3A192B06_0000275E_B6-normal-Image2.jpg
Score: 8



Udvikler(e):

Thrustmaster er endnu engang på banen med noget lækkert Pc tilbehør, der kan forhøje spilleglæden ved alle dine bilspil. Der er tale om serien af 360 Modena rat, der simpelthen er et must-have for enhver, der bare et lidt skudt i biler, racerspil, eller Ferrari. Vi gætter på at et 360 Modena rat er at finde sat til Schumachers computer.

For alle bilfans

Der er noget tamt ved af spille racer spil, hvad enten der er formel 1, rally eller terrænkørsel, udelukkende ved at bruge knapperne på tastaturet. Det er nu engang ikke helt det samme at trykke “pil op” for at give gas, som det er at få lov til at mase en speeder helt i bund. Her kommer Thrustmaster alle racerfans til hjælp, med deres nye serie af rat til Pc. Serien hedder 360 Modena Racing Wheels, der naturligvis er baseret på Ferraris sportsvogn ved navn 360 Modena. Nu kører jeg hver dag til redaktionen i GameSector.dk´s firmabil, der tilfældigvis er en 360 Modena, så jeg kender allerede kvaliteten af rattet. Nej desværre har jeg aldrig siddet i en 360 Modena, men ifølge pressematerialet til 360 Modena Racing Wheel er rattet baseret på det virkelige rat i en 360 Modena sportsvogn. Det tager vi så Thrustmasters ord for at det er.

Der er to rat i serien, der henholdsvis er 360 Modena Racing Wheel og 360 Modena Pro Racing Wheel. Forskellen er at Pro udgaven har en gearstang, mens du må undvære den luksus med det almindelige 360 Modena Racing Wheel. Rattet kommer med en speeder/bremse sektion, som du skal have stående på gulvet, og som selvfølgeligt indeholder henholdsvis en bremsepedal og en speeder. Rattet har desuden et autentisk F1 gearskifte (det består af to knapper, en på hver side af rattet). Den ene knap skifter et gear op, mens den anden skifter gear ned. At det er smartere end en gearstang har jeg svært ved at se, men hvis du har købt Pro udgaven anvender du nok gearstangen i stedet. De fleste spiller med automatiske gear alligevel. Desuden er der under de to gear knapper to knapper, der kan fungere henholdsvis som speeder og bremse.

Desuden er der to ekstra funktioner på selve rattet. På venstre side af rattet, inden for rækkevidde af din venstre tommelfinger, sidder en 8-vejs såkaldt POV knap. Den fungerer mere eller mindre som et hat-joystick gør på almindelige joysticks. I højre side, igen inden for rækkevidde at din tommelfinger, sidder en 4 vejs knap, der kan tildeles diverse action funktioner. Sidst men ikke mindst er der to små knapper siddende under henholdsvis 4 vejs knappen og 8-vejs POV knappen, der også kan tildeles actionfunktioner. Rattet sættes op og konfigureres i det rimelig simple program kaldet ThrustMapper3, der følger med rattet. Hvis du ikke selv vil kæmpe med at konfigurere rattet (der faktisk er lettere at konfigurere end mange joysticks), så kan du anvende en af de mange standard konfigurationer, der allerede er i programmet, der for resten allerede er tilpasset mange af de store og bedst kendte racerspil.

Underholdende i sig selv

360 Modena Racing Wheel er et dejligt produkt, der kan puste nyt liv i dine gamle racerspil, og kan gøre selv halvdårlige spil til helt nye, anderledes og underholdende oplevelser. Jeg ved godt at det er en rigtig typisk mande eller drenge ting at sige, men bare det at sidde med rattet er underholdende i sig selv.

Rattet er virkeligt godt designet, og har en rar gummibelægning, så dine hænder ikke glider under intense manøvrer. Det er lige en kende i det mindste, og om det er fordi det virkelige rat i en 360 Modena virkeligt er så lille, eller om det er fordi det er skaleret ned af produktionsmæssige årsager vides ikke med sikkerhed.

