Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Det er snart et par år siden vi først prøvede at spille Tenchu Stealth Assassins. Nu er der endeligt kommet en opfølger, nemlig Tenchu 2: Birth of the Stealth Assassins, der på mange måder formår at gøre tingene bedre end forgængeren. Vi har trukket i vores ninja-dragt og sneget os ud i mørket for at se på Tenchu 2 til Playstation.

Kastestjerner og kampsport.

Tenchu I havde en rimelig fortløbende historie, uden alt for mange knuder eller forvirrende elementer. Tenchu 2 har lagt stilen om, og tilbyder en mere visuel imponerende historie, med mange dramatiske og spændende øjeblikke. Grundlæggende er handlingen, der bæres frem af meget flotte filmsekvenser, centreret omkring en krig imellem en ninja klan (der er rivaliserende med den klan du er i) og de lokale herremænd i det feudale Japan. En konflikt som du hurtigt bliver rodet ind i, i form af en af de tre personer du kan spille.

Det handler om at være ninja, og hvem har ikke haft lyst til at være det ? Som en af de 3 personer i spillet (Rikimaru, Ayame og Tatsumaru, der dog først kan spilles efter du har gennemført med de to andre) skal du gennemføre en række "klassiske" ninja opgaver. Tenchu 2 har, ligesom Tenchu, et betydeligt fokus på dine evner til at forblive uset og arbejde i det skjulte. Du ser din karakter fra et 3. persons synspunkt, og skal lede ham (eller hende hvis du spiller Ayame) igennem en række store baner. Gameplayet minder meget om den måde du f.eks. spillede Metal Gear Solid på. Så længe du forbliver skjult i skygger eller gemt bag kasser, kan du undgå vagter og kamp. Du kan endda levere hurtige dræbende slag, hvis du kan snige dig op på en intetanende vagt, eller anvende en af dine specialiserede våben som f.eks. pusterør med giftpile til at fjerne fjenderne lydløst.

Der er kommet mange flere smarte effekter med i Tenchu 2, der kan hjælpe dig til at forblive skjult. Du kan for eksempel slæbe lig væk, så vagterne ikke pludseligt falder over kadaveret af en død kammerat. Du kan nu også svømme (du er endda forsynet med et bambus rør til at ånde igennem), der dog larmer en del, så det er ikke altid den optimale måde at bevæge sig på. Men det er ikke kun sortklædt ninja sjov det hele. Tenchu 2 lider betydeligt af problemer med kameravinklerne (som mange spil i med 3. persons synspunkt gør). Især i regulær kamp, der desværre ikke kan undgås, kan det blive et irriterende problem, at kameraet bevæger sig så hurtigt og forvirrende. Desuden er nogle af de bosses, du skal kæmpe imod, latterligt svære at slå, hvilket ikke afhjælpes af den ustabile kamerastyring.

Meget stort.

Tenchu I: Stealth Assassins var meget kort, hvilket medførte at mange spillere og anmeldere blev skuffet over spillet. Tenchu 2 er ikke bare stort, det er uden sammenligning enormt. Der er hele 11 missioner til hver af de to første personer og 7 ekstra til Tatsumaru, når du har befriet ham. Hele 29 missioner med 15 ekstra i mission editoren. Du kan desuden selv sætte missioner sammen, hvis du ikke er tilfreds med de 15 der er i editoren. Banerne er utroligt godt bygget op og egner sig, selvfølgeligt, godt til den specielle spillestil som du skal lære, for at overleve i Tenchu 2. Flere af banerne virker dog lidt ens grafisk, men det er småting, der ikke ødelægger det samlede indtryk.

Grafisk er Tenchu 2 meget imponerende. Der er mange utroligt flotte visuelle effekter, der giver spillet et ekstra realistisk pift, som for eksempel regn eller tåge. Desuden er din person utroligt flot motion captured og bevæger sig meget flydende og hurtigt. Når det positive er sagt om grafikken, må man også nævne, at grafikken til tider er alt andet end imponerende. Du vil tit opleve en betydelig mængde pop-up (hvor effekter i horisonten enten forsvinder eller pludselig kommer til syne) og du kan opleve at spillet til tider vil falde i hastighed, når der er mange fjender eller megen aktivitet på skærmen. Mange af problemerne ved grafikken og hastigheden i Tenchu 2 kan måske skyldes at din Playstation er ved at være en gammel herre, med 5 år på bagen, men andre problemer skyldes direkte dårlig spildesign.

Godt samlet indtryk

Men selvom der er enkelte problemer med grafikken, er det samlede indtryk af Tenchu 2´s grafik dog stadigt positivt. Især spillets filmsekvenser er meget tilfredsstillende at se på. Spillets lydspor er ganske godt, uden at være alt for højtideligt. Det er især spillets lydeffekter, der giver et godt indtryk. Stemmerne, der anvendes i spillet, er også ganske gode, selvom det ikke er det bedste vi har hørt. Det, der giver spillet et suverænt pift, er den realistiske stemning. Der er masser af ninja våben, som kastestjerner, giftpile, røgbomber og alt den slags isenkram, du ellers kun troede fandtes på film. De smukke japanske omgivelser giver desuden en utrolig god stemning, selvom grafikken til tider kan virke en anelse mørk.

Samlet er Tenchu 2 en bedre og sjovere oplevelse end Tenchu 1. Det skyldes især spillets nye dybde og størrelse. Men der er stadigt mange problemer med Tenchu 2, der gør spil oplevelsen til en lidt blandet fornøjelse. Der er de før nævnte problemer med kamerastyringen og grafikken og der er de generelle problemer med sværhedsgraden. Samlet kan siges at Tenchu 2 leverer god underholdning for din investering, og det helt sikkert er et spil med en betydelig underholdnings og genspilningsværdi.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).