kontorstol foran en virushærget 17" PC, er der nu godt nyt: Max Payne er nu ude til Playstation 2, så lad os se om Max Payne også er "Max Fun" i selskab med vores kære sorte Sonyklods.

Max vs. Mafiaen

Først en forhistorie for de få, der ikke har spillet PC-udgaven: Man behøver ikke have set ret mange amerikanske politiserier eller film, før man finder ud af, at det er forholdsvist ufarligt at være betjent i USA. De eneste reelle farer opstår umiddelbart efter man er blevet far og så selvfølgelig 2 til 3 dage før man skal på pension. Men i disse kritiske perioder er man til gengæld så godt som sikker på enten selv at stille træskoene, eller minimum miste en af sine kære.

Hvad dette angår skuffer Max Payne ikke: spillet starter med at Max's kone og spæde datter myrdes af junkier. Trist. I det hele taget er der virkelig kælet for historien i Max Payne; Video-sekvenserne er generelt pæne og veksler mellem almindelig video og en slags speaket tegneserie. I bedste filmstil starter vi baglæns: 3 år efter drabet på familien, står Max på et højhus med et rygende gokkejern. Retfærdigheden er tilsyneladende sket fyldest og som spiller zoomes du tilbage i tiden så du kan se, eller rettere udføre, forhistorien. Det hele starter på en tom undergrundsstation i New York, hvor du har et møde. På toilettet har et blodigt mord fundet sted og så starter løjerne.

Max Payne er det man kalder en klassisk "Third person shooter", d.v.s. at man ser handlingen bagved Hr. Paynes hoved (samme perspektiv anvende i for eksempel Tomb Raider-serien) og ikke ud gennem hans øjne (som i Quake). Dette har fordele og ulemper, f.eks. blokerer Max's krop en gang imellem for hvad der sker på skærmen, mens kameraperspektivet andre gange giver en ufrivillig hjælp til at kunne se om hjørner. En af de ting der skiller spillet ud fra mængden af actionspil, på en positiv måde, er "bullet time mode", en slags bersærkergang Max kan gå i. Når Max er i Bullet Time Mode sættes tiden ned til slowmotion (uden at styringen sløves ned) og lydene sløres med blodets dunken i ørene som underlægningsbeat. Meget effektfuldt og det åbner op for nogle John Woo'ske sekvenser, f.eks. hvor Max sidelæns kaster sig ind i et rum fyldt med fjender, alt imens han pumper bly om sig i en lind strøm. Ligeledes akkompagneres en fuldtræffer en gang imellem af et replay, hvor man rigtig kan nyde fjendernes endeligt i slowmotion, mens kameraet drejer rundt om den døende på en facon, der er tyvstjålet fra filmen The Matrix. Stjålet eller ej, det virker bare rigtigt lækkert!

PC vs. PlayStation 2

Set isoleret, så er grafikken i Max Payne egentlig ret pæn, men den plages af en lidt for lav framerate, med hakkende og flaksende grafik til følge. Skuffende, især hvis man har spillet Max Payne på PC, hvor grafikken er flottere, og tilmed kører meget mere flydende. Tegneseriesekvenserne er heller ikke helt så effektfulde i Playstation 2 udgaven, som de var på PC, da de nu pludselig "bare" består af statiske billeder.

Noget af det jeg var mest spændt på, var hvorvidt jeg kunne vænne mig til at styre Max ved hjælp af Sonys controller, men her viste det sig, at der ikke var grund til bekymring. Samtlige knapper, analoge såvel som digitale, er i brug. Det fungerer udmærket og er ganske intuitivt. Sådan skal dét bare være.

Animationen af Max er lidt løjerlig, da det meget af tiden ser det ud som om, at han tror han er blevet til Michael Jackson - i hvert fald moonwalkes der en del i spillet. Til gengæld reagerer han kvikt og den lidt fordrukne sejlen rundt, som vi for nyligt så i f.eks. Hugo Black Diamond Fever, er der heldigvis ikke noget af i Max Payne, hvor kontrollen reagerer hurtigt og knivskarpt.

Det er klart for enhver, at kernen i Max Payne er hæsblæsende action. Derfor er det fuldstændigt dødssygt at loadtiderne er så enormt lange. Jeg har flere spil på hylden, som loader så langsomt, at man sagtens kan nå ud og sætte en kop kaffe over og i Fifa '98 kunne jeg endda vente på kaffen bryggede færdig under loadtiden før en kamp. I Max Payne kan jeg ikke bare lave mig en kop mocca, det er lige før jeg kan nå selv at rejse til Bolivia for at plukke bønnerne. Øv. Også et tilbageslag i forhold til PC-udgaven.

Især er det plagsomt, at man ikke kan gemme spillet når man vil. Spillet er som en bogserie inddelt i chapters og kun imellem hvert chapter kan der saves. Dør man, startes forfra på chapteret og det bliver hurtigt meget pinefuldt at sidde og re-loade et chapter. A payne in the.

Payne alene i verden

Ligesom rigtig mange andre Playstation 2 ejere, har jeg på det sidste tilbragt en del tid i en by, der hedder Liberty City (Grand Theft Auto III, for dem der har været udstationeret på Antarktis det sidste halve år). Liberty City er en skummel by, ganske som New York i Max Payne, men byen i Grand Theft Auto III er levende og befolket af alskens gustne typer. I Max Paynes første chapters tøffer du næsten alene rundt i en subway i New York, stort set kun med nogle få skurke til selskab. Det er sådan set ok, men efter jeg har lært Grand Theft Auto III at kende, virker fraværet af statister bare lidt fattigt. (Sjovt nok er spillet udviklet af Rockstar Games, som også lavede Grand Theft Auto III).

Men måske er det bare godt, at der ikke er statister. De steder hvor der er flere fjender på skærmen på én gang, hakker grafikken bare endnu mere, så hvis statisterne er byttet væk for et hurtigere gameplay, er det jo en god handel. Alligevel: Playstation 2 er ikke nogen svag maskine, så grafikknaset, for slet ikke at tale om de dræbende loadtider, tager jeg som et udslag af ren sjusk fra udviklernes side.

Bundlinien

For nogen tid siden var jeg kaldt til møde hos min bankrådgiver. Emnet var de røde tal på budgetkontoen. Jeg underholdt vidt og bredt med interessante begrundelser for min skrantende økonomi, men på et tidspunkt afbrød den ellers så venlige bankmand mig, og sagde de viise ord:

"Der findes mange gode undskyldninger. Når der er positive tal på bundlinien har man ikke brug for nogen af dem."

Og det er jo sandt. Også for Max Payne. På trods af de problemer, primært grafiske, som man kan pege fingre af, så ændrer det ikke ved at handlingen, stemningen, og historien i Max Payne er rigtig, rigtig fed. Det er på mange måder en interaktiv film man sidder med og glæden ved at uddele bly-håndmadder i slowmotion forsvinder bare ikke. Max Payne står, rent teknisk, i skyggen af sin PC-fætter, men bundlinien er: Max er solid underholdning for alle pengene.

Max Payne til Playstation 2 distribueres af K. E. Media, som med glæde er behjælpelige med at oplyse nærmeste forhandler på tlf. 89 44 22 33.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).