Deus Ex

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Efter at Eidos har brændt sig på Daikatana, som blev hypet alt for meget i forhold til sit tekniske og spille-mæssige niveau, er der nærmest ud af ingenting dukket denne perle op. Deus Ex (oversat: "Du er (en) Gud") er ganske vist endnu et af de evindelige og elskelige 3D First Person spil, som har hærget top 10 listerne verden over siden Doom, men det formår at tilføre nye elementer, som ikke er set / gjort bedre i denne genre.

Man In Black

Du er en rigtig superhemmelig agent, som er fysisk og psykisk forbedret via alverdens nyeste nanoteknologi og hvad der ellers hører sig til. Du er kort og godt en politisk ukorrekt Cyber-Bond, der arbejder for UNATCO, som er en sær sammenblanding af UN og NATO (tænk: mega-stor anti-terrorist organisation med ufattelig meget magt og en elendig personalepolitik). Slemme terrorister fra NSA har belejret ruinerne af Frihedsgudinden, og har opsat en base, hvor de gemmer nogle stjålne beholdere med Ambrosia. Ambrosia er det eneste kendte stof, der kan standse "The Gray Death", en frygtelig pest-virus, der har et hårdt tag på hele verdensbefolkningen. Det er så dit job at rense ud ved monumentet. Det lyder jo som en smal sag, men er der nogensinde noget der er det? Naturligvis ikke, for så havde de jo ikke sendt en superagent ind. Tingene er dog ikke som de ser ud, og loyalitet, broderskab og fornuft er blot nogle af de emner der kommer på en prøve igennem Deus Ex.

Tænk!

Deus Ex er et 3D spil i stil med Doom / Quake / Halflife, og det er bygget op med Unreal Tournament enginen. Det betyder temmelig flot grafik, omend personerne er lidt stive i mimikken. Men spillet er ikke blot skyd-først-med-det-største-våben-du-kan-opdrive; næ, der er gjort meget mere ud af at skabe en god baggrundshistorie og lave et stort netværk af personer, som man kan tale med.

Idéen har også været at skabe et realistisk univers, hvor man ikke bare løber hen mod en flok fjender og pløkker til højre og venstre. En bedre måde ville være at nedlægge en potentiel alarmudløser med en lyddæmpet snigskyttegevær, og straks snige sig videre til næste mål. Selvfølgelig holder denne fremgangsmåde heller ikke i alle situationer, og det sætter spilleren på en prøve, at finde ud af, hvordan en given situation løses bedst.

Ydermere har programmørerne gjort et stort og flot stykke arbejde for at man ikke kun kan løse problemerne på én måde. Der er (næsten) altid to-tre-fire forskellige måder at tackle en situation på. Skal du f.eks. igennem en låst dør, kan du enten finde nøglen, dirke låsen op eller bruge en granat og "bulldoze" dig vej ind. Og hvis du skal ind i en bygning, kan du godt regne med at der er mange veje ind, både gennem hoveddøren, en kælderindgang, et vindue eller taget. Tricket er så bare at finde den vej, der er mindst farlig, men alle er brugbare!

Denne frihed giver utrolig spilbarhed, og gør også, at spillet vil være værd at gå igennem igen, for er du kommet igennem en gang, har du sikkert misset tusindvis af forskelligheder / skjulte rum osv. som du kan lede efter igen.

The Bionic Man

Som spillet skrider fremad, får du point, som kan bruges til at købe forskellige færdigheder op med. Du kan blive bedre til at ramme med din i forvejen træfsikre pistol, eller du kan lægge mere vægt på dine evner som hacker, så du nemmere kan pille ved de fjendtlige computere, læse hemmelige e-mails og deaktivere sikkerheds kameraer. Derudover har du nano-augmentations, som er cybernetiske opgraderinger af forskellige fysiske fænomener, såsom radar cloaking (du kan kort fortalt gøre dig selv usynlig overfor kameraer), muskel-forbedring (du slår hårdere i kamp eller kan hoppe længere, løbe hurtigere) og cirka 10 andre nano-tech-områder. Og du får helt sikkert brug for dine nyerhvervede evner, for selvfølgelig bliver spillet ikke just lettere hen ad vejen.

"Øøøøhh, jeg synes jeg så noget bevæge sig..."

Der, hvor Deus Ex halter er ved fjendernes AI, altså den "intelligens" de besidder i forhold til at reagere på spillerens handlinger. Den er man ikke sluppet så godt fra. I starten virker det meget tilforladeligt, men efterhånden har man luret det af, og slutteligt bliver det en nedadvendt tommelfinger. Hvis en fjende opdager dig, har du cirka ½ sekund til at flytte dig udenfor synsfeltet. Når du dette, tror fjenden, at det nok bare var "en kat" eller "en bums" eller "vinden i piletræerne", også selv om du lusker rundt i det mest tophemmelige hermetisk lukkede kompleks og er iført kropspanser og bevæbnet med en raketkaster! Og hvis du har fundet en totalt-fed snigskytte-position, hvor du mener at ingen bad guys kan finde dig, og du ikke lige slår fyren med granatgeværet ihjel med det første skud, kan du godt vinke farvel til dine lemmer, for han ved præcis, hvor ud er! Derudover kan fjenden ikke finde ud af at klatre på stiger eller åbne ulåste døre, ting man ellers har set i mange andre 3D spil.

Disse irritationsmomenter er dog ikke nok til at tage al spilleglæden væk, og der er mange timers underholdning, mens det komplekse plot udfolder sig.

Æv, ingen net?

Underligt nok har Eidos ikke gidet bruge et par ekstra programmør-timer på at kode en mulighed for netværksspil, som ellers er blevet standard i 75% af alle nye spil i denne tid. Man kan ikke engang smide to computere sammen, og køre en lille omgang Deathmatch, men egentlig gør det ikke så meget (og mon ikke der alligevel snart kommer en eller anden form for patch eller lignende, der gør det muligt?)

Deus Ex har nogle helt klare fordele, idet problemløsningen ikke er så striks lineær som i mange andre spil i genren, hvilket er et udtryk for at forbrugerne (hvilket jo er jer, kære læsere) kræver større og større frihed i spillene. Dette sørger Deus Ex meget pænt for, og trods nogle tilsyneladende store mangler, ændrer det ikke det faktum, at spillet er utroligt fængslende!

Gamesector Anbefaler

Om Johan Tandrup Kensler