NBA Live 2002

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

I 1995 så Sonys Playstation dagens lys på det danske spilmarked. Siden da er bunkevis af titler strømmet ud til vores lille legekammerat. Men med udgivelsen af Playstation 2 konsollen sidste år, er det som om flere udviklere har mistet interessen for "den gamle konsol". Electronic Arts er dog ikke en af dem, det beviser de med NBA Live 2002, der netop er udkommet. Spørgsmålet er så, om du skal bede julemanden putte det under træet eller ej. Find ud af det ved at læse denne anmeldelse.

Alt er ved det gamle
Ved første øjekast ligner NBA Live sig selv, både når det gælder menu design og selve spillet. Der er dog visse forskelle, blandt andet at EA Sports har ændret på options menuen, som i modsætning til tidligere spil ikke er en stor menu, men nu er blevet til mange små, som er underafdelinger til de forskellige modes. Dette virker i starten meget forvirrende og det tager et stykke tid, at finde de ting man gerne vil. Her var det jo, at hjælpemenuen skulle komme ind i billedet, men den er ikke til meget hjælp her, desværre.

Spillet har, som tidligere udgaver af NBA Live, en masse forskellige spilmodes som du kan forlyste dig med. Der er selvfølgelig Exhibition Mode, som kan sammenlignes med en Friendly Match i FIFA spillene. Dernæst kan man vælge enten Season, som er en hel sæson, eller Playoff, som kun er slutspillet, altså der hvor de bedste hold mødes og spiller finalekampene. Så er der 3 Point Shootout, som er en 3 point skydekonkurrence, hvor man vælger 2 spillere, som derefter skal ramme flest 3 point skud fra forskellige vinkler. Alt dette foregår på tid og det gør, at man hele tiden er presset og nemt kan skyde forbi.

Dernæst er der One on One, hvilket er en én-mod-én kamp med Michael Jordan. Det er meget underholdende og det giver en ekstra smule variation i spillet, da det ikke ligner de øvrige kampe og modes. Der er også en Practice Mode, som selvsagt er en træningsmode, hvor du kan øve dig i forskellige ting, både når det gælder angreb og forsvar. Det er meget smart og Practice er en glimrende forberedelse til de egentlige kampe. Sidst, men ikke mindst er der NBA Challenge. Her bliver du stillet overfor udfordringer, af forskellige karakter, som kan give dig point, så du kan få nye dragter, sko eller frisurer befriet til dine spillere. Det er meget morsomt, hvis man ikke har andet at tage sig til og det forlænger spillets levetid en del.

Grafik og lyd overrasker ikke.

. Playstation One har efterhånden mange år på bagen og det mærkes både på grafikken og lyden. Grafikken virker ved første øjekast meget grynet. Dog skal det siges, at gulvet du spillet på er meget flot. Lyset reflekterer fint og det ligner næsten gulvet i Playstation 2 versionen. Ligesom i Playstation 2 udgaven af NBA Live 2002 er der en række grafiske mellemsekvenser, ved for eksempel frikast, halvleg, og udskiftninger i begge udgaver. Spillerne ligner sig selv meget godt, selvom grafikken naturligvis ikke kommer op i noget, der bare ligner Playstation 2 kvalitet.

Generelt er grafikken tilfredsstillende og den hjælpes godt på vej af en masse forskellige kameravinkler og en god replay-funktion. Det skal også bemærkes, at det er muligt at benytte zoom ved ALLE kameravinkler, hvilket ikke er tilfældet i udgaven til Playstation 2. Dunk, layups og skud i almindelighed er flot animeret. Det eneste der skuffer mig er publikum, der er en stor grynet masse, specielt når man kommer tæt på i replay og under frikast. Men alt i alt en grafisk præstation uden de store overraskelser.

Lyden er også i orden, dog uden at være speciel på nogen mpde. Det virker lidt som om, at der er genbrugt fra tidligere udgaver og det er lidt synd, da det hurtigere bliver trivielt at høre på, hvis du har spillet andre NBA Live spil. Det skal dog siges at kommentatorerne følger godt med i spillet og det er kun yderst sjældent, at deres kommentarer virker malplacerede, som man ofte oplever de gør i andre sportsspil. Den musik der findes i spillet, er dog ikke vildt opløftende. Der er 5 numre i hele spillet, hvilket i sig selv er meget lidt. Desuden så synes jeg ikke de enkelte numre er ret gode, hvilket bestemt ikke gør det bedre at de bliver kedelige at høre på i længden.

Gameplay som man kender det

Hvis man har spillet et NBA Live spil før, så vil man straks føle sig hjemme i NBA Live 2002. Kontrollen er fuldstændig den samme som de tidligere år og der er ikke kommet nye features til. Der er det, der skal være og så ikke et gram mere. Men hvorfor også ændre på en kontrol, der faktisk i forvejen var så god at den ville være svær at forbedre? Man kunne dog godt have ønsket sig et lidt andet system i forbindelse med frikast. I de nuværende spil er der de klassiske prikker, som man skal placere så central i krydset som muligt, for at ramme præcist. Det kræver hverken særlig stor hjernekapacitet eller koncentration, da det sidder på rygraden efter få spil. Jeg synes godt, at EA Sports kunne have hentet noget inspiration fra for eksempel Segas NBA 2K serie. Her er det 2 pile, som man skal placere oveni hinanden. Det giver da spilleren lidt større udfordring,og man er ikke så sikker på at ramme kurven, som man er i NBA Live 2002. Ellers virker kontrollen uden problemer. Det skal nævnes, at NBA Live 2002 understøtter brugen af Multitap, der gør det muligt, at spille op til 8 personer samtidigt.

Når alt kommer til alt.

Så er NBA Live et godt spil, som fans af serien vil tage til sig med det samme. Der er ikke pillet ved ret meget og de ændringer, der er lavet, er ikke store nok til, at de har direkte indflydelse på måden spillet spilles. Det er måske også derfor, at man har grund til at være skeptisk. Det er lidt som om udviklerne hos EA Sports har kogt suppe på det samme ben flere år i træk. Det eneste nye i spillet er nemlig NBA Challenge og det er langt fra nok til at kalde spillet nyt eller nyskabende. Spillet har nærmest stået stille, hvilket resulterer i, at der næsten ikke er grund til at købe spillet hvis man ejer NBA Live 2001, med mindre, at man absolut VIL spille med de nye hold og med Michael Jordan, som nu igen er med som aktiv spiller.

På den anden side, så er det jo det eneste basketball spil, der er til rådighed i øjeblikket, i hvert fald på Playstation One. Så hvis man er til basketball på Playstation, så kommer man ikke uden om NBA Live 2002. Men hvis du ikke er helt syg med basketball, eller hvis du allerede har de andre NBA Live udgivelser til maskinen, bør du nok tænke dig godt om inden du skriver din ønskeseddel til julemanden.

Spillet distribueres i Danmark af Electronic Arts, som gerne vil hjælpe dig med at finde den nærmeste forhandler hvis du ringer 45 83 55 50.

Om Kristian Knuth