Mistænkt

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):

Danske Vision Park og Deadline Games er atter på banen med et nyt solidt dansk spil. Der er tale om spillet Mistænkt, der har fået undertitlen Nogen Lyver. Spillet er en klassisk mordgåde, der burde appellere til alle dem der sidder og følger med i tv serier som Rejseholdet eller Efterlyst.

Kun for genrefans
Vi kan lige så godt få slået det fast med det samme. Mistænkt er et meget utraditionelt spil, der bedst kan beskrives som en interaktiv krimi, med enkelte puzzle elementer. Konceptet bag spillet er langt fra ny, og interaktive mordgåder, af meget blandet kvalitet, har været på markedet længe, i den såkaldte "who dunnit?" genre. Fordelen ved Mistænkt er at det virker utroligt gennemført, meget professionelt og desuden har du som spiller en større fornemmelse af frihed, end du normalt har i spil i denne genre. Men lad os se på rapporten:

En gammel fisker har fået en kvindearm i sit net, da han fiskede i Øresund. Idet politiet tvivler på at kvinden frivilligt har hugget armen af og smidt den i vandet, behandles sagen som en mordsag, og du bliver sat til at lede efterforskningen. Kort tid efter dukker resten af kvinden op, da hendes lig bliver fundet af en dreng ved Charlottenlund. Til rådighed har du retsmedicinere og diverse andre teknikere fra politiet, og med kun 28 dage til at finde morderen får du travlt. Det er grundlæggende handlingen i Vision Parks spil Mistænkt, hvor du skal opklare det brutale mord på Eva Larsen, i velkendte Københavnske omgivelser.

Som sagt tidligere falder Mistænkt i who dunnit genren, der traditionelt kun henvender sig til et rimeligt snævert og voksent publikum. Mistænkt er ikke spor anderledes, så hvis du absolut ikke kan se noget interessant i mordgåder eller hvis du aldrig har set en episode af Efterlyst, så kan vi med rimelig stor sikkerhed sige at Mistænkt slet slet ikke er noget for dig. Er du derimod lidt af en skabs Sherlock Holmes, der trofast følger med i Rejseholdet, er Mistænkt en utrolig spændende og medrivende oplevelse, som du sikkert vil finde underholdende. Med i mente kan vi godt begive os videre.

Rundtur i København

Mistænkt styres fra et 2D oversigtskort over København, der leder tankerne hen på Deadline Games forrige spil, det med succesfulde quiz spil Globetrotter. Steder som gerningsstedet, huse hvor involverede i sagen bor eller arbejder og andre relevante steder i København, er bliver markeret på kortet, efterhånden som du finder frem til stederne gennem afhøringen og dine undersøgelser. Det direkte politiarbejde udføres af fire politifolk, som du selv vælger fra en gruppe forskellige politifolk hver morgen, så du kan selv tilpasse det hold du vil arbejde med dag for dag. Oversigtskortet viser hvor i byen dine politifolk er og hvad de er i gang med af arbejde.

Politifolk i spillet har hver nogle bestemte egenskaber, afhængigt af deres jobfunktion. Der er forhørsassistenter, der kan lave eftersøgninger og forhør, overvågningsassistenter, der i Mistænkt anvendes til at overvåge personer eller steder. Den sidste gruppe af betjente er teknikere, der foretager undersøgelser af genstande eller steder og kan desuden foretage obduktioner. Hver betjent har en baggrund, som du kan læse, og der er i det hele taget arbejdet hårdt for at få dem til at virke levende, blandt andet ved at anvende filmklip hvor de enkelte betjente snakker til dig. De fire betjente skal under din kyndige ledelse undersøge spor og afgøre vidner.

