Planet of the Apes

Score: 4
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):

Gameboy Advance: Ubi Soft har, som du måske allerede ved, sikret sig licens til de gamle Planet of the Apes film (heldigvis ikke den nye visuelle mødding, som Tim Burton har lavet). Det er der kommet en række spil ud af, blandt andet et til Pc og et til GameBoy Color. Planet of the Apes er også kommet til GameBoy Advance, hvor det desværre ikke er blevet til andet end et lidt for traditionelt platformspil.

"Get your stinking paws off me, you damned dirty ape"

Velkommen til fremtiden, hvor aberne, som de fleste sikkert ved, har overtaget jorden. Det har de måske også fortjent, efter alle de års god underholdning de har leveret i alverdens zoologiske haver. Der er blot lige det problem at du, i form af videnskabsmanen Ben, er blevet sendt ud i verdensrummet, for at finde den forsvundne George Taylor, spillet af den særdeles talentfulde Charlton Heston (i den originale film i hver fald). Efter en tur, der har taget 700 år, er du tilbage på jorden, hvor de fleste mennesker er døde og resten er slaver i apernes byer.

Du tager kontrol med Ben i spillet, der er hvad der bedst kan beskrives som et "rend og hop" spil. Ben skal gennemføre en række baner, hvilket gøres ved at bevæge ham hen over skærmen fra venstre mod højre. Undervejs skal han hoppe over afgrunde, hoppe fra platform til plaftorm og samle diverse bonus dimser og hjælpfulde ting op. Hjælpfulde ting kunne for eksempel være knive eller pistoler, som man kan bruge til at vise de fjender, der er på banerne (blandt andet aber), at vi mennesker stadig holder verdensrekorden, når det kommer til fysisk at skade andre væsner.

Spillet spænder over en lang række baner, fra den ørken, som Ben lander i med sit rumskib, til abernes byer og hemmelige huler langt ude i bjergene. Spillet skulle efter sigende trække på de klassiske Planet of the Apes og Beneath the Planet of the Apes film, men det ændrer ikke ved det fakta, at spillet er et temmeligt uinspirerende platformspil. At spillet er baseret på film, der er over 35 år gamle, hjælper efter min mening ikke på situationen.

Som platformspil kunne Planet of the Apes sikkert have underholdt mig, hvis ikke det var for nogle underlige fejl. Ben er nemlig lidt tricky at styre, især når han springer, hvilket tit resulterer i at man lander på fælder eller ikke kommer så langt, som man havde håbet. Desuden er flere af banerne designet sådan, at et monster, for eksempel en "damned dirty ape", bevæger sig frem og tilbage på en meget lille platform. Den skal Ben så gribe fat i kanten på og hive sig selv op på platformen. Men mens han gør det, står aben og tæver løs på den forsvarsløse videnskabsmand. Det virker mildest talt ikke særlig velovervejet og hvor sjovt det er i længden, kan også diskuteres. Dette problem er dog mest fremtrædende på de første baner.

Andre virkelig idiotiske ting er, at Ben ikke kan hoppe med et våben i hånden (det er jo meeget svært at hoppe med en pistol i hånden) og at nogle våben er direkte latterligt svage. Efter at have skudt en abe 7 gange i hovedet på klods hold, uden at den havde fået nogen form for skade, var jeg parat til at kyle min GameBoy Advance ned i affaldsskakten i frustration.

Flashback til Flashback

Grafisk ved jeg ikke helt hvad jeg skal mene om Planet of the Apes. Grafikken er lidt simpel, selvom den er meget farverig. Det mest mystiske er at Ben er underligt animeret, så han slet ikke passer ind i spillets baggrunde. Hans bevægelser er dog meget flydende, men særlig kønt bliver Planet of the Apes aldrig. Det minder mig på en mystisk måde om grafikken i det klassiske Flashback til Amiga.ikke fordi de to spil ligner hinanden, men det er måden Ben bevæger sig på, der får mig til at tænke på Flashback. Udover den mystiske animation, har de fleste baner det med at bruge lidt for mange brune farver og selvom det måske kan forsvares ud fra scenerne i de klassiske film, så er det ikke voldsomt interessant i længden.

Der er nogle baner, der har nogle søde grafiske detaljer her og der og der er da også en del referencer til de klassiske film, men jeg tvivler på at ret mange typiske GameBoy Advance spillere er fans af en film, der udkom i 1968. Spillets cut scenes/intro er dog det værste ved grafikken. De er ikke direkte grimme, men de er meget simple og har noget meget "GameBoy Color agtigt" over sig. Lyden består af nogle meget simple lydeffekter og en nærmest arabisk inspireret baggrundsmelodi, der gentagtes i en uendelighed. Ikke voldsomt imponerende, men ikke direkte irriterende.

Simpelthen for kedeligt

Planet of the Apes er simpelthen for kedeligt og har for mange fejl. Man må acceptere, at hvis folk giver på den dyre side af 3-400 kroner for et spil, så har de krav på et minimum af udfordring, kvalitet og underholdning. Den underholdning syntes jeg ikke Planet of the Apes leverer nok af. Spillet er ikke direkte elendigt, men med mindre man er komplet fan af af de klassiske Planet of the Apes film, så er der meget bedre og mere underholdende platformspil på markedet.

Personligt er jeg stor fan af Ubi Soft og jeg syntes de har et virkelig solidt lineup af titler til GameBoy Advance. Men jeg kan ikke tvinge mig selv til at spille Planet of the Apes i ret lange perioder af gangen. Spillets frustrerende fejl irriterer mig mere og mere hver gang jeg spiller, mens spillet keder mig efter kun få baners spil. Så hvis du leder efter et godt platformspil til GameBoy Advance så prøv Rayman Advance eller WarioLand 4. De er begge meget bedre end Planet of the Apes.

Spillet er udlånt af de flinke mennesker hos Ubi Soft Danmark, der er behjælpelige med at oplyse nærmeste forhandler på telefon: 38 32 03 00.

Om Maiken Schou