Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Gameboy Advance: Mario Kart Super Circuit er uden tvivl et af de mest ventede spil til GameBoy Advance konsollen, og efter at have spillet det, forstår man hvorfor. Mario Kart spil har tidligere sat skub i salget af både SNES og Nintendo 64 konsoller, og til GameBoy Advance dominerer spillet da også som forventet. Find din gokart og et skildpaddeskjold frem, og deltag i det mest hektiske multiplayer spil, nogensinde lanceret til en håndholdt konsol.

De blikkenslagere kan lidt af hvert

Det kan ikke komme bag på nogen at Mario Kart Super Circuit er et racerspil, et såkaldt gokart eller "kart" spil, der er en genre, der i de sidste par år har gået sejrsgang til stort set alle spilplatforme og konsoller. GameBoy Advance får med Mario Kart, endnu et spil, der virkelig appellerer til et bredt publikum, og som understøtter den 4-spiller funktion som Nintendo selv har snakket meget om, før konsollen kom på markedet.

I spillet skal du som en af de gamle velkendte figurer fra Mario universet (Mario, Luigi, Peach, Wario, Yoshi, Donkey Kong, Toad og Bowser) ud og køre gokart. Den centrale del af spillet er 5 grandprix løb, der hver består af 4 circuits eller baner. Løbene kan køres i tre forskellige klasser, nemlig 50cc, 100cc og 150cc, hvilket varierer hastigheden på din gokart og derved også sværhedsgraden i spillet. De fire første grandprix løb er tilgængelige fra starten, mens det sidste skal befries ved at vinde alle løbene. De forskellige karakterer du kan vælge har desuden forskellige egenskaber, så det er heller ikke helt ligegyldigt hvem du vælger at køre med. Udover den centrale grandprix del, er der desuden en Time Trial, samt mulighed for at spille Mario Kart i multiplayer. Altså godt med muligheder.

Under selve løbene skal du naturligvis komme først i mål for at vinde. Men det handler ikke kun om at klemme sømmet i bund, for traditionen tro, handler det også om at samle mønter op under løbet og forsyne sig selv med forskellige våben, der ligger i kasser rundt omkring på banen. Mønterne kan bruges til at låse op for klassiske SNES Mario Kart baner (hvis du ellers har samlet nok efter et løb) og de påvirker desuden din topfart under selve løbet. Våben er alt fra lynkugler til skildpaddeskjolde, som kan fyres efter modstanderne for at sænke dem. Modstanderne gør desværre også flittigt brug af sådanne beskidte kneb.

Mario Kart leverer en utrolig mængde underholdning i single player, med henholdsvis masser af forskellige baner, godt med personer at vælge imellem og en Time Trial med ghost mode. Genspilningsværdien er enorm og spillets hurtigt simple gameplay, bør appellere til stort set alle, der ejer en GameBoy Advance. Kontrollen er enkel og spillet er let at gå til. Men for at få den fulde nydelse ud af Mario Kart er du simpelthen nød til at skaffe en bunke link kabler og invitere 3 venner med GameBoy Advance konsoller på besøg, for multiplayer i Mario Kart er ren uovertruffen underholdning.

Imponerende multiplayer.

Multiplayer Mario Kart kan spilles af op til 4 spillere (bemærk at der kun kræver en enkelt udgave af spillet) og det kan varmt anbefales at du prøver multiplayer. Udover de almindelige løb, der naturligvis bliver mere farverige, når man kan konkurrere mod sine venner, indeholder Mario Kart også den klassiske Battle Mode. I Battle Mode skal man i en lukket arena konkurrere mod andre spillere, ved at køre rundt og skyde de balloner, de har bundet til deres gokart. Battle Mode er utroligt underholdende og fungerer overraskende godt på den lille håndholdte, selvom det desværre kræver 4 spillere.

Mens AI`en stadig er ganske god i spillet, hvilket gør 150cc banerne temmelig svære, så er det stadig i multiplayer Mario kart rigtig kommer til sin ret. Dog er spillet ikke et rent multiplayer spil, og man kan sagtens underholde sig selv i timevis med spillets meget store single player del. Så hvis du er den eneste i kvarteret der ejer en GameBoy Advance, så bør det ikke holde dig fra at købe Mario Kart.

Glimrende Grafik

Spillet anvender den samme Mode 7 grafik, der blev kendt da det blev introduceret i det første Mario Kart spil tilbage på SNES. Grafikken giver en form for semi-3D fornemmelse, men desværre formår den ikke altid at give en særlig god fartfornemmelse (men det er så også det eneste negative, der er at sige om Mario Kart). Generelt er grafikken helt i top, og virkelig imponerende taget i betragtning at spillet kører på et håndholdt system. Personerne er detaljerede, mens baggrundene er skarpe og farverige. Banerne er veldesignede og ganske forskellige, både i layout og grafik.

Lyden er også helt i top. Musikken er frisk, hurtig og munter, og den passer utrolig godt til spillets stemning. Dertil kommer en række lydeffekter i virkelig høj kvalitet, som uden sammenligning er det flotteste jeg til dato har hørt på en GameBoy Advance. Alt i alt er Mario Kart en nydelse at se på og lytte til.

Sikker vinder

Hvis du går og savner et spil til din GameBoy Advance, som du virkelig kan fordybe dig i og bruge uger på at spille og udforske, så er Mario Kart Super Circuit en sikker vinder. Spillet oser af kvalitet og det er tydeligt at Nintendo har erfarne folk, der ved præcis hvad det er deres brugere ønsker sig af et spil. Mario Kart - Super Circuit skulle følge op på nogle meget succesfulde spil til tidligere Nintendo konsoller, og mens man kunne tvivle på at det kunne lade sig gøre, at blive ved med at holde samme høje kvalitet i alle Mario kart spillene, beviser Nintendo med Super Circuit, at de var opgaven voksen, da Super Circuit mere end løfter arven fra Mario Kart 64. Spillet vil med sikkerhed blive et af de helt store spil til GameBoy Advance.ingen tvivl om det.

Spillet distribueres i Danmark af Nintendo - Electronic Fun, der med glæde viser vej til nærmeste forhandler, hvis du ringer 89 44 22 35. Vejledende pris er 499,-.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).