Nogle gange er spildesign lidt ligesom danseundervisning. Man tager et skridt frem og to tilbage. Warriors of Might and Magic er et glimrende eksempel på dette: på nogle områder tager spillet et flot skridt frem og leverer stemningsfuld grafik, mens det på andre områder tager to skridt tilbage og er irriterende og frustrerende.
Tjoo.jaaa.og sårn
Mens de fleste rollespil vil forsøge at holde dig fanget med en vedkommende og interessant historie, et spændende persongalleri og løftet om kæmpe skatte og personlig udvikling, mangler Warriors of Might and Magic ligesom et eller andet, der kan få mig til at blive siddende foran min Playstation 2. Du spiller en kriger, med det charmerende navn Alleron, der er uretfærdigt dømt for en forbrydelse. Af en række lamme og ligegyldige årsager, skal han så vade igennem store 3D miljøer, løse en quest eller et puzzle her og der, og så naturligvis slå på tæven hver gang et monster stikker sit grimme hoved frem. Det hele minder om en udviklet udgave af Crusaders of Might and Magic, der kom til Playstation for nogle år siden. Det er ikke fordi jeg har noget imod 3DO, men man skulle tro at deres motto er “If it´s broke, let´s break it some more”.
Du kan alt hvad du ellers forventer af et actionbaseret rollespil. Du skal myrde monstre, tjene erfaring, stige i niveau, finde skatte, købe nye våben og rustning og alt den slags, som man har kunne i computerrollespil lige siden tidernes morgen. Og det er netop problemet med Warriors of Might and Magic. Det føles som noget du har gjort en million gange før, for spillets gameplay er mildest talt kedeligt og uinspirerende, og kan bedst beskrives som Diablo set fra 3. persons 3D synsvinkel, med kameraet bag hovedpersonen (hvis du er heldig!). I starten kan man næsten tilgive spillet problemerne, for det er meget sjovt at vade undt i hulerne, ruinerne eller på de åbne sletter og myrde monstre, men det går hurtigt op for dig at “thats it”.du kommer ikke til at lave andet i Warriors of Might and Magic end at vade huler tynde og slå på tæven. Og det bliver hurtigt trivielt, lidt forudsigeligt og mister derfor sin appel.
Bevares, Warriors of Might and Magic kunne stadig have været et underholdende actionrollespil, hvis ikke det havde været for fejlene. Der er masser af små fejl, problemer eller ting, der bare er designet uhensigtsmæssigt. Tag AI´en, der er elendig. Alle monstre af samme type angriber ens, så når du har fundet teknikken til at besejre dem, er der ingen ufordring i monstret længere, heller ikke selvom du møder 10 af gangen. Dertil skal lægges at kontrollen i spillet er vanvittig dårligt designet og unødvendigt kompliceret, at spillets handling er tæt på ikke eksisterende, eller så dårlig og lineær, at du hurtigt fortrænger den.
Og det bliver ved.
Karakter animationen er frygtelig. Din hovedperson er grim og firkantet og redefinerer begrebet “dårlig animation”, for han sætter nye milepæle for, hvor få animationer man kan klare sig med. Nogle monstre er tude grimme at se på, selvom de fleste for det meste er okay lavet. Kameraet er elendigt og i stedet for at være låst bag hovedpersonen, svæver det rundt og opfører sig som om kameramanden stod på rulleskøjter. Kampsystemet, der er realtime button bashing, er tæt på værdiløst, primært fordi din hovedperson er langsom, og hvis han ikke lige stirrer på fjenden, tager det ham en eftermiddag at vende sig rigtigt. Når du så kigger på en fjende er det blot at gentage kombinationer som slå, slå, slå, forsvare, slå indtil du eller monstret dør.
Men i dette hav af elendighed er der øer, hvor Warriors of Might and Magic fra tid til anden kan kravle op og holde sig oven vande. Især spillets banedesign bør have ros. Mange af banerne er meget stemningsfulde og flere af dem byder på en del kræs at kigge på. Enkelte miljøer er dog lidt for svære at navigere, og du kan komme til at hænge fast i ting du går forbi, men det sker kun sjældent. Dertil kommer at du fra tid til anden kan opleve Diablo ånden.der ligesom i Diablo, fik dig til lige at spille en ekstra quest, for lige at samle penge nok til det næste fede sværd, du gerne ville have. Men denne begejstring varer kun indtil styresystemet endnu engang får dig slået ihjel, eller du endnu engang falder ud over en kløft fordi kameraet ikke gad kigge nedad.
Selvom der er lyspunkter i grafikken, skæmmes den af karaktermodellerne, der svinger fra latterligt elendige til middelmådige. Nogle monstre ser okay ud, mens andre er så usle at se på, at man skulle tro var umuligt at lave så kikset grafik på en Playstation 2. Animationerne er stive, livløse og til tider direkte grinagtige. Spillets framerate er lav og svinger faretruende ustabilt fra tid til anden. Men der er glimrende baggrundsgrafik, med masser af stemning og blærede effekter som real time lighting og tåge, men det retter ikke op på problemerne.
Musikken i spillet er nogenlunde og fungerer især godt når du er nede i huler, hvor musikken opbygger en god stemning. Dertil kommer et forholdsvist rigt lydbillede med masser af små lydeffekter, som kampstøj, raslende rustninger og dine tunge fodtrin. De få stemmer der er i spillet, hvilket også gælder lyde fra monstre, er dog ikke nær så gode som resten af lydsporet, men direkte elendige er de ikke, de er blot lidt begrænsede og ikke alt for interessante.
Hvorfor ???
Hvorfor 3DO har lavet et spil som Warriors of Might and Magic kan undre mig. Ja de har naturligvis lavet det for at tjene penge, men kunne de så ikke have lavet noget, som jeg følte var pengene værd? Playstation 2 spil er dyre, men til gengæld får man så et spil til en helt ny konsol, med masser af kræfter.med mindre du køber Warriors of Might and Magic, for så får du et kikset forsøg på at lave et action rollespil, der falder pladask på rumpen, og er så fyldt med problemer, at kun dets mor kan elske det.
Men man skal også være fair. Warriors of Might and Magic er et action rollespil, med tryk på action. Så hvis du virkelig elsker den slags spil, og finder det evigt sjovt at samle bunkevis af skatte, så du kan købe det næste fede våben i en endeløs række af bedre og bedre våben, ja så har Warriors of Might and Magic måske nogle elementer du vil kunne lide. Jeg siger ikke at du vil elske det, jeg siger blot at det så ikke vil gøre dig fysisk syg. Hvis du er fan af de klassiske konsol rollspil som Final Fantasy eller Grandia, så er der intet for dig at komme efter i Warriors of Might and Magic. Hold dig hellere på afstand.
Spillet distribueres i Danmark af IQ Media, der gerne oplyser nærmeste forhandler på telefon 70 23 73 23.

