Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Det er ikke ligefrem bilspil vi mangler til Playstation 2. Det syntes Infogrames nu åbenbart vi gjorde, for de har sendt Le Mans 24 Hours til Playstation 2 på gaden. Find godt med chips, en stak dåseøl og en god pude at sidde på, for de næste 24 timer skal du spille Playstation 2. Efter 5 kander meget sort kaffe og 3 uheldige episoder, hvor anmelderen besvimede, har GameSector.dk gennemført Le Mans og bringer dig her en anmeldelse af hvordan computerversionen af dette ekstreme billøb tager sig ud.

24 timer spil!!!.

Der er nok ingen pointe i at bruge mange minutter på at beskrive hvad Le Mans 24 Hours handler om. Det er naturligvis et racerspil, der har det berømte 24 timers løb ved Le Mans i hovedrollen. Spillet byder på fem meget traditionelle spilmuligheder som multiplayer, time trial, quick race, championship og sidst men bestemt ikke mindst: Le Mans. Multiplayer, time trial og quick race er temmelig selvforklarende. Det skal dog nævnes at det er muligt at befri nye baner i quick race, som kan anvendes i både time trial og multiplayer. Championship er der heller ikke meget nyt i. Du skal vinde løb for at avancere og derved vinde mesterskaber. På vej igennem de forskellige klasser der er i championship, er det så muligt at få nye biler at køre i.

Nu kommer vi så til det centrale i Le Mans 24 Hours. Mens de andre spilmodes er ganske underholdende, så er det i spilmuligheden Le Mans at Le Mans 24 Hours virkelig skiller sig ud fra mængden af andre bilspil på markedet. Du kan vælge at køre hele Le Mans løbet (ja du skal sidde og spille 24 timer i træk!) eller du kan køre en komprimeret version af løbet, hvor du selv kan vælge hvor lang tid løbet skal tage.

Spillet indeholder en god del baner at køre på (12 forskellige), og til det formål er der hele 70 forskellige biler med at vælge imellem. Disse er opdelt i de klasser, der svinger fra "almindelige" biler, som Dodge Viper, til obskure prototyper, der bliver testet ved Le Mans. De mange forskellige biler giver god variation, og i det samlede Le Mans felt (på 24 biler) kan man godt mærke at der er stor forskel på køretøjerne.

Hvis man skal kritisere Le Mans 24 Hours for noget må det være en meget høj sværhedsgrad. Spillet er tæt på at være en racing-simulation, og det er derfor meget langt fra det arcade prægede løb man ser i andre spil. Det betyder at det kan tage en del tid at lære at styre bilen. Dog er der forskellige hjælpemidler med på de lavere sværhedsgrader, der gør at det ikke bliver helt umuligt at komme i gang med spillet.

Flot og realistisk

Sværhedsgraden i spillet kommer delvis på grund af spillets gode og realistiske fysik. Le Mans 24 Hours føles utroligt realistisk. Bilerne reagerer rigtig godt, overstyrer realistisk og fartfornemmelsen er virkelig i top. Der er mange gode detaljer i bilerne og det kræver betydelig færdighed at kontrollere dem på højeste sværhedsgrad, hvilket blot gør nydelsen det større når du ruller først over målstregen.

Spillet ligner til forveksling Dreamcast udgaven af Le Mans 24 Hours, dog med enkelte tekniske forbedringer. Grafikken er generelt ganske nydelig, med masser af flotte effekter, som for eksempel støvskyer, lyseffekter, nattekørsel og varierende vejrforhold. Man kunne godt have ønsket sig at grafikken var lidt skarpere og mere varieret, og der er enkelte små problemer og irritationsmomenter her og der. Men for det meste er grafiske niveau i Le Mans 24 Hours ganske fornuftigt, selvom spillet ikke kan måle sig med Gran Turismo 3. Lyden er rigtig god. Bedre end man efterhånden forventer af genren. Især lyden af din fræsende motor er virkelig gennemført, hvilket bestemt ikke skader det samlede indtryk, selvom det kan blive lidt trivielt under de lange løb.

Men jeg har jo lige købt Gran Turismo 3!

Ja og vær du glad for det, for selvom Le Mans 24 Hours er et solidt og underholdende racerspil, så har spillet hverken samme bredde, underholdningsværdi eller levetid som Gran Turismo 3. Det er en skam at et godt spil som Le Mans 24 Hours kommer klods op af Gran Turismo 3, da dette sikkert vil betyde at Le Mans 24 Hours kommer til at stå på spilhylderne og samle støv, mens bilfreaks slæber bunker af Gran Turismo 3 spil til kasseapparatet.

Jeg er selv meget begejstret for Le Mans 24 Hours, selvom jeg må anerkende at spillet har sine fejl, og at det er tæt på en direkte konvertering fra Dreamcast spillet. Det ændrer dog ikke ved at spillet giver en god oplevelse, så der er absolut noget at komme efter hvis du stadig har penge tilovers efter indkøbet af Gran Turismo 3.

Spillet distribueres af Infogrames, der gerne henviser til nærmeste forhandler på 86 18 45 18.

Om Søren Busch Knudsen