Smuggler´s Run

Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Der er mange penge, og ikke mindst prestige, i smuglergods. Men ikke den slags smuglergods, som skvadderhovederne prøver på at sejle ind til Miami i små gummibåde. Nej, der er penge i hurtige biler, der kan bringe kasser af smuglergods over grænsen fra Mexico. Og det kræver mænd af den rette støbning at køre disse smuglerbiler, mænd der kan slippe fra politiet og rivaliserende bander. Mænd som dig.

Politisk totalt ukorrekt

Smuggler´s Run er, som i sikkert kunne forstå på min indledning, ikke direkte hvad man kan betegne som et politisk korrekt spil. Det er faktisk alt andet end politisk korrekt, og det har jo som bekendt en vis charme i sig selv. Smuggler´s Run er et af de spil, der er klar til lanceringen af Playstation 2 konsollen her i landet den 24. november og et spil alle fans af Playstation spillet Driver bør tage et ekstra kig på. Angel Studios, der har lavet spil som Midtown Madness til Pc, er firmaet bag Smuggler´s Run, så det lover jo meget godt.

I Smuggler´s Run tager du rollen som den uerfarne, men meget ivrige leder af en bande smuglere, der har besluttet sig for at skubbe sig vej op i det kriminelle miljø, ved at udføre såkaldte smuggler runs over de amerikanske grænser med illegale varer. I top tunede terrængående køretøjer fræser du grænse terrænet op, imens du holder strømerne bag dig og konkurrenterne fra livet. Jo flere penge du tjener, jo større en forbryder er du, og jo mere respekt og prestige tjener du i det kriminelle miljø. En handling som det kriminal præventive råd helt sikkert ikke bifalder.

Masser af muligheder

Smuggler´s Run har intet mindre end 5 forskellige måder du kan spille på. Der er en kampagne, der er spillets rygrad, hvor du spiller igennem spillets godt og vel 20 missioner, en efter en, mens du prøver at imponere det kriminelle miljø. De andre fire måder at spille på er alle en eller anden form for konkurrence imod en rivaliserende bande, hvor det gælder om at slå modstanderen, enten ved at køre hurtigst, bedst eller smugle mest gods til et bestemt sted i terrænet. Der er dog en enkelt ting der skiller sig ud, hvilket er Joyride, som vi ser på senere i anmeldelsen. De mange forskellige måder at spille på, giver spillet ekstra levetid, og fungerer som dejlig let afslapning, hvis du sidder fast i spillets kampagne, der dog stadigt er spillets hoveddel.

Som du nok har forestillet dig er missionerne i Smuggler´s Run ikke særlig lovlydige, og der bliver da bestemt heller ikke opfordret til at du skal overholde nogen form for love. Missionerne inkluderer som regel dig, noget ulovligt gods (eller et andet ulovligt foretagende, som at ødelægge CIA installationer) og en sund bunke politibiler og vejspærringer. Så ræset går ofte over stok og sten igennem terrænet, over bakker, igennem skove og fræsende gennem vandløb, for terrænet i Smuggler´s Run tigger om at blive fræset op.

Der er 35 forskellige køretøjer til rådighed, hvis man ellers skal tro hvad der står på kassen, for så mange syntes jeg nu ikke der er. Spillet har ikke fået licens til at anvende virkelige køretøjers navne og tekniske detaljer, men det gør ikke forfærdeligt meget, for de køretøjer der er, er dejligt forskellige i deres formåen. Spillet er baseret på samme koncept som gjorde Driver til Playstation og Pc en succes. Fornemmelsen af at være på kant med loven, imens du fræser af sted, med en horde af politibiler i hælene. Men den illusion holder ikke altid helt i Smuggler´s Run, for der er desværre problemer, både med spillets gameplay og med spillets historie.

