BoxshotLarge418004462244.jpg

Metal Gear Solid

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Hvordan lyder det at blive stoppet ind i en enmands ubåd, der affyres fra en atomubåd, for derefter at svømme gennem Alaskas iskolde vand til en tophemmelig våbenforskningsbase, der bliver holdt af en gruppe terrorister, der truer med at affyre A-våben, hvis deres krav ikke bliver opfyldt? Og du har i øvrigt ingenting med ud over en pakke smøger? Hårdt? Så er det godt det er venstrehånds arbejde for den rageknivsskarpe superagent med kodenavnet Solid Snake.

James Bond kan godt pakke sammen.

For dem der har en Playstation stående derhjemme under fjernsynet, kommer Metal Gear Solid næppe som nogen overraskelse, da det er en konvertering af det vel nærmest klassiske Playstation spil af samme navn. Der er gjort lidt ved grafikken, sikkert i erkendelsen af at et action spil i dag ikke holder uden 3D, men hvad med resten af spillet? Holder denne titel også i dag?

Zoomer ind til kvadrant 233b faktor 13

Lad mig sige det med det samme: hvis dine forventninger til et spil er afgjort af grafikken, og du forventer at alt ligner en blanding mellem Quake 3 og Blair Witch, så find en anden artikel at læse. Det kan godt ses, at der er tale om en Playstation konvertering, der er flappet med lidt pæne klare teksturer og en gang makeup. Grafikken er acceptabel, men ikke det bedste jeg har set og bestemt ikke levende op til dagens standard for 3D spil.

Til gengæld har Metal Gear Solid noget ikke alle spil, der lever op til dagens 3D standard, kan prale med, nemlig et rigtigt godt og fængende gameplay. Metal Gear Solid markedsføres som Taktisk Kontraspionage Action, og det er ikke helt ved siden af. Selv om jeg var noget kritisk overfor grafikken da spillet lige gik i gang, blev jeg hurtigt fanget i at snige mig forbi vagter og overvågningskamerarer, og forsøge at finde den hurtigst mulige rute forbi dem. Grafik tog passagersædet, mens handlingen og gameplayet kravlede op og tog førersædet, og pressede sømmet i bund. Herligt når man oplever den slags spil.

Man skal snige sig ind på en base og hvad så??

Handlingen i Metal Gear Solid er som lige ud af en Jamens Bond film. Du har rollen som den pensionerede, men levende legende indenfor kontraspionage, Solid Snake (dit lidt mystiske kodenavn). Du har været en del af en tophemmelig operations gruppe med kodenavnet FOXHOUND. Gruppens formål var at tage sig af kontra-terrorisme, regionale konflikter og oprør. Beklageligvis vendte noget af gruppen sig mod dens oprindelige formål, og begyndte konstruktionen af en speciel designet kampvogn, bevæbnet med nukleare våben, der gav mulighed for at omstyrte verdensfreden, og ødelægge balancen mellem verdens supermagter. På to missioner i 1995 og 1999 ødelægger Solid Snake deres planer, og eliminerer gruppens leder Big Boss. Dybt traumatiseret trækker Solid Snake sig tilbage efter missionerne, og prøver at finde sig selv i Alaskas ødemarker (vi vidste slet ikke han var blevet væk).

Beklageligvis varer otiumet ikke længe i den skyggeverden kontra-spionage udgør, og i begyndelsen af det 21. århundrede tager en gruppe speciel trænede soldater, der har været i gen-terapi, kontrollen med Shadow Moses Island i Alaska. Dette skulle være et afviklingsanlæg for Atomvåben, men viser sig snart at være dække for et tophemmeligt våbenforsknings center. To topchefer for våbenindustrien bliver taget som gidsler, og terroristerne truer med at bruge de hundredvis af atomare sprænghoveder de har fået kontrol med, hvis ikke Big Boss’ bevarede rester overgives til dem indenfor 24 timer. Og hvad værre er, tidligere medlemmer af FOXHOUND leder terroristerne og tilføjer derved situationen en helt ny dimension af fare.

Der går ikke længe før Solid Snake befinder sig i en enmandsubåd i et torpedorør på en atomubåd med retning mod Shadow Moses Island, for igen at redde dagen og igen gøre det helt alene. Så er der lagt op til et kapløb med tiden. Befri gidslerne og stop terroristernes forehavende indenfor 24 timer, startskuddet er gået, og sekunderne tikker af sted.

Så er det tid at få udstyret frem

I stilart er Metal Gear Solid et sammensurium af hårdkogt action film, manga tegnefilm og så lige et drys sæbeopera som ekstra fyld. Som den pensionerede super agent Solid Snake, bliver du naturligvis kaldt ind når der er en mission ingen andre kan klare, og hvor overlevelseschancerne er mikroskopiske. Undervejs støder du på et persongalleri, der rummer venner, og nye såvel som gamle fjender. Der er også lidt forelskelse, såvel som et par drejninger i plottet, der hele tiden holder dig på tæerne og holder gang i spillet. Kast et tilfangetagelsesforsøg, tortur, snigskytter og forrædere ind som ekstra vinkler, og så har du nok at holde øje med. Holder man bare lidt af spion-genren, så er det underholdning der holder hele tiden.