Du giver dine betjente arbejdsopgaver, hvilket tager et vist tidsrum at gennemføre. Når de er færdige får du en rapport, nogen gange forsynet med billeder, tilbage som du så kan studere og vurdere. Det er mere eller mindre det grundlæggende gameplay i Mistænkt. Du har dog andre strenge at spille på end dine 4 assistenter. Du kan kalde vidner eller pårørende (og for den sags skyld sigtede) ind til forhør. Forhør i Mistænkt foregår på samme måde som i de fleste andre spil i denne genre. Du vælger hvilket spørgsmål du vil stille og så ser du et filmklip hvor personen svarer, på dit spørgsmål. Den slags kan virke meget godt, især hvis skuespillet er så godt at du kan tolke personens stemmeføring og opførsel. I Mistænkt er skuespillet virkeligt godt, og de skuespillere de har fundet giver spillet en virkelig troværdig stemning, især fordi det hele foregår på dansk, kommer det til at virke mere realistisk og "nært". Både spillets sprog og enkelte rimeligt voldelige scener, gør at Mistænkt absolut ikke er et spil for de mindste.

I det hele taget er filmklip i spillet af utrolig høj kvalitet, selv udendørs scener med mange mennesker virker realistiske og ikke alt for kunstige. Udendørs filmklip er naturligvis taget on-location forskellige stader i København. Her er noget andre spildesignere kunne lære noget af. Men træerne vokser ikke ind i himlen, for der er enkelte svipsere, specielt virker ofrets mor på mig som om hun er totalt fraværende, og ikke lige blevet udsat for det fakta at hendes datter er fundet brutalt myrdet i Øresund. Men den generelle kvalitet i filmklippende, samt de fleste skuespilleres præstationer er glimrende, og langt over niveauet i udenlandske spil, hvilket sikkert kan begrundes med at flere af skuespillerne ikke er nybegyndere i branchen. Du kommer til at støde på mange forskellige typer af personer, der spilles af professionelle skuespillere som blandt andet Lars Mikkelsen, der gør det fabelagtigt som Tommy Larsen, ofrets kriminelle stofmisbrugende bror, der ikke har den store forståelse eller sympati for dit arbejde som politibetjent. Derudover medvirker blandt andet skuespillere som Stig Hoffmeyer og Maria Savary, til at gøre Mistænkt til en oplevelse.

De mange småting

Spil som Mistænkt kræver at spillet har en god historie og at mordsagen ikke er alt for Hollywood- kompliceret. Sagen i Mistænkt virker meget realistisk, og det samme gør de rapporter og filmklip du ser. Det hele oser langt væk af at spillet er lavet i samarbejde med tv showet Efterlyst, og det skulle ikke undre mig hvis Københavns Politi ikke også har haft en finger med i spillets udformning. At sagen foregår i vante omgivelser i København giver det et ekstra pift af stemning, som ikke rigtigt kan opnås hvis det var et amerikansk spil, der blot var blevet oversat.

Der er mange små ting i Mistænkt, som er virkeligt underholdende og giver spillet mere dybde, end man kunne forestille sig det var muligt for et spil i denne genre. Du kan anvende stemmeanalyser, gerningsmandsprofiler, ja du kan sågar henvende dig til befolkningen for at få hjælp. Når først sagen er kommet godt i gang (efter en 3-4 dage, hvor der går lidt langsomt i starten), har du mange muligheder og tiden bliver hurtig knap. Du får som sagt endda lov til at lave en rekonstruktion og sende den i tv programmet Efterlyst, hvorefter du vil blive dynget til i henvendelser af mere eller mindre (mest mindre) brugbar art. Spor kan være direkte vildledende, og tage tid at sortere så kun de relevante er tilbage, og tid er det eneste du ikke har ret meget af.

Den grafiske præsentation og grafikken som sådan i Mistænkt er helt i top. Den er i samme høje klasse som Globetrotter, og understøttes godt af et lydspor, der ikke er alt for bombastisk, men passer godt til genren og bygger en god, til tider lidt uhyggelig, stemning. Der er ikke forfærdeligt mange lydeffekter i spillet, hvilket er ganske naturligt taget i betragtning at det hele foregår på et oversigtskort.

