Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

GENUDGIVELSE: Take 2 Interactive og Z-axis har i samarbejde med Thrasher Magazine genudgivet Skate and Destroy, et spil, der første gang det blev udgivet, kom til at stå i skyggen af det utroligt populære skater spil Tony Hawk. Genudgivelsen er et lavprisspil, hvilket jo tæller til dettes fordel. Spillet giver en alternativ vinkel på skate/hip-hop miljøet og er endog særdeles udfordrende.

Ol' skool ztile
Det første der slog mig, da jeg tændte for 'Thrasher - Skate and Destroy' var den utrolige atmosfære omkring spillet. Skate and Destroy bærer tydeligt præg af at blive sponsoreret af fede street-wear mærker så som Alien Workshop, DC shoes og Converse. Og folkene bag det har formået at lave en realistisk fornemmelse af hip-hop miljøet. Soundtracket består af old(est) school rap klasikkere som: Sugar Hill Gang- Rappers' Delight, Grandmaster Flash - White Lines (Don't Do It) , Afrika Bambaataa - Planet Rock, Run DMC - King Of Rock, Public Enemy - Rebel Without A Pause, A Tribe Called Quest- Award Tour, Gang Starr- Just To Get A Rep.

For dem der ikke skulle være inde i skateboarding/hip-hop's historie, er der en kort gennemgang af disse i manualen til spillet - kanon detalje! De tegneserieagtige skatere i spillet minder mest af alt om udpluk fra forskellige grafitti-værker, helt i overensstemmelse med spillets ånd.

Minussiden

For at få det ubehagelige overstået, vil jeg lige starte med at nævne de mere uheldige ting ved spillet. Den grafiske side kunne godt have været mere gennemført, der er flere små flimrende hvide kanter rundt omkring på banerne, der kunne generelt set godt være kælet lidt mere for de ellers ret cool tegneserie-skatere. Gameplayet vejer til gengæld tungt på den anden vægtskål. Here we go:

This is tough!!!

Skate and Destroy har flere forskellige sværhedsgrader. Selv på moderat sværhedsgrad synes jeg at spillet er mega-svært. Det tog mig adskillige timer at komme til bane tre og jo længere man kommer jo sværere bliver spillet. På første bane skal man score 5000 point og derefter nå at stikke af før panserne kommer og griller ens bagdel med en 'tazer' (en håndholdt skaterdræber). Første bane er ikke det store problem at gennemføre, men derefter stiger kravet til ens point-score med 2500 pr. bane, indtil man skal have 25000 point på sidste bane.

Det er både en fordel og en ulempe at have spillet Tony Hawk før. En fordel fordi man styrer sin skater på en lignende facon, men en ulempe fordi knapperne ikke sidder som man er vant til og når man bliver febrilsk, kommer man på et tidspunkt til at lave en fatal fejl. Man bliver straffet hårdt for at falde i Skate & Destroy, ikke nok med at det tager en del tid at rejse sig efter et styrt, man får også skade af at falde. Skaden bliver til tider administreret ulogisk, men som helhed fungerer det meget godt, jo større styrt jo mere skade. Hvis man for eksempel bliver kørt over af et tog kan man godt vinke farvel til sine point, mens man 'kun' bliver halvt slået ihjel af den gale taxachauffør på bane tre.

For at spillet ikke skal være helt umuligt, er der en menu hvor man kan få en oversigt over sine forskellige tricks og som man avancerer og gennemfører baner får man mulighed for at udføre ny tricks, der potentielt giver flere point. Misforstå mig nu ikke, spillet burde alligevel komme med en advarsel om, at joypads kan komme til skade når man i frustration kyler dem ind i væggen.

Airs & Grinds

Spillet indeholder mange fine detaljer med hensyn til baner, sub-spil, tricks og karakterer. Man kan i starten af det spil man vælger (1 eller 2 player) bestemme hvilken karakter af de seks forskellige, man vil styre igennem banerne. Hver karakter har sine styrker og svagheder indenfor kategorierne: Ollie, Tech, Spin, Balance, Landing og Speed. Banerne er virkelige steder i USA, man stater i sin egen hometown og rejser videre til New Yorks undergrundsbaner, dernæst igennem flere baner i New York for at rejse videre til den næste by og så videre. Banerne skulle efter sigende ligne det de skal forestille meget godt, men med visse modifikationer, der gør dem mere skater-venlige (for eksempel opstillede ramper og afrundede vægge, der lægger op til at blive kørt på med et fedt board).

I 2 player mode er der mulighed for at køre to minutter mod hinanden, men der er også mange andre muligheder. Man kan for eksempel spille 'long grind', der går ud på at lave det længste 'grind' det vil sige køre længst på en kantsten eller lignende, uden at hjulene rører jorden. Man kan også spille sick fix, der som navnet antyder ikke er for almindelige fornuftige mennesker, det går nemlig ud på hvem der kan lave det vildeste styrt og på den måde hvem der kan slå sig hårdest (hvem har sagt skateboarding er for tøsedrenge?). Der er dog også mere fredelige 2-player spil så som Top Dog, hvor det gælder om at overgå hinandens tricks ved at bygge ekstra tricks på modstanderens og derved udfordre ham indtil en af jer må give op.

Tricksene er det bedste ved spillet, der er fem forskellige typer af tricks: Ollies, Nollies, Grinds, Airs og Miscellaneous. Ollies og Nollies er forskellige mindre hop fra jorden, hvor man for eksempel vender sit board 180 grader i luften. Der er også flere forskellige typer grinds: man kan grinde på snuden, halen og midten af boardet, på flere forskellige halsbrækkende måder. Airs er de tricks man kan lave i luften når man eksempelvis har fået højde af at køre på en rampe. Miscellaneuos er blandede tricks som at køre på en væg. Spillet tilbyder stor variation af tricks, men det bedste er at man som før nævnt udvikler sine tricks og bliver bedre som man gennemfører banerne, det gør det lidt mere spændende at gennemføre den næste bane (og lidt mere frustrerende kun at komme tæt på at gennemføre).

Er du til skateboards?

Spillet henvender sig til alle der er til den fede ol' skool rap, folk der er kørt trætte i Tony Hawk eller simpelthen har brug for en ny udfordring. Det er et billigspil og det er et særdeles godt køb til prisen. Der er ikke mange skateboardspil på markedet og dette er absolut værd at eje. Bedre værdi får du ikke for dine 129 kroner.

Spillet distribueres af de flinke folk hos K.E. Media, der har bedt mig oplyse at de med glæde oplyser nærmeste forhandler på 89 44 22 33.

Gamesector Anbefaler

Om Magnus Jespersen