Snige … snige … snige

Da vi er i spion-genren, er overskriften for spillet også Stealth, det gælder om at snige og være stille, frem for at storme frem og skyde på alt hvad der bevæger sig. Især fordi vagterne, du støder på i spillet, reagerer på såvel hørelse som syn, dvs. larmer du for meget eller er du ikke hurtig nok til at gemme dig bag et hjørne, så går alarmen og de vælter til. Spillet foregår i 3 forskellige tilstande; Infiltration hvor du bare sniger dig rundt og ikke er blevet opdaget, imens fjenden følger nogle standard patruljeringsmønstre. Alert mode, hvor fjenden har opdaget dig og kalder forstærkninger ind for at angribe. Og endelig Evasion mode hvor fjenden ved du er der, men ikke hvor du er, og derfor leder aktivt efter dig. Det er et godt argument for at snige sig rundt, for du bliver overrendt af fjender hvis du vælter frem og skyder på alt der bevæger sig. Dermed ikke sagt at du ikke kommer til at bruge våben, slet ikke, men kunsten er at vide hvornår de skal bruges, og hvornår du bare skal neutralisere fjenderne med et solid greb om halsen og et hurtigt ryk. En rigtig god feature der giver en ekstra dimension til spillet.

Fjenderne kan opspore dig hvis du larmer, eller hvis du efterlader spor, men vi snakker ikke om at fjenderne har samme intelligens som dem du møder i f.eks. Rainbow Six, slet ikke. Metal Gear Solid er et action spil, men ikke et super realistisk et. Sidstnævnte er i øvrigt noget der vil blive rettet i den næste Metal Gear titel, hvor der virkelig er lavet research på hvordan en rigtig black ops foregår, og vi kan nok forvente en del snak om dette når det lander til Playstation 2.

Er baglandet i orden?

Vi kan ikke have et spion-spil uden rygstøtte til felt spionen, og i Metal Gear Solid har du naturligvis også et missionshold du kan snakke med via et indopereret kommunikations system. Ind i mellem kontakter de dig, hvis der er kommet ny information, der vedrører missionen, men du kan også give dem et kald hvis du sidder fast. Dermed ikke sagt at de bærer dig på hænder og fødder, men der kommer nogle brugbare tips på den vis. Hver kontakt person har sin egen frekvens du kan ringe op til, og denne ide er faktisk temmelig godt integreret i spillet.

Du har naturligvis en masse hi-tech spionlegetøj med dig, og blandt andet er du udstyret med en miniradar, der giver dig de nærmeste fjenders position, uden at du skal rundt om hjørnet for at kigge og derved risikere at blive opdaget.

Oh-oh der kommer en End of Level boss

Men ud over at bruge din tid på at snige dig rundt og gemme dig i ventilationsskakter og papkasser, så er der også rig lejlighed til at lege med våben. Alt fra C4, over sniper rifler til stinger missiler kommer i spil. Og de mange forskellige valgmuligheder har også indvirkning på hvordan spillet forløber, der er flere forskellige slutninger, og mere end een måde at løse de opgaver du støder på. Men når det kommer til End of Level Bosserne, så er det på tide at holde aftrækkeren i bund. De er hårde som bare f***en og du kan roligt regne med et forsøg eller 10 for at komme forbi dem.

Efterhånden som du kæmper dig frem i spillet, kommer der flere og flere vinkler på historien. Og folk begynder at dø omkring dig, rigtigt meget endda. Og Snake antager mere og mere form som en hårdkogt dreven helt, lidt i stil med Clint Eastwood i de bedste af hans spaghetti westerns. I tillæg hertil virker det som om der hele tiden er nye genstande at bruge, nye steder at udforske og nye ting at gøre.

Virtual Reality missioner

CD-ROM #2 inkluderer en lille bonus i form af de Virtual Reality missioner, der oprindeligt blev solgt separat til Playstation. Det handler om træningsmissioner, og omkring 300 af slagsen, så der er nok at gå i gang med. Miljøet det foregår i, leder tankerne hen på filmen TRON. Som enkeltstående titel ville denne VR pakke næppe holde vand, men den er et godt supplement til hovedspillet. Der ud over har du også mulighed for at spille som Cyborg Ninja, og en del forskellige andre muligheder, og det lægger afgjort til tiden denne titel holder.

Medaljens bagside …

Som nævnt i starten af denne anmeldelse, så har Metal Gear Solid ikke så meget at prale med på 3D siden, for eksempel mangler sådan noget som ansigts detaljer, og spillets textures bærer præg af at være fra Playstation, og det er måske i grunden også spillets Achilles-hæl, og den største svaghed jeg umiddelbart kan finde. Men kan du abstrahere fra det, så har du mulighed for at prøve et spil der er pengene værd. Kontrollen af spillet er en blanding af keyboard/mus, men du kan med fordel tildele alle knapperne til en gamepad, det er simpelthen genialt at gøre. Men kontrollen er nem at gå til, og kræver højst 5-10 minutters spil før du har helt check på den. Et andet plus er den lille quick guide der følger med spillet. Her kan du stort set slå alt op om spillet du er i tvivl om, og den er god at have ved hånden. Alt i alt, så er det her faktisk en ganske god titel.

Om Kenneth Madsen