Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
[Gallery not found]

"All good things must come to an end" - Det samme gælder for den største og mest succesfulde rollespilsserie til PC. Baldur's Gate startede historien, Tales of the Sword Coast bar den videre. Shadows of Amn er muligvis det bedste rollespil nogensinde, og fortsatte historien, bare i et større omfang. Nu slutter Throne of Bhaal historien af med det sidste kapitel.og sikken et kapitel det er blevet til !!!

Familieproblemer
Throne of Bhaal starter umiddelbart efter slutningen på Shadows of Amn, og du befinder dig i en mærkelig skov, med mystiske talende stenhoveder. Du får fornemmelsen af, at en person nærmer sig og, at hun ikke ligefrem vil byde dig på te og kager. Allerede her vil de skarpsindige læsere tænke sig om og indse, at det er mærkeligt som man bare lige "ved at der kommer nogen". Forklaring er som følger; I Throne of Bhaal er du ikke længere en forsigtig helte-aspirant fra Candlekeep, men på vej til at være en semi-Gud, med alt hvad det indebærer af guddommelige kræfter. Throne of Bhaal tager dig med til og forbi levels og scenarier, som kun få er kommet til i Advanced Dungeons & Dragons rollespil med blyant og papir. Du arbejder ikke længere for at få guld, items og magt, nu handler det nærmere om hele verdens fremtid, hvilket er lidt tungere at bære på ens skuldre end en taske med sølvmøter eller en dagger +1.

Men du føler som sagt, at der er fare på færde. Denne gang i skikkelse af en grønt klædt kvindelig troldmand (kvinde?), som jagter "Bhaalspawn", Bhaal's (Guden for Mord og andet slemt, der gør rigtig nas) efterkommere. Hendes forklaring til valget af profession er, ret simpel - hun er selv en efterkommer af Bhaal og vil nu udrydde alle hendes "søskende", for at kunne gøre krav på farmand's arv som The God of Murder and Destruction. Dette kan du jo ikke tillade, både fordi det indebærer at hun vil have dit hoved (og efterlade kroppen) og at hun vil overtage din far's plads, så du giver hende en omgang prygl. Til at starte med, ved man faktisk intet om hvad der forgår, og man bliver smidt rundt mellem planes, for at hjælpe folk, gode og onde og for at slås mod "søskende", som helst vil se dit hoved på et spyd over lejrbålet.

Mord og ondskab har aldrig set så godt ud.

Selvom det er let at glemme, især med de 40+ timers spilletid der er på cd´en, er Throne of Bhaal stadig "kun" en udvidelse til Shadows of Amn (man skal have Baldurs Gate 2: Shadow of Amn for at kunne spille det). Derfor bygger Throne of Bhaal logisk nok på samme engine som Baldurs Gate, Icewind Dale, Planescape Torment og selvfølgelig også Baldurs Gate 2. Det er en yderst effektiv og som det har vist sig, yderst brugbar spilmotor, men mange kunne efterhånden godt tænke sig at de tog livet af den og fik lavet en ny. Det er meget muligt at livet bliver taget af spilmotoren, da Throne of Bhaal muligvis er det sidste "kapitel" i Interplay og BioWare's samarbejde.

Men lige meget hvor god BioWare's Infinity Engine, som den før nævnte spilmotor hedder, er, så er den altså godt tre år gammel og det kan ses. Selvom den blev forbedret til Baldurs Gate 2 (og Heart of Winter til Icewind Dale), så er grafikken ikke Throne of Bhaal force. Dette betyder dog heldigvis ikke så meget, da spillet langt fra "spiller" på grafikken, men på gameplay og over alt andet - historien!

Man ser spillet i den klassiske isometriske vinkel og bevæger sin figur rundt i flotte prerendered, håndtegnede omgivelser. De magiske formularer flyver hen over skærmen i de store kampe, og man skal derfor desværre have en maskine godt over de anbefalede systemkrav, for at slippe for at spillet hakker i sådanne øjeblikke. De forskellige formularer har næsten hver en unik effekt, med en masse farver, bobler, lyn og en masse andet visuelt guf, som det nu hører sig til, når en troldmand fyrer sit arsenal af formularer af. Karakterer-grafikken i sig selv, er hvor Throne of Bhaal halter mest. Selvom det langt fra er grimt, og figurerne ikke vralter af sted med krummet ryg, som i Baldurs Gate 1, så er detaljerne få og animationerne kunne have været mere flydende og levende. Men så er der til gengæld heller ikke mere at brokke sig over, så hvis ikke du allerede er nede for reservere en kopi, så kan du jo læse videre, hvor vi skamroser Throne of Bhaal og forklarer de nye ting lidt nærmere.

Vild Mager og vildere omgivelser

Throne of Bhaal fortsætter som sagt, der hvor Shadow of Amn slutter, men ikke med en "flydende" overgang. Du starter Throne of Bhaal, næsten som var det et separat spil, og går så i gang med et "nyt spil". Her kan du så enten lave en ny, high-level, karakter eller, det som de fleste sikkert vil gøre, importere din karakter fra Shadows of Amn. Throne of Bhaal er et nyt kapitel, men også det længste, der er i Baldurs Gate-serien. Der er en stor håndfuld nye steder at besøge, så som nye dungeons at udforske og en masse dejlige mægtige monstre til at forsvare dem. Og når du har dræbt alle disse monstre kan du nyde at det såkaldte experience cap er steget til 8 millioner erfaringspoint, hvilket kan bringe dig helt op til level 40 ! Det betyder naturligvis også at dine præster og troldmænd kommer til at kaste om sig med 9. level magi og der er selvfølgelig også kommet nye formularer, blandt andet Wish.