Et fladt dæk for Smuggler´s Run

Der er problemer i Smuggler´s Run, problemer der skader gameplayet og ødelægger lidt af fornøjelsen ved at spille. Ideen bag spillet er at du skal anvende de enorme kort du kører på, til at planlægge en rute igennem terrænet til dit mål, og gerne køre en omvej eller to for at undgå de åbenlyse politiblokader, men stadig nå at gennemføre dine opgaver inden for tidsgrænsen, der som regel er lige lovlig stram. Og terrænet er da også utroligt lækkert at køre i. Det er grafisk så imponerende, at det næsten kan ødelægge din koncentration og det er desuden spækket med detaljer, variation og liv, hvilket gør køreturene i Smuggler´s Run utroligt imponerende. Problemet er bare at politiet til tider er ubeskriveligt irriterende. Det er klart at politiet skal være irriterende og det sikkert er naturligt for en smugler at føle at politiet er i vejen, men i Smuggler´s Run kører politiet som intet mindre end sindssyge. De er desuden bedre bilister end dig, har hurtigere biler end dig og er parat til at gøre hvad som helst for at stoppe dig. Det kan blive frustrerende og en kende irriterende i længden, især når du skal kæmpe for at undgå politiet og samtidigt nå missionerne inden for tidsgrænsen. Men selvom missionerne er svære, er spillet forholdsvis hurtigt at komme igennem. Banerne er tidsmæssigt ikke særligt lange, så hele spillet skal nok kunne knækkes på under 10 timer.

Et andet problem er at historie og spil ikke altid hænger sammen. Lige meget hvordan spillet vender eller drejer en mission og historien bag missionen, så handler Smuggler´s Run altid om det samme, hvilket har en tendens til at blive en smule kedeligt og ensformigt. Dog giver de store landskaber, hvor du kan køre lige hvor du vil, lige så tosset som du vil, spillet et klart løft. kedelig historie og usammenhængende plot er underordnet, når du først er bag rattet i din bil læsset med en kasse smuglergods. Det er spillets hurtige action, der fungerer under mange af de samme præmisser som Driver, der giver spillet et pift af spænding, action og hurtig uforpligtende underholdning.

Den actionfyldte stemning bakkes godt op af en solidt og gennemarbejdet lydspor. Musikken er rigtig god til at give en fornemmelse af fart og samtidigt understrege at du skal skynde dig fordi du er under tidspres. Talen i spillet er ligeledes glimrende og gennemarbejdet. Den er mest henholdt til din smugler kontakt og politiradioen, men der er en del gode bemærkninger og sjove kommentarer imellem. Smuggler´s Run får et plus i karakterbogen for godt udnyttet lydspor.

Der er selvfølgeligt mulighed for at spille multiplayer, der er en ganske sjov og gennemført mulighed, og er samtidigt en mulighed, der forlænger spillets levetid betydeligt, hvis du da ellers kan finde noget at køre imod. En anden god feature i spillet, der for resten fortjener at blive nævnt er Joyriding, der lader dig tage et smut i en bil, hvor du uden at tænke på missions mål, tidsforbrug eller politibiler, kan køre ud og udforske det som Smuggler´s Run gør allerbedst: terrænet. Joyriding kan også bruges til at lære banerne at kende, så næste gang at du spiller banen "for alvor" har lettere ved at finde de gode smutveje eller undgå potentielle knudepunkter, hvor panserne vil være på lur.

Men stadigvæk..

Men når nu den smule kritik er kommet ud i det åbne, så må jeg indrømme at Smuggler´s Run stadigt er utroligt sjovt, simpelt og ikke alt for forpligtende. Spillet er let at gå til, og du er lynhurtigt ude i terrænet, med en fed fornemmelse af fart, og af at der ikke er nogen grænser for hvor du kan og ikke kan køre. De store åbne landskaber, hvor du kan vælge at snige dig rundt og forblive uset (i teorien) eller forsøge at ræse den korteste vej, giver spillet sin styrke.

Smuggler´s Run bliver næppe nogen klassiker, men man skal huske på at der er tale om en lancerings titel, og som sådan er spillet ganske underholdende, og giver en forsmag på hvad det er for nogle kræfter, der gemmer sig i Playstation 2 konsollen. Når din første forbløffelse over grafikken og de tilsyneladende endeløse landskaber har lagt sig sidder du tilbage med et skrøbeligt gameplay, ensformige missioner og en vaklende historie. Fans af bilspil og spil som Driver vil sikkert blive henrykt over spillet, men selv hardcore Driver fans vil nok ikke kunne blive ved med at finde underholdning i spillet i mere end et par intense dage eller uger. Men hvis du lige skal have et spil med hjem sammen med din nye Playstation 2 konsol, den 24/11, og gerne vil have et spil hvis grafik og tekniske formåen kan få dine kammerater til at tabe næse og mund, så er Smuggler´s Run spillet du har brug for, selvom spillets gameplay er lidt tyndt. Når alt kommer til alt er Smuggler´s Run ganske sjovt, hvis du er villig til at ignorere problemerne.

K.E. Media, der er de rare mennesker der har udlånt/doneret dette spil, er altid behjælpelige og vil hellere end gerne oplyse nærmeste forhandler på telefon 89 44 22 33.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).