Rattets USB (Universal Serial Bus) stik, gør det hurtigt og nemt at installere, idet Windows mere eller mindre klarer ærterne for dig helt alene. Men der er enkelte problemer, eller ting man skal være opmærksom på.

Der er to problemer, eller rettere ting at være opmærksom på. Pedalerne, der sidder fast på en plastic fod, virker ikke alt for solide, men det værste er at de ikke står særligt fast og bestemt ikke er beregnet til voksne fødder. Det er ikke noget direkte problem når først man er opmærksom på det, og med lidt træning virker de to analoge pedaler rigtig godt. Den anden ting er at rattet egner sig bedst til at sidde fast på lige bordplader. Så hvis du har et computer bord som undertegnede (og alle andre på redaktionen for den sags skyld), der har en bue der hvor du sidder, kan du ikke forvente at rattet sidder godt nok fast til at overleve den afstraffelse, du giver det når først du er ude og køre.

Dog ikke uden keyboard

Selvom 360 Modena Racing Wheel giver dig bedre frihed og mere kontrol over dit køretøj i spil, slipper du dog ikke helt for tastaturet. Der er simpelthen ikke knapper nok på rattet til at overtage tastaturets funktioner. Det kan være lidt frustrerende at man pludseligt skal kigge væk fra skærmen for at finde en bestemt knap på tastaturet, men det er langt fra alle racerspil hvor det er et problem. Vi testede rattet med flere forskellige spil, både traditionelle racerspil som F1, men også med spil som 4X4 Evolution, og kun sjældent var det problemer, der kunne henledes til rattet. Man skal dog bemærke at det ikke nødvendigvis er alle racerspil, der understøttet alle rattets funktioner.

Rattet virker generelt meget holdbart, til trods for at pedalerne som sagt godt kan virke en kende skrøbelige. Nu har vi ikke smidt rattet ud fra anden sal for at se hvor megen afstraffelse det kunne tage, men når du spiller med det, virker det ikke som om du skal passe på ikke at ødelægge noget. Det er rart at rattet føles som om det kan holde til at du tager godt fat, og at du ikke sidder med fornemmelsen af at rattet er i skrøbelig plastic. Der er desværre ikke force feedback, det vil sige modstand, i rattet, i hverken 360 Modena Racing Wheel eller Pro udgaven. Der skal man købe Thrustmaster Force Feedback Racing Wheel, hvis man ønsker den form for funktionalitet.

Det forlyder at de to Modena rat også kommer til Playstation og Playstation 2. Vi vil selvfølgeligt kigge nærmere på dem til den tid, hvis vi får mulighed for det. Pc udgaven af 360 Modena Racing Wheel er nemlig et ganske godt produkt, der giver spilleren bedre kontrol og en meget mere intens, for slet ikke at nævne underholdende, oplevelse. Det er selvfølgelig klart at 360 Modena Racing Wheel stort set kun fungerer i selskab med racerspil, og det kan da også virke en smule overdrevet af betalt tæt på 600 kroner for et rat, der udelukkende fungerer med en så begrænset genre. Der er da heller ingen tvivl om at 360 Modena Racing Wheel er et specialiseret produkt, der kræver at du er intens fan af bilspil. Hvis du ikke kan se det sjove i bilspil, vil rattet sikkert kunne underholde dig et par timer, men det vil nok ikke ændre din holdning til genren. Er du derimod fan af alt der har 4 hjul, og er du i stand til at bruge dagevis i selskab med racerspil, så er 360 Modena Racing Wheel et absolut must have. Det er julegaven til manden der har alt . . på nær et 360 Modena Racing Wheel.

Det er Ubi Soft Entertainment der har lånt os dette produkt. De kan kontaktes vedrørende nærmeste forhandler på telefon: 38 32 03 00.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvorr han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).