Nu skal det ikke være ros det hele

Mistænkt er et utroligt underholdende spil, men der er slanger i paradis. Problemerne er at du på flere områder har begrænsede muligheder. Der er masser at tage sig til og masser af ting at undersøge, men mere specifikke ting, som at skaffe dentale oplysninger om ofret, skal en af dine betjente foreslå, før du kan gøre det. Det samme gælder når du skal have checket fingeraftryk, så kommer der et filmklip med en af dine betjente, der spørger om han ikke lige skal checke om ofrets fingeraftryk er kendt af politiet. Det virker malplaceret og dumt at du ikke selv kan give ordre til sådanne undersøgelser, og hvem pokker ville sige nej til forslag, der kan lede til opklaring af et mord i et spil som dette ?

Men det er kun en meget lille ting, og hvis du kan acceptere at det er sådan spillet fungere og bare komme videre glemmer du det hurtigt. Det andet problem er spillets genspilningsværdi. Mistænkt kommer på 2 cd´ere, men når først du er kommet igennem kan vi godt garantere at du aldrig kommer til at spille det igen. Men det er ikke meget anderledes end mange spil i adventure genren, der heller ikke er meget værd når du har løst alle gåderne. Det er noget man accepterer når man køber spil i denne genre.

For at "vinde" spillet skal du have samlet beviser om fire ting: Du skal have et lig (det løser sig selv rimeligt hurtigt, ellers ville det jo ikke være en mordgåde vel ?), du skal have en dødsårsag, en forbrydelse og en gerningsmand. Du får hænderne fulde, for der skal mere end mistanke for at få nogen dømt for mord, og traditionen tro for genren, er der masser af suspekte personer i ofrets omgangskreds, der har et motiv for mordet.

Den samlede dom

Ser vi bort fra de små problemer, og de er i bund og grund små, er Mistænkt et solidt dansk spil, der viser at det faktisk er muligt at lave intelligente spil på dansk, der er både underholdende og fængslende. Spillets styrke er den gode stemning, det generelle høje niveau i skuespillet og vigtigst af alt en interessant og fængslende historie, som de fleste fans af krimi genren vil kunne nyde. Spillet er heldigvis ikke fyldt med stereotype Hollywood typer, men bærer derimod tydeligt præg af dagens Danmark og har derfor en let genkendelig ramme og meget realistiske forhold. Ifølge pressematerialet til spillet er det også baseret på autentiske sager, hvilket jo absolut hjælper på realismen, og absolut også på spændingen ved at spille.

Anvendelsen af de mange forskellige redskaber som forhør, tekniske undersøgelser, overvågning og sågar stemmeprøver giver spilleren en bred vifte og utroligt mange oplysninger at holde rede på. Spillet er spækket med detaljer i personernes forklaringer eller opførsel og du skal være vågen og have din notesblok klar for at kunne holde rede i trådene, hvilket kan virke anstrengende, men resultatet er utroligt spændende, og det er jo lige netop det der er charmen ved spillet. Det føles virkeligt og det er vigtigt.

Skulderklap til Deadline Games og Vision Park, der med Mistænkt har lavet et spil til far og mor, eller den krimiinteresserede søn eller datter (bemærk dog lige advarslen om voldelige scener tidligere i anmeldelsen). Det er rigtigt at Mistænkt har en forholdsvis begrænset brugergruppe, men hvis du beslutter dig for at købe spillet kan vi roligt garantere at du ikke vil blive skuffer, og det er meget mere underholdende end at sidde foran tossekassen og glo på Rejseholdet eller Skjulte Spor. I Mistænkt får du selv lov til at være med i efterforskningsarbejdet, hvilket er både spændende og lærerigt. Mistænkt er absolut anbefalelsesværdigt, så skynd dig at købe et eksemplar og få gang i de små grå. Vi har checket, ofret havde ingen butler, desværre !

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).