Gameboy Color: Den slipseklædte abe er tilbage. Donkey Kong har haft en lang og glorværdig karriere, siden han begyndte med at smide tønder i et bip-spil. Denne gang er han kommet i et nyt spil til Gameboy Color, der har fået titlen Donkey Kong Country. Nintendo viser med spillet hvor meget den lille Gameboy faktisk formår.
En stolt historie
Nu sagde jeg nok at Donkey Kong Country var et “nyt” spil. Det er det i bund og grund ikke. Det er et gammelt Super Nintendo Entertainment System (SNES) spil, der nu er blevet genskabt til Gameboy Color af firmaet Rare. På SNES blev Donkey Kong Country rost som et af de mest revolutionerende videospil i sin tid, og på Gameboy Color skuffer spillet bestemt heller ikke, selvom det har foretaget en rejse fra en 16-bit konsol til en 8-bit håndholdt. Donkey Kong Country introducerede i sin tid Donkey Kongs lille hjælper, Diddy Kong, for første gang, imponerede med hidtil uset flot grafik og blev da også et af de bedst sælgende spil i historien.
Gameboy Color udgaven indeholder alle banerne fra det klassiske Donkey Kong Country, samt nogle nye skjulte områder og ekstra bonus baner. Det er Rare, der også lavede Donkey Kong Country i sin tid til SNES, der har stået for konverteringen af spillet til Gameboy Color, og det er lykkes i en helt fantastisk grad, at ramme den flotte grafik og det utroligt underholdende gameplay, der sikrer at spillet med sikkerhed vil blive et af julens helt store hit til Gameboy Color, og en konkurrent til alle Pokémon produkterne.
Masser af gameplay
Donkey Kong Country blev ikke kun berømt for sin nytænkende grafik tilbage i1994, det blev også berømt for et utroligt fængslende og dybt gameplay, der var helt uhørt for et platformspil. Dette gameplay er blevet utroligt godt genskabt på Gameboy Color. Spillet er et platformspil, der dog har en del usædvanlige elementer, der løfter spillet fra mængden af traditionelle platformspil på markedet i dag.
I spillet har den onde alligator K. Rool overrumplet Diddy Kong, og stjålet Donkey Kongs kæmpe lager af bananer. Det er selvfølgelig en katastrofe, som Donkey Kong naturligvis ikke kan lade passere ubemærket. Sammen med sin lille hjælper, Diddy Kong, tager Donkey Kong ud for af finde sine bananer og giver K. Rool en gang tæsk. Selvom der er to aber med i spillet kan du desværre ikke spille begge aber samtidigt. Den ene er altid i reserve, men du kan bytte når du vil med et enkelt tryk på Select knappen. Det betyder at du faktisk har to liv, for hvis den ene abe dør overtager den anden automatisk, og først når begge er slået ud mister du et liv i spillet.
Der er selvfølgelig en ide med at du kan styre to aber. Donkey Kong er den store muskuløse, tønde smidende, loppebefængte gut, som vi alle husker ham. Han er bedre til at hoppe på fjender og smide tønder end den mindre, men mere adrætte Diddy Kong, der er hurtigere og mere manøvredygtig. Det er som sagt først når begge aber er døde at du mister et liv. Du kan dog altid starte et nyt spil, på den sidste bane du er kommet til, så du ikke skal starte forfra hele tiden.
Rayman sendt til tælling
Mens er er masser af traditionelle koncepter i Donkey Kong Country, så som at du kan slå fjender ihjel ved at hoppe på hovedet af dem eller at du kan samle bananer og få ekstraliv når du har samlet 100, er der også en del andre og nytænkende koncepter. Ved at samle bonusdyr op kan du forvandle din abe til et dyr, for eksempel et næsehorn, der gør det lidt nemmere at komme frem af banen. Desuden kan Donkey Kong bære på tønder han finder rundt omkring på banen. Nogle tønder indeholder sprængstof, andre er af metal, mens langt de fleste er traditionelle trætønder. Disse tønder kan kastes efter fjender, i klassisk Donkey Kong stil. Der er naturligvis også boss monstre at slå ihjel og imellem nogle af banerne er der små “happenings” i form af ekstra minispil eller tips fra nogle af Kongs hjælpere. Ud over de nye elementer indeholder Donkey Kong Country alle de klassiske platform elementer som vi kender dem: svingende reb, bevægende platforme og diverse objekter, der hjælper Donkey Kong med at hoppe højere eller længere.
Banerne er utroligt flotte og varierende. Baggrundene er farverige og lever helt op til for eksempel Rayman, der længe har været kronet som det bedste platformspil til Gameboy Color. Banerne har meget forskellige temaer. For eksempel begynder spillet i en jungle, men på vej rundt på Donkey Kongs ø kommer du til at spille baner under vandet, hvor Donkey Kong må holde vejret og dykke uden om fjenderne. Der er baner der foregår i en gammel mineskakt, hvor den så berømte minevogns bane fra SNES spillet er blevet genskabt. I det hele taget er banerne og gameplayet utroligt varierende.
Men der er mere end det. Der er 2 minispil som du kan fornøje dig med. Det ene er et fiskespil, som for resten kan spilles mod en menneskelig modstander via et link kabel. Det er utroligt simpelt og bliver rimeligt hurtigt kedeligt. At det kan spilles multiplayer hjælper lidt, men det er ikke nær så sjovt som det andet minispil, hvor du skal smide kokosnødder i hovedet på krokodiller, så de ikke stjæler dine bananer, i et spil der minder om Tivolis whack-a-rat spil. Mini spillene er en sjov variation fra spillets platformdel, men de giver ikke spillet nogen synderlig form for ekstra levetid, for det er platformdelen, der er den bærende.
Flot flot flot
Både hvad gælder grafik og musik er Donkey Kong Country et utroligt gennemarbejdet spil. Banerne er farverige og detaljerede, og Donkey Kong selv er utroligt flot lavet og animeret. Grafikken er selvfølgelig ikke så smuk eller nytænkende som den var dengang tilbage i 1994 på SNES, men taget Gameboy Colors tekniske formåen i betragtning er Donkey Kong Country et utroligt flot spil. Musikken er ganske afslappende og Donkey Kong Country er et af de få Gameboy Color spil jeg har oplevet, hvor musikken faktisk underbygger spillet og spillets stemning temmelig godt.
Før Donkey Kong Country var Ubi Softs Rayman det bedste platformspil til Gameboy Color, men den tid er forbi og Rayman må se sig slået af en gorilla med et rødt slips. Donkey Kong Country er et af de bedste Gameboy Color spil, der ikke har haft noget med Pokémon at gøre, som jeg har oplevet til konsollen i år. Det imponerende gameplay, de flotte og varierende baner samt det gode lydspor kombineres til en helt utrolig spiloplevelse, som ingen Gameboy Color ejere bør snyde sig selv for.
Spillet er venligst doneret af de flinke mennesker hos Nintendo – Electronic Fun, der med glæde viser vej til nærmeste forhandler, hvis du ringer 89 44 22 35.




