Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Så er der igen fløjtet til fodboldkamp på Playstation. Denne gang er det de evigt populære og festende sambadansende brasilianere, der er i fokus. I spidsen står Ronaldo, der også har givet navn til dette ganske udemærkede forsøg på at tage titlen som bedste fodboldspil fra Fifa 2000.

brug bolden!

Nu her efter EM 2000 er slut er det jo nærliggende at kaste sig over sin Playstation og prøve at spille bedre end Danmark gjorde under slutrunden. Til det er der kommet et nyt skud på stammen af de mange fodboldspil. Ronaldo V-Football er dog det eneste af sin slags. Med det forstås det det eneste, hvori navnet Ronaldo faktisk forekommer og ikke bare no.9 eller andre fantasifulde navne set i konkurrenterne der ikke har licens. Gudskelov har Infogrames da også brugt penge på at købe licenser til de andre navne, så spillet også indeholder navne som Del Piero, Zidane osv. Selvom det er en mindre ting, så er det altså sjovere at spille Brasilien - Danmark med de rigtige navne. Dog er for eksempel Michael Owen udelukket fra den engelske trup, men det hænger nok sammen med et andet fodboldspil med hans navn i. Tyskland har også nogle mærkelige navne såsom Quann i stedet for Kahn osv., men hvem gider spille Tyskland alligevel - de bliver kun brugt som prügelknabbe. Desuden er der andre små fejl i nogle af spilletrupperne, som jeg kunne genkende - de mere eksotiske spilletrupper havde jeg ingen anelse om.

Samba Stemning over hele linjen

Ronaldo V-Football er holdt i en dejlig samba stemning over hele linjen, fra soundtracket til selve grafikken og stemningen på stadion - og man tager sig flere gange i at sidde og rocke lidt med på de glade samba rytmer. Selve spillet starter med en flot intro, hvor man ser Ronaldo og Brasilien i forskellige situationer kombineret af filmklip og sekvenser fra spillet. Introen ledsages af noget lækkert samba musik og en brasiliansk kommentator der skriger det karakteristiske "Goooooooooooooaaaaaaal"

Forventningerne stiger efter introen, specielt med den brasilianske kommentators skrig. Holder spillet så til det forventningspres ?Grafikken i spillet er egentlig ganske flot, men ikke så imponerende som i FIFA/EURO 2000, der har stadigvæk har genrens bedste grafik, men grafikken er dog bedre end i Sony's This Is Football. Den er på højde med grafikken i ISS Pro 2000. Specielt er det meget imponerende at se spillerne tæmme bolden enten med brystet eller tage den ned med fødderne. Afleveringer, skud, hovedstød og endda saksespark og flugtninger bliver udført med imponerende realistiske bevægelser.

En nyskabene idé ved spillets grafik er, at man tit ser nogle romerlys ligge bag baglinien og lyse op, hvilket er med til at gøre stemningen bag spillet bedre.

Lyden skuffer!

Lyden i Ronaldo V-Football skuffer fælt. Bevares, der er ikke noget i vejen med selve lydeffekterne, det lyder rigtigt, når man skyder til en bold og der er en vis stemning på tilskuerpladsen. Tilgengæld så er kommentatorerne meget ringe. Flertallet af kommentarerne er kopieret fra FIFA serien og antallet af kommentarer er slet ikke på højde med konkurrenterne. Det er desuden kun få spillere, der bliver nævnt ved navn hvilket er en yderlige skuffelse. Efter introen havde jeg forventet et vist brasiliansk kick i form af et "goooo + nogle minutters skrigen af o + al" men kommentatorerne gider dårligt kommentere, at der faktisk er scoret. En ødelæggende faktor ved spillet! Desuden mangler der nogle tilråb fra tilskuerne, der bliver f.eks. ikke råbt Danmark, Danmark osv., hvilket også bliver lidt trist i længden!

Columbiansk Dommer - Pas på tacklingerne!

