Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
[Gallery not found]

The Sims, der høstede den ene anmelder rose efter den anden og vandt en stribe præmier, har nu fået en udvidelse, der måske kan give mange af os den tabte spilleglæde ved The Sims tilbage. The Sims udvidelsen, kaldet Livin' It Up, rokker ikke ved det fundamentale gameplay, men udvider spillets muligheder betydeligt, hvilket var noget vi savnede en smule i The Sims.

Flere forbrugsgoder
En kort gennemgang af The Sims er nok i orden for de få, der ikke måtte kende spillet. The Sims er grundlæggende et virtuelt nabolag, hvori du kan flytte personer (kaldet sims) eller familier (mange sims), og forsøge at styre deres liv. Spillet tager højde for karriere, kærlighed, socialt samliv og alle den slags ting, vi selv går og laver hver eneste dag. The Sims var meget anderledes end andre spil, det kunne nok bedst sammenlignes med Little Computer People, dog meget mere komplekst, og fik generelt en meget god modtagelse i pressen, til trods for en række forskellige problemer (spillet havde f.eks. ingen ferier, weekends eller lignende, så spillet kunne blive ensformigt). Men generelt var The Sims en succes, sjovt, nytænkende og en form for cyber-soap voyeurisme ikke tidligere oplevet.

Nu er der så kommet en udvikling, The Sims: Livin' It Up, der tilføjer spillet en hel række nye forbrugsgoder og ikke mindst en hel del kulør. Det lyder måske ikke af så meget, men det giver The Sims en helt nyt pust og har i hvert fald givet mig spillelysten tilbage. De mange nye ting og muligheder i The Sims lukker op for mange timers ny underholdning, imens du genopdager det gamle The Sims, for The Sims: Livin' It Up (eller Livin' Large som spillet hedder i andre steder i verden) er nemlig kun en udvidelse og kan derfor ikke anvendes uden at du allerede ejer The Sims.

Helt fundamentalt er der kommet flere ting at købe til dit hus, mange af dem småtossede og ganske humoristiske, der er kommet flere skins, der ændrer din persons udseende, til for eksempel Robin Hood, der er kommet flere materialer til at bygge huse af, større nabolag at bebo og et par nye karrierer dine personer kan følge. Det lyder måske som de gratis ting du længe har kunne hente på The Sims officielle hjemmeside, men der er meget mere end blot det. Desuden er The Sims: Livin' It Up ikke et fuldprisspil, så prisen virker ganske rimelig taget indholdet i betragtning.

Kulør og Humor
De mange nye ting du kan investere i er ganske underholdende. For hele 15.000 dask kan du erhverve dig en rengørings robot, der er alle pengene værd i underholdningsværdi. De fleste ting i The Sims: Livin' It Up har en skarp sarkastisk humor over sig. Der er krystalkugler og lampeånder, vibrerende senge med hæslige røde hjerter, et hoved i en krukke, voodoo dukker og meget meget mere. Dertil kommer at alle tingene fra de gratis downloads, der har været tilgængelige på The Sims hjemmeside i et stykke tid, faktisk er inkluderet i Livin' It Up. De nye ting har mest underholdningsværdi, frem for praktisk værdi, og mange af dem er hæslig kitsch, der giver dig et meget bredere spektre at designe og møblere dit hjem udfra.

Med de nye gulvtæpper, tapeter og vinduer er der ingen grænser for hvor smagløst dit hjem kan komme til at se ud, jeg har altid ønsket mig et leopardplettet gulvtæppe i soveværelset og The Sims: Livin' It Up gjorde det muligt. De mange nye muligheder vedrørende boligbyggeri, gør det endnu sjovere at bygge din sims hus til en utroligt underholdende begivenhed, end det var i The Sims. Der er kommet flere temaer, især middelalder temaet er helt gennemført nu med borgmure og middelalder møblement.

Det kunne de nu godt have ordnet

Det er en skam at Maxis, ikke har taget tid til at forbedre nogle af de små grundlæggende fejl ved The Sims. Desværre, men det kan være det sker senere. Fejl som spillets hakkende scroll funktion og det meget monotone spil, der enkelt kunne have været ordnet ved at inkludere weekends eller ferier, og måske muligheden for at sende din person i biffen eller på single bar, men det er desværre ønsketænkning. The Sims: Livin' It Up giver nyt liv til The Sims, især for alle dem der var kørt lidt trætte i det endeløse gameplay. Der er ikke sket nogen revolution i udvidelsen, men den slags sker jo sjældent med udvidelsespakker.

Alt i alt er The Sims: Livin' It Up en ganske glimrende investering, forudsat at du selvfølgeligt ejer The Sims. Hvis du var en af de få, der absolut ikke kunne døje The Sims, vil The Sims: Livin' It Up helt sikkert ikke kunne ændre dit syn på spillet. Alle vi andre kan så i mellemtiden more os med vores Servo rengøringsrobot.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).