Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Gameboy Advance: Lego Island 2, eller Lego Øen 2, som spillet hedder på dansk, anmeldte vi allerede til GameBoy Color helt tilbage i april. Nu er spillet endelig nået frem til GameBoy Advanced, og "advanced" er en glimrende beskrivelse af spillet, der er et utroligt underholdende adventure/puzzle spil til Nintendos lille håndholdte kammerat.

For børn og barnlige voksne

På Lego øen, der naturligvis er en ø bygget af Lego klodser og beboet af Lego figurer, finder vil Lego Øen 2´s hovedperson, i form af det meget hippe (for en Lego figur at være) pizzabud Pepper, der ene og alene skal stoppe den forfærdelige forbryder Kim Cool. Kim Cool er netop flygtet fra fængslet og truer nu med at rive hele Lego Øen fra hinanden (eller noget tilsvarende forfærdeligt samfundsnedbrydende i den stil). Det kan Pepper naturligvis ikke acceptere, primært fordi han selv bor på Lego Øen, men også fordi han nu engang er lavet af den slags plastic, der ikke viger tilbage, når der skal udføres heroiske gerninger.

Pepper er en hjælpsom frisk ung mand, og rundt omkring på de forskelliger øer, ja der er mere end en, der udgør Lego Øen, skal han hjælpe de lokale Lego beboere med en række opgaver, samt gennemføre en lang række minispil, før han kan finde frem til Kim Cools gemmested og derved redde dagen. Spillet er generelt et temmelig simpelt eventyr spil, hvor det gælder om at udforske øen og finde skjulte ting, der så skal bringes til de rigtige personer. Gør man det rigtigt kommer man videre i spillets handling. Denne "gemmeleg med ting" er krydret med en række minispil, der spænder ganske bredt, blandt andet over en del små racerspil, men også små actonspil og kloner af kendte klassikere (som f.eks. Tapper).

Kontrollen med Pepper er simpel, og i Legos meget pædagogiske ånd, er hele spillet tilgængeligt på dansk. I starten er Pepper tvunget til at navigere øerne på fortovet og til fods, men som spillet skrider frem får han fat i sit skateboard, der gør ham noget hurtigere og mere mobil. Der bliver også mulighed for at køre rundt på vejene i Lego Øen 2, hvis man ellers spiller længe nok.

Masser af gøremål

Lego Øen 2 byder på mange timers udfordrende underholdning. Ikke mindt fordi øerne er farverige, interessante og varierende at udforske, men også fordi der konstant er små sjove minispil at prøve og fordi spillet byder på et meget populært koncept: nemlig samlekort. Rundt omkring på øen er der nemlig gemt samlekort, som spilleren kan finde og samle. Disse kan så senere byttes med andre spillere via et link kabel.

Udover byttekort er der masser af andre ting at være opmærksom på, mens man leder Pepper rundt på øerne. Der er lokale at snakke med, fjendtlige robotter, der skal dræbes med velplacerede pizzaskiver (fik jeg nævnt at Pepper er pizzabud?) og masser af snørklede stier og afkroge, hvor der gemmer sig spændende ting. Det er måske fair at sige, at med mindre man er i alderen hvor Lego er sindsoprivende underholdende, så kan Lego Øen 2 virke en smule overskueligt og langsommeligt, men til målgruppen rammer spillet plet og de mange forskellige gøremål og de klare referencer til Lego, vil helt sikkert kunne holde mindre spillere fanget.

Men udbuddet af underholdning stopper ikke der. Lego Øen 2 lader dig befri minispil, som du senere kan vende tilbage og spille alle de gange du har lyst til. Det gør Lego Øen 2 til et spil med utrolig mange muligheder, selvom spillet i sig selv til tider er meget simpelt.

Lego slår til igen

Grafisk er Lego Øen 2 ganske imponerende. Spillet er meget farverigt og Lego Øen tigger om at blive udforsket. Der er masser af detaljer i grafikken og det er let genkendeligt at stort set alt på lego Øen er lavet af de kendte Lego Klodser. At spillet til tider kan minde som et reklamekatalog for Lego legetøj måtte jo ske. Der er desuden nogle flotte stillbilleder og lidt 3D animation her og der. Det varmer et gnavent gammelt anmelderhjerte at se, at ikke alle børnespil hopper over hvor der slet ikke er et gærde, for Lego Øen 2 er faktisk ganske flot.

Med Lego Øen 2 har GameBoy Advance endelig fået et rigtig godt og solidt dansk spil til børn. Hvis du allerede har spillet Lego Øen 2 til GameBoy Color kan du roligt også købe det til GameBoy Advance, for der er en verden til forskel på de to spil, selv handlingen er forskellig. Alt i alt er Lego Øen 2 et velfungerende og underholdende pædagogisk børnespil, der børe være at finde i baglommen hos enhver fan af det kendte danske legetøj.

Spillet er venligst udlånt af Nintendo - Electronic Fun, der med glæde viser vej til nærmeste forhandler, hvis du ringer 89 44 22 35. Vejledende pris er 499,-.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).