Da udviklerne skulle finde en dommer eller lægge en linje fra dommerens side, må de have skævet til kampen under VM i Frankrig i 1998 mellem Danmark og Sydafrika. Man skal passe utrolig meget på sine tacklinger, selv den mindste glidende tackling risikerer at give et gult kort eller endog et rødt kort. Tilgengæld ser tacklingerne, eller lad mig formulere det på den rigtige måde, fældningerne, ret godt ud, og blot for at nyde den æstetiske følelse af at fælde nogle spillere, fik jeg vist fire spillere ud i en af mine første kampe. Det medførte selvfølgelig, at kampen blev fløjtet af på grund af for få spillere på det ene hold! Irriterende er det også, at modstanderne meget sjældent laver frispark eller trækker i nødbremsen.

Desværre er der sneget sig en anden stor fejl ind i spillet. Efter endt golden goal ekstratid kommer straffesparkskonkurrencen, og da jeg først fik luret, hvad der foregik, kan jeg tage ethvert straffe - modstanderne skyder simpelthen lige på målmanden. Underligt nok, for inde i selve spillet bliver eventuelle straffespark behandlet som fortjent - som regel med en scoring. Den fatale straffesparkskonkurrence er nu sket 4 ud af 5 gange, kun en gang sparkede computeren "rigtige" straffespark. En god detalje er dog, at man faktisk både kan skyde forbi og over, noget som er umuligt i FIFA serien. Så du kan nu lave en rigtig Preben Elkær! Et par andre kritik punkter er, at når spilleren har bolden så bliver han utrolig hurtig langsom selvom man spurter, og selv med Henry eller Ronaldo kan de ikke løbe fra en forsvarsspiller.

Målmændene er gode, de har et godt overblik og kommer glimrende ud i bolden, så scoringerne holdes på et mere naturligt niveau. Måske er målmændene i nogle tilfælde for gode, da skud fra distancen meget sjældent resulterer i en scoring, endog kan et superskud inde i feltet blive grebet af målmanden, hvor det havde været mere naturligt, at bolden blev pareret. Dog kan man ikke gå ind og presse modstandernes målmand eller forsvarsspillere, når målmanden har bolden - et minus!

Ingen Tidstrækning!

Til de positive sider af Ronaldo V-Football hører bestemt replay funktionen. Ved gode forsøg på mål, offside og selvfølgelig også mål kommer der et replay. For måls vedkommende er der en masse forskellige kameramuligheder som f.eks. zoom ind og ud. Spillerne løber godt for hinanden og modstanderne er gode til engang imellem at trække offside, mens forsvarsspilleren vinker for at signalere offside. Når målmanden har bolden i hænderne eller ved andre stop i spillet, så går tiden langsommere på uret for dermed at forhindre eventuel tidstrækning. Den er nødt til at foregå mens bolden er i spil.

Generelt så har spilleren mere styr over hvad der foregår end i FIFA serien, men det er ikke altid lige til at lægge de lækre afleveringer, der spiller folk fri. Man kan sagtens komme til at aflevere til modstanderen, ud over bag- eller sidelinje. Der er masser af muligheder for at spille, alt fra en hjemmelavet turnering over VM turnering med tilfældige grupper, ligaer med lande, continental cups - amerikanske, europæiske (EM), afrikanske og asiatiske. Desværre er der ikke muligheder for at træne skud, straffespark osv. som i andre fodboldspil - men øvelse gør jo som bekendt mester og den øvelse må du få under selve kampene!

Alt i alt er Ronaldo V-Football faktisk et ganske udmærket fodboldspil, der gør sig fint i genren. Endnu en gang, vil jeg gerne have ønsket, at der for eksempel blev spillet nationalmelodier, inden man gik i gang med kampen, mulighed for at flytte på frisparksmuren og muligheden for at filme sig til frispark / straffespark (hvor dommeren selvfølgelig giver gult kort, hvis han opdager det er film!). Så leder du efter et fodboldspil, der giver dig selv mere føling over spillerne, så er Ronaldo V-Football et godt valg.

Christian Støttrup-Andersen

Om Christian Støttrup-Andersen