Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):

Gameboy Advance: Selvom det er over et år siden, at Ubi Soft kom med Donald Duck Going Quackers (Et Rapt Eventyr) til GameBoy Color, er det først nu, at GameBoy Advance versionen er nået frem til de danske kyster. Anders And er tilbage i fin form i et spil, der er et fornøjeligt, men samtidigt temmelig almindeligt platformspil, af den slags, der kommer 50 af på dusinet til GameBoy konsollerne.

Ja underholdningen er sikret.
Kort fortalt har den onde troldmand Merlock (jeg har åbenbart ikke fulgt godt nok med i Anders And-bladene her på det sidste, for jeg har misset Merlocks entré) ande-nappet Andersine. Anders And griber til handling, men for at redde Andersine, skal han først hjælpe Gearløs med at samle en speciel maskine, hvis energi-krystaller er blevet spredt over en række verdener. Lyder det som et klassisk plot for et platformspil? Det kan du lige bande på det gør og Donald Duck Advance er da også et fint eksempel på hvordan platformspil skal skrues sammen.

Du skal lede den velkendte matros-and igennem 4 verdener og samle krystaller til Gearløs. Totalt er der 18 baner i spillet, hvilket inkluderer bonusbaner. For det meste handler det om at få Anders transporteret sikkert igennem banen, samle powerups, snuppe krystallen og undgå fælder og fjender. Anders kan de mest basale manøvrer, som man normalt ser i spil fra denne genre, som for eksempel spring, sprint, angreb, samt mulighed for at kravle. På banerne er der strøet forskellige power-ups, blandt andet stjerner, som kan veksles for ekstraliv, når man har samlet hundrede. En anden vigtig ting er en magisk bog, der når den er fundet, aktiverer banens energi-krystal, som man så skal nå at finde før tiden løber ud. Hvis man ikke når at finde krystallen, skal man tilbage til bogen og genaktivere denne og så forsøge igen. Det minder lidt om portalerne i Wario Land 4. En lille positiv overraskelse er, at det er muligt at samle små dele af et stort billede sammen på banerne. Stykkerne er på de mest ufremkommelige dele af banen og opfordrer derfor til udforskning eller tilbagevenden til banen, hvis man allerede har gennemført den, men misset billederne.

En anden positiv ting, der bestemt er værd at nævne, er at ikke alle banerne i Donald Duck Advance er baseret på, at Anders skal hoppe på platforme fra punkt A til punkt B. På nogle baner løber du om kap med en modstander for at komme først til banens slutning. Det gælder om at være hurtig, time sine spring og ikke lade sig stresse til at begå fejl når man er bagud. Nogle af disse jagt-baner er meget svære, men de er et fornøjeligt brud fra de almindelige platformbaner i spillet.

Stemning i top

En stor del af styrken og charmen ved Donald Duck Advance er så fint, som Anders And er gengivet i spillet. Han er den klassiske hidsigprop, kendt fra de tidlige Disney-tegnefilm. Hans humør ændrer sig efterhånden, som han bliver skadet og hans humørskifte er tydeligt fra afslappet til irriteret til komplet bersærk. Dette humørskifte understøttes flot af gode lydeeffekter, blandt andet banden og rappen fra Anders. Desværre er der kun meget få andre kendinge udover Anders, der regelmæssigt dukker op på skærmen.

Grafikken i Donald Duck Advance er generelt helt i top og kan minde en smule om grafikken i spil som Rayman Advance. Den er utrolig farverig og meget varierende imellem de 4 verdener, som spillet spænder over. Anders er flot animeret med masser af detaljer og selvom hans bevægelser er få, er han ganske levende at se på, især når han hidser sig op og hopper rundt, mens han slynger om sig med sine knyttede næver. Præcis som man kender ham fra tegnefilm. Alt i alt er Donald Duck Advance grafisk en positiv oplevelse.

Lyden går meget godt til spillets stemning og grafik. Det er helt klart de fornøjeligt lyde, som Anders kommer af med, der er mest markante, mens musikken er dejlig frisk, men mere neutral. Andre lydeffekter er sparsomme, men de få der er, fungerer glimrende og er skarpe og klare.

Lige efter formlen

Generelt er Donald Duck Advance et festligt, farverigt og fornøjeligt platformspil, bygget lige efter formlen. Det er måske også spillets største problem, nemlig at det ligner så mange andre spil på markedet (eller mange andre spil på markedet ligner det). Der er ikke meget nytænkning eller de store landvindinger i Donald Duck Advance, men spillet er stadig god og afslappende underholdning og den slags skal der også være plads til. Så der er i grunden ikke så meget at rafle om. Donald Duck Advance er et fornøjeligt platformspil, med en kendt Disney-figur i hovedrollen, hvilket giver spillet lidt ekstra appel. Spillet er flot, underholdende og stort set alt hvad du kan ønske dig af et platformspil. men nyt, nytænkende eller udviklende er det bestemt ikke.

Spillet er udlånt af de rare mennesker hos Ubi Soft Danmark, der er behjælpelige med at oplyse nærmeste forhandler på telefon: 38 32 03 00

Om Johan Tandrup Kensler