Simpsons Wrestling

Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Den populære tv-serie har lagt ryg til et hav af middelmådige spil til Nintendo, Gameboy, Sega Master System, Pc.you name it. Denne gang er det på den gamle Playstation vi oplever den usædvanlige amerikanske familie folde sig ud. Men kort sagt formår Simpsons Wrestling ikke at bryde den forbandelse, der lader til at hvile over Simpsons spil.

DOH!

Big Ape Productions og Fox Interactive står bag Simpsons Wrestling, der er et noget utraditionelt wrestling spil. Konceptet, der skal sælge spillet til den store Simpsons fanskare her i landet, er naturligvis at du kan vælge imellem helt op til 22 forskellige personer fra tv-serien, og naturligvis er hele familien Simpson spilbare (selvfølgelig på nær Maggie), men der er også mange bipersoner fra serien så som Professor Fink, Bumblebee Man, Groundskeeper Willie, Moe, Apu og Flanders. Denne brogede flok af tegneserie figurer skal kæmpe mod hinanden i wrestling kampe rundt omkring i Springfield. Vinderen vil få titlen Champion of Springfield og den vil alle deltagere naturligvis gøre hvad som helst, inklusiv brug af beskidte kneb, for at få.

De to mest interessante spilmuligheder i Simpsons Wrestling, er udover de traditionelle trænings kampe, grudge match og tournament play. Grudge match er 2 player baseret, mens tournament play leder dig igennem en række wrestling kampe mod forskellige modstandere fra tv-serien, og hvis du slår dem alle kan du kalde dig Champion of Springfield. Det er i tournament play at du kan befri alle de skjulte personer, for størstedelen af personerne i spillet skal nemlig befries igennem spillet (bare rolig hele familien Simpson er tilgængelig fra starten af).

Som wrestling spil er Simpsons Wrestling ikke synderlig interessant. Der er alt for få angreb og det er en kende for let at slå sine modstandere, ved blot at hamre løs på den samme knap hele tiden. Man har forsøgt at gøre spillet mere varierende og underholdende, ved at inkludere nogle særpræg for hver enkelt person. Homer kan for eksempel kaste med bowlingkugler, Marge kan anvende Maggie, Bart har en slangebøsse, Lisa har sin saxofon og så videre. Dertil kommer muligheden for at fornærme din modstander. Når du har samlet power-ups nok (de kommer rundt omkring i ringen) eller har slået din modstander i gulvet et par gange, så kan du anvende en fornærmelse, der gør dig usårlig i et kort tidsrum. Både fornærmelserne og de specielle angreb er meget sjove, men det er bare ikke nok til at bære spillet alene.

Der er andre små gimmicks i form af de power-ups der kommer rundt omkring i ringen, men det kan ikke ændre ved at kampene lynhurtigt bliver ensformige og kedelige. Der er alt for lidt at tage sig til og det bliver, især i multiplayer, hurtigt til knap-tryknings konkurrencer i stedet for wrestling. Det skuffer gevaldigt og det underholdende i Simpsons konceptet bliver desværre hurtigt overskueligt.

Homer har aldrig været så.firkantet?

Normalt er Homer en rimelig rund gut, men i Simpsons Wrestling er han nærmere firkantet. 3D modellerne af de 22 personer i spillet er nemlig rimeligt simple og virker derfor en smule firkantede og ikke alt for kønne at se på. De er forsøgt holdt i samme 2D farverige stil, kendt fra tv-serien. Men denne stil er lykkes bedre i baggrundene for wrestling kampene, der foregår rundt omkring i Springfield, blandt andet foran Kwik-E-Mart eller i Moes Tavern, der alle er nogenlunde pæne og let genkendelige fra tv-serien.

Lyden i spillet er modsat grafikken faktisk ganske god. Spillet praler af hele 240 lydklip indtalt af holdet bag tv-serien, så stemmerne er dem du er vant til at høre i tv. Stemmerne er klare selvom mange af de enkelte bemærkninger, som personerne i ringen kommer af med, ikke har nogen som helst relevans i forhold til hvad der sker i selve kampen. Musikken er primært baseret på temaet fra tv-serien, så der er ikke så meget at skrive hjem om der.

Navnet sælger

Der er ingen tvivl om at Simpsons navnet nok skal sælge en del eksemplarer af Simpsons Wrestling, men generelt er spillet alt alt for spinkelt. Det stinker langt væk af en hurtig produktion, der ikke er alt for gennemtænkt og blot skal sælges på baggrund af at ordet "Simpsons" optræder på kassen. Selve wrestling delen af spillet fungerer ikke godt nok til at spillet kan holde dig fanget eller interesseret i ret mange timer, og har du først befriet alle personerne, så er der bestemt ikke noget at komme tilbage til Simpsons Wrestling efter.

Så hvis du er fan af wrestling spil bør du holde dig langt væk og købe nogle af de andre spil, der er i den genre til Playstation. Hvis du er Simpsons fan, så kan det godt være at Simpsons Wrestling er en investering værd, men det kommer bestemt an på hvor mange problemer du er villig til at ignorere, for at få lov til at spille med dine favoritter fra serien.

Spillet er venligt udlånt af Electronic Arts, som gerne vil hjælpe dig med at finde den nærmeste forhandler hvis du ringer 45 83 55 50.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).