Fantavision

Score: 4
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Fantavision er et af den slags spil, der bare måtte følge i kølvandet på Playstation 2 lanceringen. Det er et spil stort set blottet for indhold, hvis eneste virkelige styrke er at det falder i en genre, der sikkert ikke vil blive den mest fremherskende på Playstation 2.

Vi venter stadig på fyrværkeri.

Fantavisions gameplay kan hurtigt forklares, og jeg vil her forsøge at gøre det uden at gabe. Du sprænger nytårsraketter, eller serier af raketter med din controller, og belønnes derefter med point og flot fyrværkeri på skærmen. Nederst i skærmen affyres raketterne og du skal så fange dem med din cursor, som du styrer rundt på skærmen, og antænde dem i serier af mindst tre raketter. Jo flere raketter du fanger og fyrer af, jo flere point høster du. Dertil kommer diverse bonus anordninger og en række forskellige udseende raketter, men det grundlæggende gameplay er stadigt meget simpelt.

Det lyder måske utrolig simpelt og ikke særlig underholdende, men Fantavision formår faktisk at være ganske sjovt i korte perioder af gangen. Spillet bliver ganske vist meget svært, men ikke direkte uoverkommeligt, og der er intet galt i en udfordring. Fantavisions single player mulighed har ikke særligt mange baner og er generelt heller ikke alt for underholdende i længden, mens spillet får en helt ny dimension i multiplayer, der spilles i vertikalt splitscreen.

Multiplayer foregår dog ikke på en helt almindelig splitscreen. Grænsen imellem de to spillere bevæger sig alt efter hvem, der får detoneret de flotteste serier af fyrværkeri. Derudover er multiplayer grundlæggende ligesom single player, blot med den ekstra underholdningsværdi, som det altid giver at kunne spille et spil mod en menneskelig modstander.

Midt i mellem

Lyden i Fantavision er under middel, hvilket er en stor skuffelse. Det bedste ved lyden er hylet fra raketterne og eksplosionerne, der til tider dog er lidt for ensformige og ikke lever helt op til stemningen i spillet. Variation i lydsporet ville have hjulpet en del. Dertil kommer et musikspor, der ikke er alt for inspirerende. Musikken er muzak af værste skuffe, som den du er vant til at høre når du handler i Bilka eller Føtex, og som bestemt ikke burde være at finde i et computerspil.

Grafikken i Fantavision er en lidt blandet fornøjelse. Spillet virker ikke som om det trækker særlig meget på Playstation 2 konsollens faktuelle grafiske formåen. Det er ganske nydeligt, men er ikke synderligt imponerende eller nogen alt for god reklame for hvad Playstation 2 faktisk kan præstere. Spillet foregår altid mod en nattehimmel, hvad enten det er en japansk storbys skyline eller ude i rummet, så der er naturligvis ikke det store at sige om spillets baggrunde. Fyrværkeriet er en blandet fornøjelse. Eksplosionerne er da meget pæne, men de virker rimeligt begrænset i farverne og der er langt fra virkeligt fyrværkeri til den simple fortolkning i Fantavision, hvilket jeg er sikker på at en Playstation 2 kan klare meget bedre. Det hele stinker langt væk af at være udviklet lidt for hurtigt til det japanske marked, og derefter overført til Europa og USA.

Risikabelt køb

Fantavision er et af den slags spil, som man skal være lidt varsom med, før man punger ud med tæt på 500 kroner. Spillet er ganske vist Playstation 2´s første, og eneste, puzzle spil og det har en underholdende 2-player mode, men der er for mange ting ved spillet der er tvivlsomt. Lyden er under middel, og grafikken lever ikke helt op til hvad Playstation 2 kan levere og gameplayet er alt alt for simpelt til at kunne underholde i længere perioder af gangen. Vi gemmer champagnen og raketterne til nytårsaften, eller til det næste puzzle spil til Playstation 2 kommer.

Du skal nok ikke forvente af Fantavision vil revolutionere dit syn på Playstation 2 og det er bestemt en af de svagere lanceringstitler til konsollen. Så med mindre du er stor fan af puzzle genren og absolut må have et puzzle spil til Playstation 2, bør du nok vente til der kommer andre puzzle spil med noget mere indhold end Fantavision.

Om Johan Tandrup Kensler