Du kommer blandt andet til helt nye dimensioner og besøger nogle af de gamle, ser ind til Bhaals hjem, forsvarer en by under angreb, vandrer ind i skovene(igen) og en kort tur til et nyt tempel. En af de mere interessante ting Throne of Bhaal har at byde på, er Watchers Keep, som dukker op både på Throne of Bhaal kortet, men samtidig også i Shadows of Amn. Så dine karakterer kan lige fra de starter tilbage i Irenicus' Dungeon, gå direkte til Watchers Keep når de kommer ud i Shadows of Amn. Dette kan dog ikke anbefales, med mindre du vil tage Minsc på ordet og "add your behind to the buttkicking list".

Watchers Keep er en gammel præsteordens hjem, hvor onde dæmoner og andre kryb har taget kontrollen. For at løse de hjælpeløse præsters problem, skal du så gå fra toppen og ned i bunden af denne kæmpe bygning, hvor du skal bekæmpe en ukendt ondskab, i den største dungeon nogensinde set i Baldurs Gate-serien! En anden ting som Throne of Bhaal introducerer, og som mange har ventet på, er det nye Specialist Mage Kit - Wild Mage (som mange gamle rollespillere sikkert kender fra AD&D 2nd Edition bogen Tome of Magic). En Wild Mage er en troldmand, som kan "udtrække" og udnytte den magi der ligger i Faerûn, som blev efterladt fra The Troubled Times. Men nu er det sådan, at ingen fuldt ud kan kontrollere denne magi, hvilket betyder, at det kan gå nok så galt (eller godt), når man prøver at kaste bare den mest simple formular. Det kan nemlig ske at du får et såkaldt "wild surge" hvilket betyder at den magi du kaster får en hel anden effekt end den tiltænkte. For eksempel var det kritisk, at jeg fik kastet en repeater spell, men i stedet for at jorde modstanderen, finder jeg lige pludselig en diamant i lommen. Giver det mening..? Nej, og det er det interessante (og udfordrende) ved en Wild Mage. Man skal tænke og planlægge sine træk strategisk på et helt andet plan, end man er vant til, ellers kan man hurtigt få udryddet hele sit hold. Men nogen gange kan det skam også gå godt. På et tidspunkt faldt der 5.000 guldstykker ned foran mig, i stedet for at jeg kastede en magic missile. Eller hvad med Globe of Invulnerability på hele ens hold, i stedet for den Haste du egentlig troede du kastede? Ikke alene ændrer det måden du skal planlægge kampene på, et er også ganske humoristisk.

Mager-vrøvl og djævlesnak

Lydsiden af Throne of Bhaal er, ligesom i de andre Baldurs Gate-spil, en vigtig del af den atmosfære, der forekommer gennem hele spillet. Alt lige fra dæmoners dybe dødserklæringer til profeternes sagte gådesnak, er godt indtalt og det eneste man kan klage over, er at der ikke er tale til alle dialoger, men at man engang imellem må nøjes med tekst. Troldmænd har selvfølgelig en samling af utolkeligt vrøvl, som der bliver mumlet når de kaster de imponerende og dødbringende formularer i kamp, hvilke virkelig bidrager til stemningen.

Mens drager slagtes, grotter udforskes og historien bliver spundet sammen, har vi hele tiden baggrundsmusikken til at give os den rette fornemmelse og følelse. Musikken er enten en dyster susen og hvisken i de store grotter, med en blanding af fodspor og skrig fra rum længere fremme, eller smukt harpespil, når man trasker rundt i de mere fredelige byer.

Køb det her spil.det kan KUN gå for langsomt

Throne of Bhaal er et simpelthen et must-have. Så er det sagt, og hvis man ikke har spillet Baldurs Gate 2: Shadows of Amn, så må man jo hellere lige købe det først og bruge de godt 150 timer på at føre Bhaal's afkom til deres endelige mål. Throne of Bhaal er et klart hit og en sikker vinder, som årets spiludvidelse, hvilket er resultatet af dedikation fra udviklernes side og alle de små finpudsninger og nye ting der er blevet smidt i den lille æske! Den mængde af fornyet spilglæde og ekstra levetid du finder i denne udvidelse er aldrig set tidligere i udvidelser til andre spil. Her får du virkelig noget for pengene.

Den eneste downside ved Throne of Bhaal er, at det tager så fandens lang tid at komme igennem - men så er det jo godt man har sommerferie!

Throne of Bhaal er doneret af engelske 1 Up Media, og distribueres herhjemme af K.E. Media der med glæde oplyser nærmeste forhandler på 89 44 22 33. Spillet kommer i Danmark Fredag den 20/7-01.

Gamesector Anbefaler

Om Lasse Buhl