Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Endnu engang er danske ITE (Interactive Television Entertainment) på banen sammen med hele danmarks skærmtrold nummer et. Nej nej det er ikke Thomas Mygind jeg mener, det er naturligvis den lille elskværdige trold Hugo. Denne gang dukker Hugo op i Black Diamond Fever, der på dansk er blevet oversat til Den Sorte Diamantfeber.

Men vent har jeg ikke.

Den Sorte Diamantfeber er stilmæssigt meget tæt på det sidste Hugo spil, som vi anmeldte her på GameSector for et års tid siden, nemlig Hugo Jagten på Solstenene. Dermed ikke sagt, at Den Sorte Diamantfeber blot er komplet magen til Jagten på Solstenene, men det lugter lidt derhen af. Under alle omstændigheder er Don Croco og Afskylia tilbage i Den Sorte Diamantfeber, for at plage de stakkels Kikurians (der som du måske husker, var de små væsner som Hugo hjalp i Jagten på Solstenene). Hugo må tage affære, og det kommer der et ganske underholdende platform spil ud af.

Du skal lede Hugo igennem 12 baner, fyldt med fjender, fælder, diamanter og Kikurians, som du på din færd skal befri. Fjender kan Hugo ordne med sin Indiana Jones inspirerede flodhestepisk, mens huller, fælder og lignende kan forceres ved et spring. Sidst men ikke mindst kan skærmtrolden lige klare at kravle, hvis hans vej er spærret af væltede træstammer eller lignende.

Hugo ses som regel skråt fra siden. Spillet vinkel og kontrol minder lidt om Crash Bandicoot, kendt fra Playstation One konsollen, ved at have dybde i banerne, så Hugo både kan bevæge sig op og ned, samt frem og tilbage. Kameraet drejer fra tid til anden når Hugo når en ny del af banen, men der bibeholdes altid et godt overblik, hvor det kommende stykke af banen er let at overskue.

Den Sorte Diamantfeber er et spil med fart over feltet og god variation i baggrunde og udfordringer. Der er tre sværhedsgrader, så alle børn kan være med, uanset hvor dygtige de normalt er til denne type platformspil.

Uden 3D kort, MEN!
Grafisk klarer Hugo Den Sorte Diamantfeber sig nogenlunde for et børnespil, forudsat at du har et 3D grafikkort. Spillet kan nemlig køre med og uden 3D kortet. Uden 3D grafikkort kan Den Sorte Diamantfeber sagtens spilles, men nogen køn oplevelse er det bestemt ikke. Med 3D grafikortets hjælp bliver grafikken mere skarp og ren, og du slipper for den voldsomme pixelering, der ellers plager spillet. Hugo og fjenderne er ganske godt lavet, selvom lidt flere animationer sikkert ikke ville have skadet helhedsindtrykket. Banernes baggrunde er ganske varieret, selvom de ikke er voldsomt detaljetunge. Alt i alt er grafikken acceptabel.

Hvad angår lyden er der ikke rigtig noget at klage over. Der er lidt tale her og der (især i introen), der naturligvis er på dansk, ligesom resten af spillet. Lydkulissen under selve spillet er ikke voldsomt overbevisende, men det påvirker ikke rigtig helhedsindtrykket og jeg tvivler på, at det har nogen direkte indflydelse på målgruppens nydelse ved at spille spillet.

Langt fra klassikerene

Den Sorte Diamantfeber er er ganske godt og solidt børnespil, der for de fleste børn vil være lige til at gå til uden det store besvær. Spillet har ingen svær indlæringskurve eller kompliceret historie, der kan ødelægge underholdningen og Hugo er en gammel elsket kending hos de fleste børn og barnlige sjæle. Danske ITE har helt sikkert fod på at lave børnespil, ingen tvivl om det. Alligevel kan man godt savne lidt af den klassiske "Hvor skal vi hen du?" Hugo atmosfære, som vi alle kender fra de første Hugo spil og Hugos gæsteoptræden i TV. Men alting udvikler sig selvfølgelig, og Hugo er åbenbart ingen undtagelse.

Alt i alt syntes jeg ganske godt om Den Sorte Diamantfeber, selvom det ser lidt ud somom ITE har valgt at gå den sikre rute med spillet, nemlig i Jagten på Solstenenes fodspor. Det generer mig i princippet ikke og jeg kan heller ikke tro, at ret mange børn vil lade sig gå på af de to spils ligheder. Heldigvis er Den Sorte Diamantfeber et lettere spil end forgængeren, og det vil helt sikkert betyde en del hos spillets primære målgruppe (børn fra 6 til 12). Så hvis du er i tvivl om hvad lillebror eller sønnike skal have i julegave i år, så prøv Hugo Den Sorte Diamantfeber. Det kan ikke være helt ved siden af.

Spillet distribueres i Danmark af Electronic Arts, som gerne vil hjælpe dig med at finde den nærmeste forhandler hvis du ringer 45 83 55 50.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).