Oni

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

PC-successen Oni er nu ankommet til PlayStation 2, hvor du tager rollen som cyber-silden Konoku, der skal rydde ud i underverdenen med diverse flyvespark og futuristiske våben i bedste Van Damme-stil. Samtidig skal du finde ud af hvem du selv er og hvor du stammer fra, for at gøre det hele mere kompliceret og underholdende. Vi har dog hørt alt dette før, så har Oni noget nyt at byde på?

Tech Crimes Task Force
I en mørk og korrupt fremtid bliver hele verden styret af store organisationer, som har kontrol over alt, hvad der forgår blandt indbyggerne. For at holde den eksisterende korruption og magtkamp skjult for befolkningen, er en speciel politistyrke blevet oprettet ved navn TCTF -Tech Crimes Task Force. Dette er dog skjult så grundigt at ikke engang TCTF betjentene kender til sandheden bag styrkens eksistens. Midt i dette kaos er du, Konoku, en stærk og dygtig agent, der netop er blevet færdig med sin træning og straks sendes ud på sin første mission. Det viser sig hurtigt at det ikke bare er en ordinær mission, da mordet på en med-agent leder til et af regeringens selskaber. Det udvikler sig hurtigt til en kamp mod tiden for at stoppe skurkene før de stikker af, så der kan pumpes information ud af dem om denne skumle organisation.

Manga-sild og store øjne

Gennem den begivenhedsrige historie, der bliver suppleret af de ikke vildt imponerende filmsekvenser, kommer du vidt omkring, fra kontorkomplekser, til varehuse beboet af onde skurke. De forskellige omgivelser, som dog er varierede, er desværre ret kolde og ikke særligt detaljerede og passer ikke sammen med de ellers flotte figur-animationer. Oni introducerer en ny grafisk "forbedring", om man vil, da hele spillet igennem kører en perfekt manga-stil med strittende lilla hår, store øjne og dertil matchende busker. Dette er ikke bare et frisk pust til genren, men passer samtidig utroligt godt til både historien og Konoku og co.!

Flyvespark i slowmotion

En af de ting der gør Oni anderledes end alle de andre actionspil på markedet, er den måde der fokuseres på kampsport, i stedet for store håndvåben. Dette er dog set før et utal af gange på den gamle grå, så holder det i længden? Med alle de special-moves og combos som der er blevet tilsat Oni, må det siges at det holder hele vejen og at det er en fryd at kunne neutralisere fjenden på rekordtid med sammensætte special moves og combos senere inde i spillet! Men her begynder det så at gå ned af bakke for Oni. Jeg ved ikke hvordan det er lykkedes for dem at konvertere det så dårligt, men det må i hvert fald have været en præstation i sig selv, for Oni hakkede meget mindre på min 350Mhz PC end det gør på min Playstation 2. Selvom det kan være betagende de første par gange, bliver man hurtigt både træt af og frustreret over at se Konoku's Trinity imitation. Ikke nok med at man næsten kan nå ud og lave kaffe før hun lander efter et flyvespark, så fortsætter det lige sådan på jorden, hvor det tager en evighed at nå frem til en fjende. Her blev jeg igen mindet om The Matrix, da jeg bogstaveligt talt kunne se projektilerne nærme sig, nå at reagere og få vores heltinde væk. Selvom denne slowdown kan forbedres ved at sætte maskinens læsehastighed op, er det dog et stort minus i et ellers godt spil.

Flabede bemærkning og metallisk støj

Oni's originalitet stopper dog ganske brat hvad lydsiden angår. Her er der en kedelig baggrundsmusik, som mest består af basrytmer i forskellige lag og et par keyboardtoner i ny og næ. Mellemsekvenserne er en mere kreativ blanding af det ovenstående og er da også til at udholde. i hvert fald de første 2 minutter. Skurkene har et par sjove bemærkninger de fyrer af i ny og næ, når de har banket dig til plukfisk. De er da også meget sjove, bortset fra, at det er de samme fire bemærkninger, som kører igen og igen. Der har ikke været nogen markant ændring fra bane til bane hvad lyden angår, andet end den ret gode og detaljerede indledning til hver bane. Her bliver personerne præsenteret af et lille ikon i hjørnet af skærmen, mens en mission briefing og anden info bliver spyttet ud af højtalerne.

If I had a dime for everytime.

Så efter at have spillet Oni, er dommen, at det er et acceptabelt spil, men dets fulde potentiale er ikke nået. Oni kunne have været et fremragende spil, hvis det ikke var for det kedelige leveldesign, slowdowns og den ensformighed, der hurtigt viser sig. Styringen tager lidt tid at vænne sig til, men ender faktisk som et plus, når man senere i spillet har fuld kontrol over Konoku og hendes flyvende spark og tricks. Sammenlignet med PC versionen, går det ned ad bakke på grund af slowdown og Oni får derfor et flot 9-tal, i modsætning til PC versionens 10-tal.

Spillet distribueres af de flinke folk hos K.E. Media, der har bedt mig oplyse at de med glæde oplyser nærmeste forhandler på 89 44 22 33.

Om Lasse Buhl